Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Det var en diplomatisk pinlighed af de store, da præsident Donald Trumps svigersøn og rådgiver Jared Kushner tilbage i januar fremlagde den amerikanske regerings bud på en fredsplan i Mellemøsten. Trump og Kushner lovede, at deres plan ville normalisere forholdet mellem Israel og Palæstina, men den eneste fred, planen tilsyneladende gav, var den fred, Kushners kritikere følte i deres hjerter, da de i deres øjne fik det endegyldige bevis på, at manden er inkompetent. En medarbejder i Det Hvide Hus fortalte mediet Vox, at planen var et totalt ”shitshow,” mens en ekspert til samme medie påpegede, at planen nok nærmere var fredstruende end fredsskabende. Den arabiske verden nægtede at røre planen med en ildtang og kritiserede Trump-administrationen for kun at forholde sig til Israels ønsker. Efter den plan var det uendeligt svært at forestille sig, at USA med Donald Trump ved roret skulle kunne lede Mellemøsten tættere på stabilitet.
Men så skete der noget i går. Pludselig sad en storsmilende Donald Trump i Det Ovale Værelse og proklamerede, at han havde forhandlet en aftale på plads mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater (FAE). De to lande har under Trumps ledelse nu normaliseret deres diplomatiske forhold, og den amerikanske præsident har for en gangs skyld ret, når han siger, det er historisk. Spørgsmålet er, om han også har ret, når han siger, at planen er første skridt på vejen mod fred i Mellemøsten.
En sejr for nogen
Umiddelbart ligner planen lidt af en sejr for alle de parter, der har været med til at indgå den.
Den ellers hårdt plagede israelske premierminister Benjamin Netanyahu, der i hjemlandet plages af anklager om korruption, kan glæde sig over, at han har fået det maksimale ud af et diplomatisk gamble. Netanyahu har med aftalen lovet at ”suspendere” de israelske planer om at annektere Vestbredden. Men som de skriver hos mediet Foreign Policy, så var det nok aldrig for alvor en realistisk plan. Aftalen giver derfor Netanyahu muligheden for at trække sig fra det måske lige luftige nok løfte og samtidig indkassere den vigtige diplomatiske relation til en vækstende arabisk nation. Det sikrer Israel en stærkere position i regionen, og selvom der vil være en gruppe ultranationalister i Israel, der er utilfredse med Netanyahus ”knæfald,” så ligner det en succes for premierministeren.
Hos De Forenede Arabiske Emirater er der også meget at hente. Ved at have forhandlet aftalen på plads iscenesætter de pludselig sig selv som en ledende nation i den arabiske verden. Deres geopolitiske rolle er blevet større natten over, og hvis andre arabiske lande ender med at tilslutte sig aftalen (som Donald Trump har antydet kunne være en mulighed), så vil det blive husket, at det var FAE, der var initiativtagerne bag. Samtidig vil det nye samarbejde mellem Israel og FAE styrke begge nationer, fordi de bedre vil kunne samarbejde og udveksle viden på en række områder.
Så er der Donald Trump. Han indkasserer måske den største sejr af alle. Han kan nu pludselig gå ind i den amerikanske præsidentvalgkamp som en statsmand, der forhandler de store aftaler på plads. Vi kommer med al sandsynlighed til at høre ham gentage igen og igen, hvilken fantastisk og historisk aftale det er, og hvordan han har gjort det, som ingen andre præsidenter før ham lykkedes med. Endvidere får hans modstandere svært ved at sige noget til det. For selvom Trump kommer til at overdrive, så vil essensen være korrekt. Han har faktisk været med til at forhandle en aftale på plads, der kan være betydningsfuld for den uroplagede mellemøstlige region.
Et nederlag for andre
Men nu skal vi heller ikke komme for godt i gang. For freden i Mellemøsten er stadig særdeles langt væk – aftale eller ej.
Først og fremmest er det lidt af en fortalelse, når Trump-administrationen overhovedet kalder det en fredsaftale. For FAE og Israel har aldrig været ærkefjender eller i krig, og således vil de nye officielle diplomatiske relationer ikke være skelsættende – med mindre andre arabiske lande hopper med på den.
Sagen er også den, at FAE ikke er noget traditionelt talerør for de muslimske lande i regionen. Det er nærmere Saudi Arabien, der har den position, så hvis de hopper med i aftalen, kan det være, det virkelig vil batte noget. Så er det ikke umuligt, at det vil starte en dominoeffekt af diplomatiske relationer mellem Israel og arabiske lande. Men intet er sikkert, og indtil videre er Saudi Arabien ikke gået med.
Det største slag for udsigterne til, at den nye aftale kan levere fred i Mellemøsten, er Palæstinensernes modtagelse af den. De palæstinensiske ledere har afvist den ”overraskende” udmelding fra USA, FAE og Israel, og de kalder aftalen for et ”angreb på det palæstinensiske folk, og en overgivelse af rettighederne til Palæstina og dets hellige steder.” De kræver, at FAE trækker sig fra denne ”skammelige erklæring,” og de opfordrer andre arabiske stater til ikke at følge FAE’s fodspor.
FAE’s aftale går også mod den Den Arabiske Ligas officielle politik, der siger, at de diplomatiske bånd til Israel først kan normaliseres, når Israel trækker sig fra de besatte områder og anerkender oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det er som bekendt ikke sket.
Således synes freden ingenlunde inden for rækkevidde. Det kan være, at den nye aftale skubber i den rigtige retning, men det kan også meget vel være, at den nye aftale måske nok styrker de tre parter, der har indgået den, og samtidig er fuldstændig ligegyldig (hvis ikke skadelig) for resten af Mellemøsten og verden. /Andreas T. Kønig