Polish President and presidential candidate of the Law and Justice (PiS) party Andrzej Duda talks to the media after the announcement of the first exit poll results on the second round of the presidential election, at the Presidential Palace in Warsaw, Poland, July 12, 2020. REUTERS/Aleksandra Szmigiel
Man kan jo nok ikke tale om en egentlig skuffelse, for det har længe ligget i kortene, men det er alligevel noget af en nedtursnyhed, at Polens præsident Andrzej Duda søndag fik fem år mere på posten. Nuvel: Det var et demokratisk valg, folket har talt, og et flertal af polakkerne ønsker som præsident en socialkonservativ type, der bl.a. har kaldt LGBT-bevægelsen ”mere destruktiv” end sovjetisk kommunisme.
Der var mere på spil end som så. Som den polske politolog Anna Wójcik sagde til The Guardian forleden, stod valget mellem ”et pluralistisk demokrati og et majoritetsstyret demokrati uden nogen nævneværdige begrænsninger for det regerende parti.”
Men der er nu nogle ting, som frihedselskere og yndere af lige rettigheder for alle kan varme sig ved. Afstemningen ved præsidentvalgets anden runde var fx ekstremt tæt. Den 48-årige Duda, der nød opbakning fra Polens katolske kirke og landets altoverskyggende regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), fik 51,2 pct. af stemmerne, mens udfordreren, den jævnaldrende Rafał Trzaskowski, som er borgmester i Warszawa, fik hele 48,8 pct.
Da valgkampen begyndte, lignede det en sikker sejr for Duda. Den lille mand (og dem er der mange af i Polen) har nydt godt af PiS’ rundhåndede velfærdsprogrammer, og eftersom Duda har udtrykt sin klare støtte til PiS, har den lille mand hans ryg. Under PiS er det blevet mindre smerteligt at være fattig i Polen, men når man samtidig med sin stemme er med til at give køb på basale frihedsrettigheder i sit land – PiS arbejder bl.a. møjsommeligt på at underminere de polske domstoles uafhængighed – er det lidt som at få varmen ved at pisse i bukserne.
Her kom Rafał Trzaskowski så ind i billedet. Hvor Duda er jurauddannet med en konservativ, katolsk opdragelse, er Trzaskowski søn af en kendt jazzmusiker og har tilbragt et år på en amerikansk high school, inden han begyndte at læse på universitetet (han har en grad i engelsk sprogvidenskab og er ekspert i internationale relationer). Altså i princippet en kosmopolitisk, proeuropæisk fritænker over for en værdikonservativ indadskuende nationalistisk patriot.
På et tidspunkt under valgkampen stod Duda ifølge meningsmålinger til at få op imod 60 pct. af stemmerne. Det er interessant, at støtten til ham faldt markant, da coronavirussen ramte Polen – som om mange alligevel ikke var helt trygge ved magthavernes evne til at navigere i en pandemi. Det hører dog med til billedet, at Rafał Trzaskowski først kom ind i præsidentvalget i maj, da oppositionspartiet Borgerplatforms daværende kandidat Małgorzata Kidawa-Błońska ikke rigtig leverede varen i meningsmålingerne og trak sig ud.
Af en præsidentkandidat at være, som nok var mere et kompromis end et ideelt valg, klarede Rafał Trzaskowski sig virkelig pænt. Det lover jo sådan set godt for fremtiden.
Nu skal vi selvfølgelig huske, at en polsk præsident ikke er en udøvende myndighed – men vedkommende kan dog nedlægge veto mod lovgivning, og det er derfor, præsidentposten spiller en central rolle for PiS-regeringen. /Oliver Stilling