Hvor er den demokratiske dobbeltgænger?

Har du nogensinde overvejet, om du har en dobbeltgænger et sted derude? Ikke en tvetydig Dostojevskijsk doppelgänger, nej, bare en helt almindelig person, der passer sit arbejde, hænger ud med sine venner og sin familie og ellers ikke gør noget særligt væsen af sig. Den kinesiske baryton og operasanger Liu Keqing har en sådan en. Eller, det vil sige, Lius dobbeltgænger er ikke nogen hr.-hvem-som-helst. Det er såmænd Kinas præsident Xi Jingping.

Man kunne fristes til at tro, at det ville kaste lidt ekstra glans over tilværelsen sådan til forveksling at ligne Kinas præsident, og Liu har da også oplevet en stigende interesse om sin person de seneste år. Interessen har dog primært materialiseret sig i lange køer af selfiehungrende kinesere, og nu er ligheden med Kinas førstemand endog begyndt at volde den 63-årige operasanger problemer. For Xi Jingping er ikke ligefrem begejstret for dobbeltgængere.

Eksempelvis blev præsidenten i 2018 så træt af sammenligningerne mellem ham og tegnefilmsfiguren Peter Plys, at Xi og den kinesiske regering besluttede at forbyde Peter Plys-film i Kina. Sammenligningen mellem de to var ifølge den kinesiske regering udtryk for ”en seriøs indsats for at underminere præsidentkontorets og Xi’s værdighed”.

Denne gang er der så tale om en rigtig dobbeltgænger, og det huer ikke just den tyndhudede præsident. Look-a-liken Liu har gentagne gange fået blokeret sin TikTok-profil og sine konti på en række sociale medier, fordi regeringen frygter, at operasangerens profil vil fungere som et forum for systemkritiske røster – også selvom han altså primært bruger dem til at dele operavideoer. Liu, der aldrig har ytret sig regeringskritisk, og tilmed kalder sig patriot, må finde sig i det Stanford-professoren og Kina-eksperten Jennifer Pan kalder “kontrol for kontrollens skyld”.

Med fjender som Facebook…

Det synes ikke kontroversielt at sige, at Kinas kontrolregime er eskaleret til et ekstremt og uhyggeligt niveau. Vi hører historier om systemkritiske forskere, der bliver anholdt og fængslet på ubestemt tid. Tag bare den prominente juraprofessor Xu Zhangrun, der blev arresteret mandag (og som tilmed havde en pakket taske klar). Ser man mod Vestkina, hvor Uighur-folket systematisk deporteres til ”genopdragelseslejre”, peger nye undersøgelser på, at kvinder her bliver tvangsteriliseret.

Det seneste skud på stammen er Hongkong, hvor beboerne de facto fik frataget deres demokratiske rettigheder da den såkaldte sikkerhedslov trådte i kraft 1. juli. Hongkongs borgere kan nu blive fængslet på livstid for “enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed”. Indtil nu er over 370 mennesker blevet anholdt for at deltage i selvstændigheds- og demokratidemonstrationer.

Imens Hongkongs borgere må vente forgæves på, at det såkaldte internationale samfund reagerer, har de imidlertid fået hjælp fra en uventet kant: Facebook. Facebook har nemlig besluttet ikke at udlevere data om brugerne af deres apps til Hongkongs regering. For som en talsmand fortæller: “Vi mener, at ytringsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed og støtter folks ret til at udtrykke sig uden frygt for deres sikkerhed eller andre konsekvenser”. Den var ny; pludselig er det Facebook, der kæmper for demokratiet. Vi har en god tommelfingerregel, som vi blandt andet vil anbefale Kina at bruge: Hvis du befinder dig i en situation, hvor Facebook fremstår som moralens vogter og demokratiets beskytter, er det højest sandsynligt dig, der har et problem.

Kinas sikkerhedslov i Hongkong er en demokratisk katastrofe, og den manglende reaktion fra den danske regering og den vestlige verden er en tragedie. I Black Lives Matters-bevægelsen har flere aktivister argumenteret for, at det ikke er nok blot ikke at være racist. For at støtte sagen skal man faktisk være anti-racist ved aktivt at tage stilling til sin position og sige fra over for racistisk opførsel. En lignende skelnen burde eksistere for at kunne påberåbe sig titlen som demokrat. Så til “de vestlige demokratier” skal her lyde en opfordring: Det er ikke nok, bare at kalde sig demokrat. Nej, når scener som dem vi ser i Hongkong udspiller sig, er det også nødvendigt at træde i karakter som anti-anti-demokrat. /Anne Nørgaard Christensen