Revolution!

”[Indsæt fængende revolutionscitat her!]”

[Indsæt navnet på den afdøde revolutionære dignitar, der sagde det, her]

Revolution!! Der har godt nok været knald på ovre mod øst i den forgangne weekend – henholdsvis i Libanon og i Hviderusland. Befolkninger har fået nok, befolkninger vil have revolution. De vil udskifte regimer. Har den revolutionære feber først befæstet ens sind, er man kommet i godt (og dårligt) historisk selskab. Bunken af æggende paroler om revolutionens fortræffeligheder er større end selv skovens største myretue. Derfor holder vi for en gangs skyld pladsen åben: Find selv det bedste revolutionscitat!

I Libanon er de i gang med det store blame game. Hvem har helt præcist ansvaret for, at 2.750 tons ekstremt sprængfarligt ammoniumnitrat stod opmagasineret i en ubevogtet lagerbygning i Beiruts havn siden 2013? Jovist, man kan sikkert smide et par havnebetjente eller nogle inkompetente embedsfolk under bussen – men hvor ligger det politiske ansvar for, at ammoniumnitratet kunne eksplodere, hvorved mere end 200 personer mistede livet, og 7.000 blev såret?

Søndag trådte Manal Abdel Samad tilbage som informationsminister i Libanons regering med en offentlig undskyldning til det libanesiske folk. Endnu har kun miljøminister Damianos Kattar fulgt trop, til trods for at selv den maronitisk-katolske kirkes overhoved, Bechara Boutros al-Rahi‚ har været ude at sige, at hele regeringen bør gå af, idet eksplosionen måske ligefrem kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

”Det er ikke nok, at en folkevalgt trækker sig her, og at en minister trækker sig der, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP i en søndagsprædiken. ”Det er nødvendigt, af hensyn til libanesernes følelser og det enorme ansvar, der kræves, at hele regeringen træder tilbage, for den er ude af stand til at bevæge landet fremad.”

Libanon er et parlamentarisk demokrati, som desværre forvaltes af et dysfunktionelt parlament og en bestikkelig regering bestående af et kludetæppe af partier med opbakning fra en række religiøse sekter og den politiske militante organisation Hizbollah, hvis eneste overordnede fællestræk er korruption.

Libaneserne har demonstreret mod den politiske elite on and off siden oktober sidste år, men eksplosionen i sidste uge har givet deres vrede næring. Søndag var tusinder af demonstranter på gaden med kasteskyts i Beirut, og de da nærmede sig parlamentsbygningen for at tiltvinge sig adgang, blev de mødt af politi og soldater med tåregas. Det politiske signal er helt forkert, og meget tyder på, at libaneserne vil få nogle af de politiske reformer, de ønsker sig, for denne gang kommer de ikke til at strække våben.

80,23 pct.

Lidt længere ovre mod øst i Hviderusland kunne Aleksandr Lukasjenko, Hvideruslands statsleder siden 1994, søndag aften ganske bemærkelsesværdigt påberåbe sig sin sjette præsidentvalgsejr i træk. Ved nogle af sine tidligere præsidentvalg har han været oppe at slikke 90 pct. af stemmerne, men denne gang fik han ‘kun’ 80,23 pct. – hvilket stadig er besynderligt højt og formentlig meget langt fra virkelighedens verden. Der kan man virkelig tale om snyd og fusk med stemmesedlerne.

Det er ikke, fordi Lukasjenko ikke har haft nogen opposition tidligere. Den har været der, men han var svær at røre, fordi Ruslands præsident Vladimir Putin havde hans ryg, og fordi en stor del af den hviderussiske befolkning havde en følelse af, at Lukasjenkos autoritære styre gav dem en okay velstand. Men ikke mere. Lukasjenkos tid er forbi, han har bare ikke indset det selv.

Uafhængige exit polls foretaget på udenlandske ambassader viste ifølge The Independents korrespondent, at Lukasjenko kun fik 6,25 pct. af stemmerne, mens oppositionens kandidat, den 37-årige Svetlana Tikhanovskaja fik 79,69 pct.

I hovedstaden Minsk meldtes der sent søndag om voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi og militær. Der blev skudt med gummikugler, vandkanoner og tåregas, og mindst et dusin personer kom alvorligt til skade. Det er den største folkelige modstand, Lukasjenko har mødt i sine 26 år som præsident, og hans trængsler er næppe forbi, fordi han ‘vandt’ valget.

”Jeg vil tro mine egne øjne – flertallet var os,” udtalte Svetlana Tikhanovskaja til en gruppe journalister i Minsk her til morgen. Hun sagde også, at oppositionen vil tale med regeringen om en fredelig overdragelse af magten. Fredelig bliver den nok ikke. /Oliver Stilling