Nu er det Arnes tur (til at blive frelst af calvinistiske Mette Frederiksen)

Du kan råbe, og du kan skabe dig. Du kan stritte imod, og du kan benægte. Du kan løbe, og du kan forsøge at gemme dig. Lige lidt hjælper det. Du lever i et samfund, hvor Morten Messerschmidt allerede har vundet.

Med korset i hånden er det lykkedes den nationalkonservative herre at møve sig frem til en næstformandspost i Dansk Folkeparti. Ifølge Messerschmidt er det et dansk religionsopgør, der skal bringe det kriseramte DF tilbage til fordums storhed. Kristendommen skal fylde mere, børnene skal kunne deres katekismus, og så skal vi synge nogle flere smukke danske salmer.

Men når Messerschmidt vil gøre danerne kristne, så messer han for et allerede omvendt kor. For selvom mange af os ikke går i kirke, ikke rigtig tror på Gud og måske ligefrem vil skide Paulus et stykke, så er vi alligevel dydige protestanter helt ind til knoglerne. Arbejdet er nemlig vejen til vor frelse.

Det var den tyske sociolog Max Weber, der opfandt begrebet ”protestantisk arbejdsetik.” Ifølge ham har vi i vores kultur optaget de calvinistiske puritaneres idé om, at frelsen skal findes gennem hårdt, jordisk arbejde. Mens katolikkerne i Rom forsøgte at nå Gud gennem et utal af Ave Maria’er, så vendte protestanterne sig mod ploven og fortolkede deres religiøse forpligtigelse som slid og slæb.

I dag er Gud taget ud af ligningen, men det synes stadig at være den udbredte opfattelse, at frelsen findes i det hårde arbejde. At være hårdtarbejdende er den fineste dyd i vore samfund, og ve den doven-Lars, der holder hviledagen hellig. Arbejdsløshed er en tragedie, og lysten til fritid er en brist.

Vi kan lige forstille os, hvor meget skæld ud en fyr som Aristoteles ville få, om han dukkede op nede på jobcenteret. I værket Politikken skriver den gamle græske filosof nemlig, at i den ædle stat bør borgerne ikke leve et ”mekanisk eller merkantilt liv (for et sådant liv er ignorant og forbryder sig mod dyderne), ej heller må de være fræsere af jorden (for fritid er nødvendigt for udviklingen af dyd og for den aktive deltagelse i politik).”

Brænd omgående denne mands bøger foran Beskæftigelsesministeriet! Magen til kættersk heksesnak skal man lede længe efter.

Paradis eller pension

Det er klart, at når arbejdet har placeret sig så dybt i vores samfund og selvforståelse, så vækker det en del følelser i os, når politikere pludselig kommer og piller ved pensionssystemet. Den socialdemokratiske regering er derfor på vej ud på gyngende grund, når de i dag kl. 13 fremlægger deres storstilede plan, som skal gøre det muligt for nedslidte at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Egentlig skulle man tro, at den slags tale om tidlig tilbagetrækning ville være særdeles upopulært i et samfund med protestantisk arbejdsmoral. Flere på pension er jo per definition flere, der ikke er i arbejde, og den slags kan vi som bekendt ikke lide. Det er en synd! Men meningsmålinger viser, at de fleste danskere faktisk bakker op om, at Arne og andre hårdtarbejdende folk kan få ret til et lidt længere otium. Betyder det så, at Messerschmidt slet ikke har vundet alligevel? Er vi slet ikke indoktrineret med en vanvittig arbejdsmoral? Jo, det skulle vi nu stadig nok mene.

Netop fordi Gud er taget ud af ligningen i det moderne danske samfund, så har vi behov for at finde en andet form for paradis, som vi kan opnå gennem arbejdets frelse. Og her har statsminister Mette Frederiksen set sit snit til at indtage positionen som den almoderlige calvinistiske præst, der lover Arne og de andre en himmelsk alderdom, hvis de overholder deres del af den protestantiske pagt – nemlig at arbejde hårdt og længe fra en ung alder. Paradis er skiftet ud med pension.

Når de ikke-nedslidte arbejdsduelige synes at acceptere en model, som de ikke selv får meget ud af (ud over regningen), så skyldes det, at det indenfor rammerne af vores samfundsfortælling synes intuitivt retfærdigt, at et langt arbejdsliv skal føre til frelse og give en billet til himmerige – også selvom Skt. Peters port nu er udskiftet med en billet til Ældresagens bus til Dolomitterne. Derfor kan vi også acceptere, at pensionsændringerne koster samfundet penge, thi retfærdigheden er skønnere end ussel mammon.

Ved snedigt at fusionere samfundets arbejdsdyder med en socialdemokratisk kernefortælling, har Mette Frederiksen indtil videre gjort pensionsændringer til en ren vindersag. Det er i sig selv en bedrift. Men der skal ikke trædes mange skridt forkert i forhandlingerne, inden stemningen vender, og Frederiksen i stedet rammes af befolkningens guddommelige vrede. For det er ikke bare pension, der forhandles om. Det er vor frelse. /Andreas T. Kønig