Jagten på metaller

”Vi kommer til at vinde på enhver tænkelig måde. Vi kommer til at vinde så meget, at I bliver trætte af at vinde. I kommer til at sige: ‘Please! Please! Vi vinder for meget, vi kan ikke klare det mere! Hr. Præsident, det er for meget!’ Og jeg kommer til at sige: ‘Nej, det er det ikke. Vi bliver nødt til at blive ved med at vinde. Vi bliver nødt til at vinde mere!”

Donald Trump, vælgermøde i staten New York, 2016

Det kommer til at lyde som taberens syge undskyldning, men vi tror på det opbyggelige i et godt nederlag. Vi vil faktisk gå så langt som til at sige, at vi har en smule ondt af de mennesker, der drives frem af medvind hele livet. Stakkels dem, der vinder og vinder og vinder.

Ja ok, når vi ser det på skrift, så kan vi godt se, at det måske er lidt som at sige til den grimme, uduelige dreng, at de andre børn jo kun driller ham, fordi de er misundelige. Selvfølgelig er de ikke misundelige, og selvfølgelig er det ikke fedt at tabe hele tiden. Det vil vi ikke bilde dig ind. Det er jo Føljeton, det her – ikke en selvhjælpsbog.

Vores pointe er, at sejren mister sin magi, hvis den er en permanent tilstand. For guderne er paradis intet særligt, hvorimod den dødelige vil føle total eufori ved blot en enkelt dag i det overjordiske land, der flyder med mælk og honning.

Spørg bare fodboldklubben AGF. Det er dem fra Aarhus, der gerne råber ”KOM SÅ DE HVIIIIIE!” I går blev den bedste fodboldrække i Danmark afgjort, og AGF tabte deres sidste kamp 1-0 mod Brøndby IF. Det var medvirkende til, at Aarhus-klubben ikke vandt sølv. Guldet var også røget til anden side. I stedet måtte AGF tage sig til takke med en bronzemedalje og en tredjeplads.

Det lyder som et nederlag, men det var det ikke, for AGF er ikke vant til at vinde. Årets bronze er nemlig deres første medalje i 23 år, og det fik Danmarks næststørste by til at eksplodere af glæde. Natten blev lyst op med romerlys, og der blev festet, som var bronzemedaljen af guld. Som om de havde vundet det hele.

Latterligt, vil nogle sige. Men ikke os. Vi sætter pris på at se de undertippede vinde – også de små sejre.

Guld værd

Alt er dog ikke fryd og gammen i Aarhus.

Der var tilsyneladende ikke mange, der tænkte på COVID-19, da der blev festet i går. Da først musikken spillede, var der ingen, der huskede på god hygiejne, håndsprit og at holde afstand. Man forstår godt hvorfor, men det er alligevel noget skidt, for corona er ingenlunde forsvundet, og sygdommen lurer stadig som en fare under de ellers ganske pæne danske smittetal. Se bare på Australien, der egentlig var sluppet nådigt, men som nu pludselig sætter ny smitterekord efter et udbrud i millionbyen Melbourne.

Måske skulle de bronzevindende aarhusianere især tænke over dette. For det kan godt være, at de lige nu er glade for deres tredjeplads, men bliver coronakrisen (og dermed økonomien) værre, kan de hurtigt komme til at ærgre sig såre over, at det ikke blev til guld eller sølv.

De usikre tider har nemlig i dag fået guldprisen til at ramme det højeste niveau nogensinde. Også sølvprisen er steget ganske betragteligt. Bronze skal AGF nok stadig ikke regne med at få meget for.

Guld plejer at blive betragtet som en sikker investering i krisetider, og eftersom antallet af globale coronatilfælde på fire dage er steget med en million, kan man vist roligt sige, at vi stadig er i krisetider. Samtidig er det dårlige forhold mellem USA og Kina ved at eskalere, og det er heller ikke noget, der ligefrem beroliger økonomien. I dag er der efter kinesisk befaling blevet lukket et amerikansk konsulat i den kinesiske by Chengdu, og sidste onsdag var det modsat kineserne, der blev beordret til at forlade deres konsulat i den amerikanske by Houston.

Coronakrise og diplomatiske fejder kan efterlade hele verden som tabere. Så er det jo heldigt, at det er ”ih! åh! SÅ opbyggeligt at tabe.” Var det ikke det, vi indledte med at skrive? Jo, det var det vist. Og det synes du måske var dumt skrevet. Men det er også bare, fordi du er misundelig! /Andreas T. Kønig