Fodbold, nationalisme og kollektiv narcissisme

Fodbold er fantastisk. I den moderne, affortryllede verden, hvor Gud er død, og vi alle sidder som fanger på livstid i rationalitetens jernbur, kan fodbold fungere som menneskets mytologiske ventil. Fodbold giver mulighed for de store følelser, for de episke fortællinger, for den umiddelbare og anti-intellektuelle udfoldelse. En fodboldkamp ser ikke særlig civiliseret ud. Hverken på eller udenfor banen. Men det er en del af fodboldens charme. Det er 90 minutters tilbagevenden til stammesamfundets urmenneske, der på stadion bliver fanget i såvel religiøs ekstase som reptilhjernens vold.

Men som med så mange andre ventiler, så skal man passe på, at der ikke lukkes så meget luft ud, at bolden til sidst bliver helt flad. Selv den mest ihærdige fodboldfan bliver nødt til at forstå, at sportens lyksalige primitivitet er en rus, der bør bæres med ynde. Fodbold skal give en kort følelse af at være en hulemand, det skal ikke rent faktisk gøre folk til hulemænd.

En fodboldspillers klubskifte har i denne uge vist, at sporten nogle gange kan tage overhånd. Det har vist, at der i fodboldens verden er destruktive kræfter på spil, og faktisk minder den slags ekstremistiske mekanismer i høj grad om dem, der i disse år igen har gjort den nationalistiske ideologi til en international magtfaktor. Det handler om fænomenet kollektiv narcissisme.

En stor Kamil at sluge

Først et oprids af den konkrete sag. Den polske spiller Kamil Wilczek spillede indtil januar i år i fodboldklubben Brøndby IF. Her var angriberen en helt, fordi han havde bombet mål ind for vestegnsklubben. Wilczek skiftede til den tyrkiske klub Göztepe S.K., og det blev accepteret af fanbasen, for det tyrkiske hold er ingen direkte rival for Brøndby.

I denne uge kom det så frem, at Wilczek igen skifter klub. Han vender tilbage til Danmark, og denne gang skal han spille for klubben F.C. København (FCK).

Dét Kamil-skifte er en noget større kamel at sluge for Brøndby-fansene. FCK er den absolutte arvefjende, og når en gammel Brøndby-helt skifter til FCK, så anses det som højforræderi. Fansene var med andre ord rasende. Nogle på den semi-kontrollerede måde, der hører fodbolden til. Andre på en måde, der ikke kan undskyldes med henvisning til fodboldens følelsesladede natur.

Kollektiv narcissisme

Hvad er det dog, der får voksne mennesker til at stille sig op offentligt, brænde trøjer af og råbe ”polsk bøsseluder”, fordi en middelmådig 32-årig fodboldspiller er skiftet til den rivaliserende klub. Noget af svaret finder vi måske i psykologien.

Ekstreme fan-grupperinger synes at udvise det, man i psykologien kalder kollektiv narcissisme. Det er en teori, der blev fremført første gang i 2007 af forskeren Agnieszka Golec de Zavala, som er ansat på Goldsmith Universitet i London. Hun og kollegaerne definerer kollektiv narcissisme som ”en gruppe-identifikation der er bundet op på en følelsesmæssig investering i den urealistiske tro på en gruppes enestående storhed.”

I kollektiv narcissisme er en gruppes medlemmer emotionelt investeret i  gruppens identitet. De føler ekstrem stolthed over gruppen, som i deres øjne er alle andre grupper overlegne. Gruppen har brug for at vise sin dominans, og gruppen vil hurtigt føle sig truet af udefrakommende elementer, eftersom de overalt ser trusler, der kan skade gruppen. Ligesom selvværd findes der ”gruppeværd”, og det opnår de kollektive narcissister i forsøget på at realisere gruppens selvbillede.

Nationalisme og fodboldfanatisme

I et studie fra 2019 konkluderer Agnieszka Golec de Zavala, at kollektiv narcissisme er en af mekanismerne i de nationalistiske ideologier. I nationalismen udgøres gruppen af et nationalt folk, der i nationalisternes øjne er andre folk overlegne på den ene eller anden måde. Ofte vil nationalister føle, at denne overlegne særstatus trues af fremmede, der ønsker at ødelægge den nationale identitet.

Derfor kommer nationalisme også ofte med en indgroet aggressivitet. Føler de, at andre angriber eller forsøger at underminere gruppens selvbillede, vil de angribe tilbage. Det kan være en forklaring på, hvorfor fx Kina har straffet Australien økonomisk, efter Australien krævede, at coronahåndteringen i Kina blev undersøgt bedre.

På den måde minder fodboldfanatisme en hel del om nationalisme. De står vagt om gruppens selvbillede, og de vil gøre alt for at forstærke deres eget kollektive ego. Når en tidligere helt skifter til rivalen, ses det som et angreb på gruppens selvopfattelse som en exceptionel klub. Det er forræderi, at en spiller kan træde ud af dette hellige broderskab og i stedet gå over til en fjende, der i fangruppens øjne forsøger at underminere dem – blandt andet ved at skrive kontrakt med deres gamle topangriber.

Ligesom Kina føler de ekstreme fodboldfans sig nødsaget til at reagere voldsomt. Med trøjeafbrændinger og vrede tilråb. Ved et tidligere dansk klubskifte forsøgte nogle fans sågar at sætte ild til spillerens lejlighed. Fansene vil gøre det klart, at den frafaldne fodboldspiller aldrig rigtig var en af dem. For sådan noget ville et ægte gruppemedlem aldrig gøre – det er imod selvbilledet.

Man må ikke forveksle den slags kollektiv narcissisme med fodboldens kortvarige frigørelse fra det moderne. Store klubfølelser er godt, men hypersensitiv stammekultur er skidt. Det skal fordømmes og modarbejdes. Uanset om der er tale om nationalistiske ekstremister eller bøvede fodboldbøller. /Andreas T. Kønig