Coveret til Untitled (Black Is)
Lyden af Sault er svær at beskrive. Men én ting er sikker: Musikkollektivet har begået det hidtil mest potente protestalbum efter drabet på den sorte amerikaner George Floyd.
Untitled (Black Is) er – ligesom kollektivets to foregående plader – en sær blanding af både soul, neosoul, gospel, funk, r&b og Motown. Hvis Grammy-prisuddelingen skulle beskrive musikken, havde den indtil for få uger siden nok kaldt den ”urban” (heldigvis synes der i mellemtiden at være opstået enighed om, at den genrebetegnelse altså er jævnt racistisk). Albummet er sært anakronistisk, som er det lige ankommet fra 70’erne med sin varme, analoge lyd, funkede basgange og støvede trommer. Det ville passe perfekt ind i en film af Quentin Tarantino – men det er altså ikke der, vi skal hen.
Nej, Saults nye skæring er én ting før alt andet: Et Sort album med stort s. I dens tematisering af blandt andet systemisk racisme, politivold og erfaringen af at være sort, giver den et overlegent indspark til de sidste mange ugers debat affødt af Black Lives Matter-demonstrationerne. Samtidig argumenterer den for, at sort kultur er – og skal være – en kultur i egen ret.
På det seneste har en debat i USA raset om, hvorvidt ”black”, når ordet bruges som en betegnelse for den etniske minoritetsgruppe, snarere bør skrives med stort, så det i stedet hedder ”Black”. Eksempelvis er både Associated Press, Los Angeles Times og NBC News begyndt at skrive ”Black”. Det store begyndelsesbogstav er – ud over at være et grammatisk stridspunkt – for mange et spørgsmål om at anerkende en kollektiv erfaring af sorthed. Når ”Black” bruges som kategori medfølger således en masse kulturelle, historiske og sociologiske betydninger. Det er det, det store begyndelsesbogstav skal signalere. Og i modsætning til ordet afroamerikaner har ”Black” også en mere global, inkluderende karakter. Ikke alle sorte amerikanere stammer nødvendigvis fra Afrika – men hvis du i stedet siger ”Black”, er du helt ude over det problem.
Og ”Black”, det siger Sault igen og igen på Untitled (Black Is). Som en bøn. Som en messen. Som et opråb. Mest prominent på en samling spoken word-passager, hvor det eksempelvis lyder ”Black is beautiful / Black is older than earth / Black is love / Black is God / God is us”. Den sorte erfaring gøres ikke blot universel, den gøres tilmed guddommelig og spirituel. Andre steder kommer pointerne endnu mere prompte, som når der bliver sunget ”Don’t shoot, guns down / Racist policeman” på nummeret ”Don’t Shoot Guns Down” alt imens sirener hyler i baggrunden. I et mindre raffineret bands hænder var en sådan kritik utvivlsomt blevet en tand for banal. Men her fungerer det perfekt som et ekko fra Black Lives Matter-bevægelsen og fordømmelserne af racistiske, amerikanske politistyrker.
Selvom det kunne lyde sådan, er Untitled (Black Is) imidlertid ikke en amerikansk plade. Det er Sault vist heller ikke. Kollektivet er omgærdet af mystik, men skulle efter sigende bestå af blandt andre rapperen Kid Sister og London-produceren Dean Josiah, der også har skrevet musik for britiske navne som Jungle og Little Simz.
Sault udgav uden større fanfare hele to fuldlængde-plader sidste år, og ingen vidste rigtigt, hvordan kollektivet hang sammen. Ligesom Saults musik er selve gruppen umulig at indfange. Saults uigennemskuelige struktur understøtter imidlertid budskabet på Untitled (Black Is). Den manglende stedfæstelse er med til at formidle den globale, delte erfaring som sorte har af systemisk racisme og dertilhørende smerte. Ligesom når det på nummeret ”Sorry Ain’t Enough” lyder:
”Can you forgive your people / They’re just hurting inside / If you look in the mirror / You will see it’s just pride / But sorry ain’t enough”.
Det er Sort – og det er i den grad værd at lytte til. /David Dragsted