Veganerpartiet laver happening og klæder Den Lille Havfrue ud som en gris, på Langelinie i København onsdag den 29. januar 2020. Happeningen er en protest imod pladsforholdene i den danske svineproduktion. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Fornyelsen kommer ikke altid fra ekstremerne. Da debatbogen Oprør fra midten udkom i 1978, rykkede miljødebatten for alvor ind i den danske offentlighed. Samme omvæltning er nu ved at ske igen: Fornyelsen af det danske partilandskab kommer endnu engang inde fra den grønne midte. I dag huserer rebellerne, mærkeligt nok, helt inde omkring midten.
Overalt i Europa har grønne partier længe været i markant fremgang. Men ikke i Danmark. Og dog. Alternativet forsøgte i flere år at sætte en grøn og mere håbefuld dagsorden, men er efterhånden gået i opløsning indefra. Idealerne til trods forblev Alternativet et (mislykket) eksperiment: Josephine Fock og de allersidste rester vil næppe kunne klare spærregrænsen på to procent af stemmerne ved næste valg.
Den midlertidige succes for Uffe Elbæk & co. har dog bevist, at også et betydeligt antal danske vælgere har mod på mere og andet, end hvad de gamle magtpartier kan og vil tilbyde. Alternativets kollaps er faktisk allerede ved at skabe plads til andre. Den enes død er den andens brød.
Danmarks hurtigst fremadstormende parti hedder Veganerpartiet, og det ser faktisk ud til at komme på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Indtil videre er det således lykkedes partiets ildsjæle at få 15.397 borgere til at skrive under på en vælgererklæring, og dermed er Veganerpartiet nu mere end tre fjerdedele af vejen mod de 20.182 godkendte erklæringer, som er det officielle krav for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg. Eller hvad der svarer til 1/175 af de gyldige stemmer ved det sidst afholdte folketingsvalg.
Veganerpartiet bygger på en radikaliseret økologisk tankegang, der umiddelbart trodser den klassiske højre-venstre-opdeling, bl.a. med vidtgående slogans som: ”Mennesket skal ikke længere være centrum for politisk beslutningstagen”. Veganerpartiet tager Alternativets hidtidige snak om at indføre tre bundlinjer til et helt nyt niveau og taler i stedet om ”økocentrisme”. Aktioner mod den intensive svineproduktion i Danmark har vakt opsigt.
Allerstørst ballade skabte Veganerpartiet dog, da partistifter Michael Monberg udtalte til B.T.: ”Moral er ikke subjektivt, og både pædofili og at spise kød er moralsk forkert”. Udsagnet hidsede folk voldsomt op på sociale medier, og partiets ”økocentrisme” skal nok også fremover formå at flamme gemytterne op, særligt når Veganerpartiet med stor sandsynlighed bliver en officiel del af næste folketingsvalgkamp.
Retorikken er umiddelbart langt mere konfrontatorisk, end det normalt lyder fra et parti, der i sin egen selvforståelse stræber efter at bringe en naturlig snusfornuft ind i centrum af den politiske debat. Men det er forfejlet at afskrive Veganerpartiet som et yderfløjsparti. For en ny ungdomsgeneration er det allerede blevet mainstream at være veganer.
Tilbage under den første miljø-mobilisering, oprøret fra midten, var det et begavet trekløver – forskeren Niels I. Meyer, politikeren Kristen Helveg Petersen og filosoffen Villy Sørensen – som indledte det årelange opgør med datidens to vækstideologier, kapitalismen og kommunismen. I dag søger flere af de mange nye småpartier, der pibler frem i dansk politik, også efter at finde en sådan tredje vej hinsides forbrugersamfundet.
Titlen som Danmarks grønneste parti får Veganerpartiet ikke lov til at tage uden kamp. De Grønne er et andet grønt parti, der kalder sig selv for ”socialliberalt”, og dermed placerer sig mere klassisk i centrum af det politiske spektrum: ”I de kommende årtier vil den vigtigste kamp i dansk politik blive mellem grøn og sort, snarere end mellem blå og rød. Vores nye partinavn signalerer tydeligt, at vi ønsker at gå forrest i den kamp,” forklarer partistifter Jonas Holm.
De Grønne kan oplagt finde inspiration i vores nærmeste nabolande, hvor Die Grünen i Tyskland på den ene side er ved at vokse frem som det andet største parti i flere delstater, ligesom Miljöpartiet i Sverige også har haft betydelig vælgersucces. Herhjemme ønsker De Grønne, at Danmark fremover skal styres af en grøn koalition henover midten, for kun derved kan der vindes parlamentarisk styrke til at træffe de fornødne klimabeslutninger. De Grønne har endnu kun indsamlet 433 vælgererklæringer, men potentialet er enormt – ikke mindst hvis Veganerpartiet skulle floppe.
Fra ruinerne af Alternativet er der tilmed tegn på, at et nyt parti kan vokse frem på den anden side af sommerferien. Sammen med de to andre frie grønne i Folketinget, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique, går Uffe Elbæk og pusler med en ny partidannelse, der jo nok også vil rumme et strejf af grønt midteroprør.
Som protest mod den gamle opdeling mellem rød og blå blok er en ny klynge af grønne partier ved at forny det politiske centrum, og Danmark er derved også ved – med flere årtiers forsinkelse – at blive indhentet af hovedstrømmen i andre nordeuropæiske lande, hvor socialliberale miljøpartier både har rykket folkestemninger og påtaget sig ansvar. I dag kan det virke underligt, at Danmark endnu ikke har haft et erklæret grønt midterparti, men ventetiden er ved at være forbi: Efter Alternativet står Veganerpartiet til at overtage rollen som talerør for den nye klimageneration, der hverken identificerer sig som røde eller blå. /Lars Trier Mogensen