People attend an opposition demonstration to protest against presidential election results in Minsk, Belarus August 17, 2020. The banner reads: "Not sheep. Not a herd. Not the little people. We are workers of MTZ (Minsk Tractor Plant) and we aren't twenty in number but there are 16, 000 of us!" REUTERS/Vasily Fedosenko
Med fare for at lyde som en genudsendelse – og inden du når at protestere – skal vi nu til det igen: Vi skal tale lidt om demonstrationer. For hold nu op, der er gang i den derude i verden.
Søndag stimlede titusindvis af demonstranter sammen i den hviderussiske hovedstad Minsk for at protestere over præsident Aleksander Lukasjenkos åbenlyst fuskede genvalg. Demonstrationerne bliver flere steder beskrevet som de største i Hvideruslands historie. De enorme menneskemængder taler deres eget tydelige sprog: Forandringer kan være på vej i Europas sidste diktatur.
Lukasjenko – der blot behøver kigge ud af vinduet for at se, at det altså ikke går skidegodt – har set sig nødsaget til at kontakte storebror Rusland for at finde lidt opbakning. Over telefonen skulle Vladimir Putin have givet forsikringer om, at Rusland skam nok skal hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Hvad en eventuel hjælp vil indebære, står dog lidt hen i det uvisse. Det er end ikke sikkert, at Putin ønsker at kaste sig ind i en tabersag.
Putin har i øvrigt også selv sine demonstranter at bakse med. Siden starten af juli har den russiske by Khabarovsk lagt scene til flere semi-store protester mod Kreml. Dels foranlediget af anholdelsen af den tidligere guvernør Sergei Furgal, dels over noget så lavpraktisk som manglen på laks. Som man kan læse i The New York Times har industrifiskeri nemlig påvirket lokalbefolkningens tilgang til fisken, hvilket har ført til ikke så få utilfredse miner. De forsvundne laks ses nemlig som et prima eksempel på magthavernes foragt for russernes mere hverdagsagtige problemer.
Så ja, russerne har altså også travlt med at demonstrere. Egentlig er det vel heller ikke utænkeligt, at protesterne i Udkantsrusland kan få yderligere medvind af demonstrationerne i Hviderus– okay, måske har Putin alligevel sine grunde til at komme Lukasjenko til undsætning. Vi parkerer lige den bekymring til en anden dag. Vi har flere demonstrationer, vi skal nå.
Demonstrationer er 2020
For se nu, vi har jo slet ikke været omkring demonstrationerne i Thailand – de største i årevis – hvor flere og flere nu forlanger systemisk forandring og større demokratisk indflydelse. Eller de fortsatte demonstrationer i Libanon, der groft sagt går ud på det samme. Eller demokratibevægelsen i Hongkong for den sags skyld. Eller Black Lives Matter-demonstrationerne, der altså fortsat kører i USA, selvom mediebevågenheden er blevet mindsket markant. Ja, for den sags skyld kunne vi vel også nævne de mange demonstrationer mod mundbind rundtom i verden, senest i Spanien. Sagen er måske ikke helt så sympatisk (altså helt ærligt, tag nu bare den maske på), men det er ikke desto mindre et udtryk for mennesker, der bruger forsamlingens kraft i et håb om derigennem at gennemtvinge forandring.
Pyh, det er lige til at blive helt forpustet. Og så er der unægteligt en hel masse protestbevægelser rundtom i verden, vi slet ikke har nævnt. Ud over nedlukninger og andre tiltag mod coronavirus skal vi da lige love for, at demonstrationen er blevet den helt store modus operandi for 2020.
Tidligere på året interviewede vi lektor i Idéhistorie Louise Fabian for at høre lidt om, hvad konsekvenserne kunne blive for protestbevægelserne i pandemiens tidsalder. På interessant vis påpegede Fabian, hvordan pandemien måske ikke så meget ville føre til en erstatning af kendte protestformer, men snarere en udvidelse af det allerede kendte repertoire. Selv hvis mennesker ikke kan forsamles, er det slet ikke givet, at alting bliver gjort rent digitalt. En kreativ indtagelse af det fysiske rum vil – med overvejende sandsynlighed – fortsat gøre sig gældende.
Vi indrømmer det gerne: Det kan godt se lidt skræmmende ud med så mange store demonstrationer, når nu COVID-19 fortsat er en ting. Alligevel kan vi ikke helt lade være med at glæde os over, at det analoge fortsat er så prægnant i den politiske aktivisme.
”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” skrev filosoffen Immanuel Kant på berømt vis i det lille essay Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? Vi siger ikke, at Kant tog fejl. Vi siger bare, at megen af verdens umyndiggørelse næppe er selvforskyldt; snarere tværtimod. Urimeligheder lurer om hvert et gadehjørne, og nogle gange er det bedste svar at stille sig på selvsamme hjørne og sige fra – ligesom de i øjeblikket gør i Minsk. /David Dragsted