L'État, c’est moi!

Hverken agurketid eller coronakrise har kunnet sætte en stopper for det europæiske demokrati. Henover sommeren har der været en række spektakulære valg på vores kontinent, og fælles for dem er, at de hver især kan ende med at få store konsekvenser for hele Europa. I denne uge har vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton overtaget nærværende plads i Føljeton, og her vil du blive guidet igennem de hæsblæsende valghandlinger.

Skriv dig op til Feuilleton her og modtag hele baduljen plus en ekstra analyse på lørdag.

Myten siger, at Ludvig 14. af Frankrig skal have udbrudt ”l’État, c’est moi!” – staten, det er mig. Hvorvidt ordene nogensinde faktisk er kommet ud af munden på monarken, der senere blot er blevet kendt som Solkongen, er særdeles usikkert. Men der hersker ikke megen tvivl om, at den franske konge i hvert fald levede efter ordene. Han styrede sit land efter en dogmatisk enevældig devise om, at han som konge var personificeringen af selve den franske nation.

Den franske revolutions mest ambitiøse mål var at slå den slags idéer om ”suverænen” ihjel. Staten skulle defineres af ”frihed, lighed og broderskab” snarere end af privilegier hos enkeltpersoner. Det lykkedes, og den franske revolution lagde grobunden for det moderne demokrati, hvor staten det er folket.

Alligevel sidder man i 2020 med en nagende fornemmelse af, at den franske præsident Emmanuel Macron er lidt af en moderne solkonge – eller i hvert fald gerne vil være det.

Nuvel, Macron har gang på gang vist, at han hverken er staten, suveræn eller enevældig. Den ene reform efter den anden (senest pensionsreform) smuldrer i hænderne på ham, fordi folket gør oprør, og Macron har måttet trække sig på mange af de store ambitioner, som han luftede i 2017, da han blev valgt til præsident.

Nej, Macron er ikke staten, men han er alligevel centrum for en personkult. Ulykkeligvis for ham en forfejlet en af slagsen. Hans valgsprog burde være ”La République En Marche, c’est moi,” for Macron ér sit parti. La République En Marche (LREM) har ingen stærk bagvedliggende organisation. Intet hav af lokale ildsjæle rundt om i Frankrig. Ingen større ideologisk raison d’etre end den centristiske macronisme. LREM har ikke engang flertal i parlamentet mere, fordi en lang række medlemmer er afhoppet i protest mod præsidenten. LREM har Macron, som har præsidentposten og så ikke mere – c’est tout.

Problemet for Macrons personkult er, at meget få efterhånden kan lide den person, som er kultens centrum. Præsidenten ligger stadig lavt i popularitetsmålingerne og ved sommerens kommunalvalg i Frankrig blev det tydeligt, at LREM ikke kan overleve uden en populær Macron.

Det var ikke forventet, at LREM skulle klare sig godt. Det gør partierne med præsidentposten sjældent. Men den regulære ydmygelse af præsidentens parti var også overraskende, og det kan være et forvarsel om, at Macron enten skal rebrande sig selv i en voldsom fart eller se sig selv og sin bevægelse gå til grunde ved næste præsidentvalg.

Nederlag på nederlag

Macron havde utvivlsomt håbet, at hans parti kunne vinde indpas i nogle af de større byer, hvor han selv samlede mange stemmer op ved præsidentvalget. Sådan gik det ikke. I Paris, Poitiers, Brest og Lille havde LREM opstillet selvstændige kandidater, der alle måtte tage til takke med en tredjeplads. Især i Paris var partiet skuffet over ikke at kunne konkurrere. Andre steder forsøgte LREM sig med alliance-kandidater, der både repræsenterede LREM og Les Républicains fra centrum-højre.

Det gik ikke meget bedre. I Lyon satsede LREM på byens mangeårig borgmester – og tabte. Noget lignende skete i Strasbourg. Kun i Le Havre kunne LREM notere en sejr, da Macrons populære premierminister Edouard Philippe vandt borgmesterposten. Også i Amiens (Macrons hjemby) og Toulouse kunne partiet notere sejre.

Som præsident må Macron have været skuffet over det resultat, men han må have været blevet regulært bange, da han så valgdeltagelsen. Mindre end 42 pct. af vælgerne satte deres kryds. Den voldsomme coronakrise har utvivlsomt spillet en rolle, men valgdeltagelsen er alligevel så vanvittigt lav, at landets leder må spørge sig selv, om befolkningen på hans vagt helt har mistet tiltro til folkestyret.

Populismens halvdøde spøgelse

Når Macron var populær og blev valgt til præsident i første omgang skyldtes det i høj grad to ting: 1) Han var bolværket mod det yderste højre i form af Marine Le Pen og partiet Rassemblement National (RN) og 2) de traditionelle, etablerede partiers totale opløsning. Spørgsmålet er så, om Le Pen nu har frit spil med en upopulær Macron, og om de traditionelle regeringspartier igen er kampdygtige.

Spørger man Le Pen selv, er kommunalvalget det endegyldige bevis på, at hun nu er klar til at tvære Macron ud og blive højrenational præsident af Frankrig. Hun erklærede, at RN havde opnået en ”i sandhed stor sejr,” og især partiets borgmesterpost i byen Perpignan blev fremhævet som et eksempel på, at det yderste højre nu kan vinde større byer og på den måde er blevet ”stuerene.”

Men sandheden er, at Le Pen og RN havde en næsten lige så forfærdelig aften som Macron. For Perpignan til trods så mistede de bunkevis af mandater, og det blev slet ikke den højredrejede populistbølge, som nogle havde håbet og andre havde frygtet.

I stedet er der noget, der tyder på, at de gamle etablerede partier ikke er så døde, som de så ud i 2017. Modsat Macrons parti har de stærke organisationer og bagland, hvilket gør, at de ikke bare kan blive ødelagt af enkelte upopulære ledere. Både det socialdemokratiske Parti Socialiste og centrum-højre i form af Les Républicains viste, at rygtet om de etablerede partiers død er stærkt overdrevne – om end de stadig er langt fra fordums storhed.

Hvad skal Macron så gøre for at genvinde sin popularitet? Han skal sandsynligvis male sig grøn. For kommunalvalgets store vinder blev De Grønne, der stormede ind i byråd over hele landet (især i de større byer). De Grønne har utvivlsomt stjålet mange af Macons progressive vælgere, der er utilfredse med en præsident, der nok kalder sig midtersøgende, men som har kigget markant mere mod det traditionelle højre end mod venstre.

Hvis Macron kan bruge den sidste tid af sin præsidentperiode på at iscenesætte sig selv som socialt ansvarlig miljøforkæmper, der stadig kigger mod centrum-højre, når der skal laves økonomisk politik, så er der måske atter håb for personkulten. Men det er nemmere sagt end gjort, og man må ikke glemme, at oprøret fra de gule veste startede, da Macron på grøn vis forsøgte at pille ved brændstofpriserne.

Måske er det allerede for sent for Monsieur le Président. /Andreas T. Kønig