Coronakrisen er intet krydstogt

Til ingens større overraskelse er den nu igen gal med coronavirus på krydstogtsskibe.

Norske Hurtigruten var som de første klar til atter at tilbyde luksussejlads til kunderne, men noget kan tyde på, at de alligevel har været lidt for, ja, hurtige på aftrækkeren. Indtil videre er mindst 40 mennesker meldt smittede med Covid-19 efter at have været om bord på hybridskibet MS Roald Amundsen. Dét til trods for at Hurtigrutren efter eget udsagn havde gjort, hvad de kunne, for at reducere antal af passagerer, sikre afstand, hygiejne og hele baduljen. Og nu har Norge så ellers travlt med at opspore passagerer, der er gået fra borde i Tromsø uden at blive testet.

Krydstogtet er desværre ikke en enlig svale på sygdomssøen. På globalt plan har antallet af coronatilfælde nu passeret 18 mio., mens én mio. nye smittetilfælde kommer til hver fjerde dag. Nedlukninger genintroduceres så småt rundt om i verden. Den australske delstat Victoria, der i begyndelsen af pandemien ellers så ud til at have rimeligt godt styr på sagerne, har eksempelvis måttet melde om katastrofetilstand i takt med, at antallet af Covid-19-smittede ryger i vejret. Ja, selv hos Danish Crown i Ringsted er den gal. Her er nu hele 62 slagterimedarbejdere blevet smittet.

Du er nok omtrent lige så led og ked af corona, som vi er trætte af at skrive om det. Ikke desto mindre ser smitteudbruddene ud til at gentage sig. Kald det anden bølge, kald det, lige hvad du vil. Covid-19 er ved at gøre comeback.

Kierkegaards kalkyle

Søren Kierkegaard forstod på sin lidt særegne vis gentagelsen som en måde at genvinde det tabte i fornyet form. Vi vil vove at påstå, at det i coronaregi kan forstås på flere måder.

I Frygt og bæven forsøger Kierkegaard – under pseudonymet Johannes de Silentio – at fortolke historien om Abraham og Isak. Du ved, den, hvor Gud beder Abraham om at ofre sin søn Isak, fordi… ja, egentlig bare fordi. Guds bud stiller Abraham i en noget penibel situation. På den ene side vil den rettroende fader jo gerne gøre Gud glad, men på den anden side ved han, at det etisk set er ret forkert at dræbe sin søn. Og findes der egentlig en vej ud af en sådan almen etisk fordring?

Kierkegaards svar er lige så genialt, som det er frustrerende. Vi lever i tiden, mens Gud lever i evigheden. Tid og evighed er i princippet to ret modsatrettede størrelser, men de kan forenes i kraft af troen, der også er paradoksal, fordi den netop forener de to uforenelige størrelser. Ja, den er sådan set absurd. Gennem troen rykker Gud og/eller evigheden nemlig ind i det tidslige og gør det umulige muligt. Man tror med andre ord ikke, fordi det giver mening. Man tror i kraft af det absurde.

Da Abraham giver sig til at ofre Isak er der altså tale om en absurd, ja, meningsløs handling. Idet Abraham alligevel vælger at fortsætte, foretager han imidlertid et spring – et troens spring. Han tror på uendelighedens mulighed og på, at Gud har styr på sagerne; også selvom befalingen om at ofre Isak ikke giver mening. Abraham resignerer, men han tror alligevel. Og med troen sker der faktisk det mirakuløse: Abraham får det tilbage, som han ellers var sikker på, at han havde mistet. Gud beder ham om at smide kniven væk, bedst som den er hævet over Isaks bryst. En gentagelse har fundet sted.

Når vi nu er sluppet af med de værste nedlukninger og smittetal, kan det godt synes lidt meningsløst, at coronahysteriet og nye smittebegrænsende tiltag igen skal tage fat. Sådan har de det eksempelvis i Berlin, hvor op mod 17.000 mennesker i weekenden stimlede sammen i protest mod udsigterne til nye nedlukninger. Men nogle gange kan det altså også være nødvendigt at tro på, at den kollektive indsats for at begrænse smitten må og skal virke.

Se bare på Sundhedsstyrelsen, der minsandten har foretaget sit helt eget trosspring, og nu anbefaler mundbind i offentlig transport, selvom man altså tidligere har holdt på, at mundbind ikke hjalp det store. I betragtning af at Danmark har bundrekord i brugen af mundbind, var det nok også på høje tid.

Guderne skal vide, at vi gennem coronaforløbet har brokket os over drakoniske tiltag, demokrati-indskrænkende love og mystisk detailstyring (skal grænserne være åbne eller lukkede?). Men tiden er desværre til, at vi nok også må tro på en mening med galskaben. Covid-19 skal og kan stoppes, og en gentagelse vil unægteligt finde sted. Men det er sådan set op til os, om den gentagelse bliver en coronavirus, der vender stærkt tilbage, eller om det snarere bliver et samfund, der vender tilbage i ny og pandemi-fri form. Så fat håndsprit og maske: Sammen skal vi nok klare den. /David Dragsted