Fri os fra kernefamilien!

I kommende uge skydes årets største parade i gang: Pride-ugen. Ugen hvor vi hetero-danskere skynder os ned i 7-eleven og køber regnbuefarvede armbånd, fejrer at vi bare synes, det er så cool, at nogle mænd går i lyserød skjorte og klapper os selv på skulderen over at bo i et progressivt land. Vi tænker stolt og nostalgisk tilbage på 1989, da vi som det første land i verden tillod registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle.

På stående fod kan vi ikke lige komme i tanker om, hvad vi sidenhen gjorde, der var så progressivt, så vi skynder os at rette blikket ud mod resten af kontinentet, for at se om de har været lige så gode som os. For at sikre os, at svaret bliver ”nej”, kigger vi mod slynglerne i øst.

Her har Polens præsident Andrzej Duda netop sikret sig sit (trods alt snævre) genvalg ved at føre en valgkampagne, blandt andet med fokus på kampen mod det, han kalder ”LGBT-ideologi”. En trussel der ifølge præsidenten er værre end kommunisme og udgør et frontalt angreb på traditionelle familieværdier. Det er en retorik, der stiller sig på skuldrene af en flerårig oprustning i kampen mod Polens LGBTI-miljø, og som sidste år nåede sin foreløbige kulmination, da kommuner landet over begyndte at indføre ”LGBT-fri zoner”. Således opløftede over at være bedre end Polen kigger vi videre.

For også andre steder i Østeuropa er den gal med hadretorik og juridisk diskrimination. Fx vedtog Viktor Orbáns regering tidligere på året en lov, som tilbageruller den juridiske anerkendelse af transpersoners rettigheder i Ungarn, ligesom Vladimir Putin i Kreml fik vedtaget et forslag, der blandt andet gør, at ægteskab fremover kun anerkendes, såfremt det er imellem en mand og en kvinde.

De tre statsledere fremstiller homoseksualitet som en direkte trussel mod deres respektive samfund, og de brander deres indædte kamp mod LGBTI-miljøet som et forsvar for nationalstaten og et værn imod diabolsk, vestlig indflydelse. Med homofobisk lovgivning trækker de en såkaldt pink streg i sandet mod Vesteuropa.

Den har vi megen glæde af her i vest, for også vi bruger den pink streg til at definere os selv. Man kan nemlig altid kigge på bagstræberne i øst og tænke, at her går det sgu meget godt.

Hvad med os selv?

Det gør det til sammenligning også, men der er ikke nogen grund til at blive selvtilfredse. Selv i Danmark, hvor vi ofte højt og tydeligt fordømmer ”homofoberne i øst”, har vi plads til forbedring.

For det halter fx, når der fortsat i Ligebehandlingsnævnet ikke kan indberettes klager om diskrimination på baggrund af seksualitet, hvis den er foregået udenfor arbejdsmarkedet. Til sammenligning er der nemlig instanser til behandling af diskrimination både på baggrund af køn, etnicitet og handikap.

På samme måde peger det i den forkerte retning, når flygtningenævnet i forrige uge gav asylafslag til den angolanske, lesbiske digter Aaiún Nin. Hun har i den tro, at hun nød beskyttelse i Danmark, ytret sig kritisk om det LGBTI-fjendtlige Angola. Ovenpå sit afslag står hun nu overfor en hjemsendelse til et land, hvor det i lyset af hendes seksualitet og udtalelser vurderes, at hun vil være i fare. Det er blevet kritiseret af bl.a. Amnesty Danmark, som opfordrer til, at sagen genoptages.

Kernefamilie? Nej tak!

Helt progressive er vi altså ikke politisk. Men hvad så på hjemmefronten? Har 31 år med plads til alternative partnerskaber smittet af på det borgerlige Danmark? Øjensynligt ikke, for selvom vi bliver skilt i ét væk, holder vi hårdnakket fast i drømmen om kernefamilien. Det til trods for, at man i queermiljøer, både af nød og lyst, har fundet på et hav af anderledes konstellationer, der udfordrer ideen om familien som en lille, lukket størrelse, der kun har sig selv.

Gjorde vi det, heteromajoriteten er bedst til – nemlig at stjæle med arme og ben fra mindre grupper – kunne vi drage inspiration til at gentænke, hvordan man kan bedrive familie. Ved at gøre dem store og flydende, kan vi måske alle komme til at leve lidt mere frit og queer. Mon ikke det også ville hjælpe lidt på ligestillingen at ryste posen med kønsroller. Den tanke kan da få selv den største cishet op ad stolen. /Asta Kongsted