Nej tak til cottagecore

Vi forstår ikke rigtigt, hvordan det er kommet så vidt, men at bage brød er nu åbenbart blevet en 2020-æstetik. Hold tungen lige i munden, vi skal til at tale om cottagecore.

Det viser sig nemlig, at det var en fejl at lade menneskeheden være alene hjemme med sociale medier, og at coronakrisen har gjort folk vanvittige. Mens nedlukningen stod på, vandt en ny internet-subkultur frem, der ret beset er Bonderøven på meskalin. Under betegnelsen cottagecore er ting såsom svampejagt, bagning, at bo på landet og have bare fødder i græsset (fortsæt selv listen) blevet ophøjet til en unik, pastelfarvet og Instragram-venlig æstetik. Homo SoMe har simpelthen genopdaget den landlige idyl og troet, at den trængte til en rebranding.

Som man kan læse på Wikipedia, er cottagecore blandt andet inspireret af onlinebevægelser såsom grandmacore (den forklarer sig selv) og goblincore (vi giver op). Pointen er, som brandstrategen Amelia Hall eksempelvis skriver hos The Guardian, at ”skabe en livsstilsbevægelse, der er designet til at fetichere naturens sunde renhed”. Det er sjovt nok også her, filmen knækker for os. Naturen har slet ikke brug for en sådan fetichisme, den er jo fantastisk i sig selv. Hvis et træ falder i skoven, uden nogen hører det, laver det så en lyd? Svaret er, at det er fuldkommen ligegyldigt. Træet falder ikke for dig (med mindre du har været efter det med en motorsav).

Nej, undskyld, nu skal vi nok stoppe med at rase. Det er jo heller ikke, fordi cottagecore som sådan er blevet allemandseje de sidste par måneder. De færreste har nok egentlig hørt om det, selvom de formodentlig er stødt på opslag fra folk, der har udforsket surdejens forunderlige væren. Når vi sådan tager på veje over fænomenet, er det egentlig bare på grund af de to mere generelle tendenser, det repræsenterer: Behovet for at pynte på ellers simple ting, og behovet for at gøre dem mere komplicerede, end de behøver at være.

Racisme eller ej

Tag bare den hovedløse debat om, hvorvidt der findes racisme i Danmark, som Dansk Folkeparti har fundet det nødvendigt at agere spydspids på. Vi kunne vel kalde det en form for racismecore. På forunderlig vis har partiets folketingsmedlemmer taget et simpelt spørgsmål – findes der racisme i Danmark? (svaret er ja) – og forvandlet det til en (for DF) kompliceret, nationalromantisk æstetik. Og nu har vi simpelthen fået nok.

Senest har Marie Krarup eksempelvis været fremme med hundefløjten på Facebook, hvor hun forsøger sig med det noget overraskende synspunkt, at det altså ikke er ”racisme at si ansøgere med muslimske navne fra”. Ud over at det mere eller mindre er tekstbogsdefinitionen på uberettiget diskrimination (også kendt som racisme) at sortere folk fra alene på grund af deres navn og ophav, så forsøger Krarup også at gøre denne diskrimination præsentabel og lækker.

Krarup har været i kontakt med en tandlæge, der har fortalt, at vedkommende har haft nogle dårlige oplevelser med muslimske tandlægeassistenter. DF’eren bruger behændigt dette som en anledning til at mistænkeliggøre alt ved muslimer, ligefra at de er utilregnelige under ramadanen, til at man risikerer at bruge en masse tid på sagsbehandling hvis ens ansatte pludselig bliver radikaliserede. Sidstnævnte argument har vi faktisk ikke hørt før. I den forstand skal Krarup vel have point for opfindsomhed.

Vi kan lige så godt sige det, som det er (og vi forstår vitterligt ikke, at det er nødvendigt at sige det): Uanset hvor mange tandlæger Marie Krarup taler med, bliver racisme hverken okay eller til et ikke-eksisterende fænomen i Danmark.

Tænd-sluk

I sidste uge blev en dansk-afrikansk mand dræbt på Bornholm. Den ene af to formodede gerningsmænd har en hagekorstatovering, han har kritiseret Black Lives Matter-bevægelsen og desuden hyldet racismedømte Rasmus Paludan. Det kunne jo umiddelbart se ud, som om den formodede gerningsmand dermed har haft racistiske motiver med drabet. Fredag fortalte Bornholms politi imidlertid, at motivet snarere byggede på en personlig relation.

Vi skal på ingen måde gøre os til dommere over sagen, særligt ikke mens efterforskningen stadig er i gang. Men vi istemmer os gladeligt Informations nuancering:

”Dertil kommer, at racisme ikke har en on-off-knap. Det er muligt, at politiet finder frem til et andet motiv til drabet end racisme, og det er muligt, at den dræbtes og de anholdtes venner har ret – at det handlede om noget andet. Men det er på samme tid muligt, at racisme kan have været med til at forstærke den vold, der førte til den dansk-afrikanske mands død.”

Der er nemlig ingen grund til at tegne glansbilleder. Racisme findes, uanset om vi vil det eller ej, og der kan ikke bare tændes og slukkes for den efter forgodtbefindende. Og ligesom med cottagecore er fortællingen om det diskriminationsfri Danmark immervæk en historie, du skal længere ud på landet med. /David Dragsted