De skulle skamme sig

“Udskam de, der ikke har været fornuftige”, stod der med rødt på statsministerens taleudkast i forbindelse med et corona-pressemøde den 17. marts. Bydeformen ”udskam” er effektiv, særligt når det står rødt på hvidt (heja Danmark!), for skammen er god til at folk til at rette ind – ikke kun når det gælder håndsprit og social afstand. Domstolene udskammer eksempelvis med loven som hjemmel. Det så vi i går, hvor der faldt dom i hele tre bemærkelsesværdige sager.

De to svenskere der stod bag bombningen af Skattestyrelsen, der forvoldte skader for 6,2 mio. kroner, fik henholdsvis fire og fem års fængsel. Hvad to unge svenskere har imod den danske skattestyrelse er stadig en gåde.

Britta Nielsens børn er mere naive end politiet tillader, og nu idømmes de alle fængsel. Forklaringen om, at børnene ikke vidste, at pengene de modtog fra deres mor (51 mio. kroner) stammede fra kriminalitet, køber retten ikke. Både Jimmy, Jamilla og Samina Hayat har anket sagen til Østre Landsret.

Og netop i Østre Landsret fik en anket sag om en 13-årig pige, der blev voldtaget vaginalt og analt af sin 32-årige lærer, i går en ny dom. Eller, det vil sige, dommen blev i går rettet til, at der ikke var tale om voldtægt, men samleje. Den 32-årige mand idømmes nu to års fængsel i stedet for de oprindelige seks. Hvordan et barn kan have et gensidigt seksuelt forhold til en voksen går over vores forstand.

Det er skam bare et brev 

Udskamningen trives også i den offentlige gabestok, selvom den ikke længere byder på middelalderlig kronragning og fæceskastning (okay, måske har vi set for meget Game of Thrones). Nej, i stedet har den indtaget nettet, hvor man kan gå til kollektivt angreb på folk, man er uenige i – hvilket kan få store konsekvenser for den udskammede.

Fænomenet kaldes “Cancel culture”, og det er 150 kendte forfattere og debattører nu gået imod i et åbent brev i Harpers Magazine. ”Censur spreder sig mere og mere i vores kultur. Der er en intolerance mod modsatrettede holdninger, og offentlig udskamning og boykot er på mode”, står der blandt andet i brevet.

Blandt de 150 underskrivere finder man blandt andre feministen Gloria Steinem, den russiske skakmester Garry Kasparov, den amerikanske tænker Noam Chomsky og forfatterne Salman Rushdie, Margaret Atwood og J.K. Rowling. Sidstnævnte er lagt for had, efter hun er blevet beskyldt for at være transfobisk på Twitter. Rowling er nu Den Unævnelige. Harry Potter-bøgerne har på magisk vis skrevet sig selv.

Sund uenighed – usund lovgivning

Ak ja, det er den evige diskussion om, hvorvidt man kan adskille kunstneren fra kunsten, og om man er et dårligt menneske, hvis man ser en film af Woody Allen. Problemet er bare, at det er svært at diskutere, da cancel-kulturen ikke tolerer uenighed. Faren er, at det hæmmer den frie debat, og at man censurer sig selv af frygt for at blive ekskluderet fra fællesskabet. Og i modsætning til domstolene er der ingen forældelsesfrist i cancel-kulturen.

Af frygt for at blive anklaget for whataboutism, er det dog måske værd for cancel-krigerne at rette opmærksomheden væk fra kendtes tweets og hen mod steder, hvor ytringsfrihed og transseksuelles rettigheder ikke er givet. Der er nok at tage fat på.

Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia, udtaler til DR om cancel-kulturen: “Det underminerer den frie og åbne debat. Og det bliver især kritisk, når det begynder at sprede sig til nyhedsmedier. Hvis journalister på verdens mest prestigefyldte medie, New York Times, ikke kan klare, at der bliver trykt kronikker, som de er dybt uenige i, hvad er så pointen med New York Times?”

Vi er en lille redaktion her på Føljton, men vi kan stadig være meget uenige – heldigvis. Nogle gange må man bare “agree to disagree”. Men okay, når det så er sagt, kan vi så ikke lige blive enige om, at politikerne seriøst skal genoverveje voldtægtslovgivningen? /Lise Benthin Præstgaard