Macron i Beirut

! بحبك يا لبنان

Emmanuel Macron, på Twitter kl. 23.00 torsdag aften

Hvad pokker skal man sige? Måske var det lige at stramme den, da Frankrigs præsident sluttede sine lange, begivenhedsrige dag i Beirut af med et kort tweet på arabisk: ”Jeg elsker dig, Libanon!”

Nøgternt betragtet findes der næppe en mere emotionelt ladet bemærkning. Det er jo de ”tre forløsende ord”, som Otto Brandenburg synger om i ”To lys på et bord”, Bjarne Hoyer og Ida Froms Grand Prix-melodi fra 1960. Men når de kommer ud af munden på en politiker, må man nødvendigvis være på vagt.

I det mindste krymper man sig ikke, som når Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udtaler til pressen, at nye lave tal for ansøgninger om asyl i Danmark gør ham ”jublende lykkelig og glad” – som om han var en sportsudøver, der lige har vundet en pokal. Ydrk! Så sæt dog dit flueben i regnearket, men gør det med respekt for, at dit embedsområde er brolagt med ulykkelige menneskeskæbner. Din succes er tusind menneskers ulykke.

Når præsident Macron som den første udenlandske statsleder flyver til Libanon mindre end 48 timer efter, at en ekstremt voldsom og forfærdelig eksplosion (som nervebundter på TV 2 Nyhedernes redaktion mener at vide var ”af apokalyptiske dimensioner”), kan man godt få den tanke, at det er resultatet af en kynisk PR-kalkule. Det er det muligvis et stykke hen ad vejen, men det er mere end det. Macron har ikke brug for goodwill på den internationale scene, det er hjemme i Frankrig, store dele af befolkningen er dødtrætte af ham.

Billederne af Macron, der som en anden teknokratisk opdagelsesrejsende med opsmøgede skjorteærmer (men dog med slips og mundbind) går rundt og beser ruinbunkerne omkring Beiruts nærmest totalt udslettede havn, er mildt sagt fantastiske. Han var godt nok omgivet af egne sikkerhedsvagter og tilsyneladende svært bevæbnet libanesisk militærpersonel, men formentlig til hele sikkerhedsapparatets fortrydelse valgte han at gå til fods ind i Gemmayzeh, hovedstadens værst ramte beboede kvarter, og her kom han tættere på libaneserne, end deres egne politikere har være i årtier.

Macrons optimisme

En reporter fra britiske Sky News fulgte med rundt og beskriver i en lettere ærefrygtig reportage, hvordan Macron fortalte ham, hvad der nu var planen: ”Han sagde: ‘Så samtidig med at vi får skabt denne nødhjælp, har vi brug for et nyt politisk initiativ. Og jeg er her for at hjælpe med at koordinere det. Vi vil skabe et europæisk og internationalt initiativ, som kan skaffe penge og hjælp direkte til befolkningen. Men på den anden side bliver vi nødt til at starte et nyt politisk initiativ for grundlæggende at ændre det, der i dag er i spil.”

Man kan ikke beskylde Macron for at have forberedt en stor tale dér. Men som reporteren selv opsummerer: ”Det var faktisk en mesterklasse i globalt lederskab i en tid, hvor den slags er en mangelvare.”

Tja, sidst vi så en præsident gå ud på gaden blandt folket, var da Donald Trump i begyndelsen af juni tog en spadseretur ud fra Det Hvide Hus for at få taget et billede af sig selv med Bibelen foran St. John’s Episcopal Church på den anden side af Lafayette Square i Washington, D.C. – men først efter at en fredelig Black Lives Matter-demonstration var blevet opløst af militæret.

Hvis Macrons tilstedeværelse i Beirut bare var et mediestunt, så giv os flere af dem. Da den franske præsident og hans følge på et tidspunkt var omgivet af mennesker, tog han sit mundbind ned for at kunne tale klart med dem. Følelsesmæssigt kulminerede det, da en kvinde kom tæt på og råbte, at de idiotiske, lade og korrupte libanesiske politikere skulle holdes ansvarlige for denne tragedie. Macron holdt hendes hænder i et fast greb, så hende i øjnene, og svarede, at hendes vrede var hans ”kilde til optimisme”. Og så krammede han hende. /Oliver Stilling