Knopskydning. Alternativet til Alternativet er klar: Danmarks nye grønne parti, Veganerpartiet, har på kort tid indsamlet tilstrækkeligt mange godkendte vælgererklæringer og vil derfor stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Ved siden af mindst 11 andre partier. Det sitrende opbrud i vælgerhavet, der med jævne mellemrum er bølget gennem Danmark – og som løbende har fornyet folkestyret med nye idéer og forslag – ruller ufortrødent videre. Dansk politik bliver mere og mere kulørt. Veganerpartiet er tilmed det hidtil mest provokerende og radikaliserede klimaparti. Og en oplagt arvtager til det kollapsede Alternativet, der reelt gik opløsning i foråret, da partistifter Uffe Elbæk skred i protest mod valget af den nye forkvinde Josephine Fock – og trak to af de i alt tre andre folketingsmedlemmer med sig ud. Men nu kommer fortsættelsen altså – med større vildskab og en mere provokerende attitude. Som partinavnet mere end antyder, er mærkesagerne universelle rettigheder til dyr, plantebaseret folkesundhed og fri natur. Veganerpartiet er dog i lige så høj grad kendetegnet ved en spektakulær attitude, der hidtil har været mere udbredt på den yderste højrefløj. Folkene bag Veganerpartiet er ikke bange for at bruge chokeffekter og polariserende happenings. Og de kan meget vel vise sig at have fat i en omvæltende understrøm, særligt blandt yngre vælgere. Desillusionen over de gamle partier, som i første omgang løftede Alternativet ind i Folketinget, er nemlig langt fra forsvundet. Tværtimod.
Kødgryderne. Veganerpartiet skiller sig ud fra de fleste tidligere opstillingsberettigede partier ved at bygge på et etisk standpunkt, der normalt afgrænses til privatsfæren. Madvaner opfattes af de fleste som et personligt valg i hverdagen, der hverken kan eller bør gøres til et landspolitisk spørgsmål. Men Veganerpartiet vækker opsigt alene ved at gøre individuel levevis til et kollektivt anliggende – og drives tydeligvis frem af et generationsopgør, hvor det netop er pointen, at det private igen er politisk, nøjagtig som tilfældet var i kvindebevægelsen tilbage i 1970’erne. Dengang lød kampråbet: ”Det private er politisk”, og budskabet var, at det ikke længere skulle være et snævert familieanliggende om, om kvinderne skulle blive hjemme ved kødgryderne. På samme måde lyder parolen fra Veganerpartiet nu, at vores spisevaner ikke kan eller skal afgrænses til private forbrugsvalg. Nu skal alle væk fra kødgryderne. Her er særligt den danske svineproduktion i skudlinjen. Veganerpartiet vil have stoppet såvel det konventionelle landbrug som hele den instrumentelle tilgang til andre levende væsener end mennesker: ”Ligesom jeg ikke mener, at man skal udnytte mennesker, fordi der er penge i det, så skal vi heller ikke gøre det ved dyr,” lyder det simple princip fra partistifter Michael Monberg. Sidestillingen af mennesker og (andre) dyr er på én gang enkel og sprængfarlig. Veganisme provokerer næsten lige så meget i dag, som kvindebevægelsen gjorde i sin tid.
Chokeffekt. Veganerpartiet opsøger provokationen – og adskiller sig derved markant fra forgængerne i Alternativet. Hvor Uffe Elbæk & co. appellerede til harmoni og dialog, har Michael Monberg og hans veganske venner ikke helt så fine fornemmelser, og går i stedet benhårdt efter at vække opsigt, forarge og skabe ravage. Mest spektakulær har sammenligningen mellem kødspisning og pædofili været: ”Vi møder tit den holdning, at fordi en person har lyst til den her handling – at spise kød – så skal vi ikke blande os i det. Men moral er ikke subjektivt, og både pædofili og at spise kød er moralsk forkert,” forklarer Michael Monberg. Sådanne udsagn er som skabt til tidens følelsesladede debatter på sociale medier – ja, det minder om den fandenivoldske og chokerende attitude, som den yderste højrefløj med succes har gjort brug af. I første omgang handler det nemlig om at tiltrække opmærksomhed: ”Veganerpartiet er underdog lige nu. Vi kæmper de allersvagestes sag – dyrenes. Når man kæmper for sådan en sag, hvor man står så langt tilbage på banen, må man nogle gange bruge nogle ord, som kan få øjnene til at løftes,” siger Monberg, som således udviser en kynisme, der kan måle sig med ellers diametrale politiske modsætninger som Nye Borgerliges Pernille Vermund og Rasmus Paludan fra Stram Kurs. Og heri ligger faktisk den afgørende styrke ved Veganerpartiet: Ud over både at have fat i en generationel forandringsdynamik og at kunne gå direkte ind og erstatte Alternativet på stemmesedlen har Veganerpartiet fornemmelse for at trænge igennem her i Trump-æraen. /Lars Trier Mogensen