Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix
Modstanden mod mundbind breder sig.
I flere lande er folk gået på gaden i protest mod myndighedernes krav om brugen af den lille beklædningsgenstand, der skal fungere som et værn mod de coronafyldte spytdråber.
Søndag samlede hundredvis af demonstranter sig i den spanske hovedstad Madrid med kampråb som ”mundbind slår ihjel,” ”virussen eksisterer ikke” og ”frihed!”
Også i de tyske gader har mundbinds-modstanderne raset over mundbindenes frihedsindskrænkende kvaliteter, i USA har selveste præsidenten været skeptisk overfor det lille værnemiddel, og nu synes den skeptiske bølge også at skylle ind over Danmark.
I starten af måneden samlede en gruppe demonstranter sig på Rådhuspladsen i København for at vise deres modstand mod myndighedernes anbefaling om at bære mundbind i den kollektive trafik. ”Jeg synes, at det er sindssygt grænseoverskridende, at det bliver forlangt, at vi skal have sådan noget på,” sagde en af demonstranterne dengang til BT.
Demonstranterne fik dog tilsyneladende ikke noget ud af deres kvaler. For fra på lørdag er det ikke længere blot en anbefaling, at man ifører sig mundbind i den kollektive trafik. Det er et krav i hele landet.
Skræller man mundbinds-modstandernes konspirationsteorier væk, så finder man faktisk en legitim filosofisk bekymring. Mundbind synes åbenlyst at være et indgreb i vores personlige frihed. Det er staten, der tvinger os til at iføre os den kirurgiske maske, og dermed bruger staten sygdommen som undskyldning for at indskrænke vores frihedsrettigheder. I hovedværket Du contrat sociale skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, at ”mennesket er født frit, men dog er det overalt i lænker.” Er det blevet tid til en omskrivning?
Mennesket er født frit, men dog er det overalt i mundbind.
Frihed fra hvad?
Hvorvidt kravet om mundbind er et angreb på vores frihed afhænger af, hvordan man forstår frihed.
Hvis frihed opfattes som det at være helt fri for andres indblanding, så er kravet om mundbind et brud på friheden. Problemet er bare, at den definition af frihed synes forsimplet og ofte i uoverensstemmelse med vores oplevelse af almindelig sund fornuft. De færreste føler deres frihed indskrænket, fordi de bliver nødt til at tage bukser på om morgenen. Staten kræver, at du ikke går ud på gaden med røven bar, og kravet om at skulle dække det meste af sin krop med tøj synes som et noget større angreb på friheden end et lille mundbind i metroen. Alligevel opfatter de færreste det sådan.
For hvorfor må vi egentlig ikke gå på gaden med røven bar? Det skyldes, at andre må være fri for at se på den slags. Frihed er ikke frihed til at begrænse andre menneskers frihed. Ligesom man kan kræve af staten, at den ikke begrænser din frihed, så kan man også kræve af det enkelte individ, at de ikke begrænser andres frihed. Det mente blandt andet den britiske filosof John Locke, der anses som en af liberalismens ophavsmænd.
Han var enig med maskedemonstranterne i, at frihed er fraværet af andres indblanding. Men samtidig skrev han i 1989, at ”når alle er frie og afhængige bør ingen skade en andens liv, helbred, frihed eller ejendom.” Dermed kan man sige, at valget om ikke at bruge mundbind på er et angreb på andre borgeres frihed, fordi man potentielt skader deres helbred.
Man kan også vælge at betragte frihed ikke som fraværet af al udefrakommende indblanding, men som fraværet af arbitrær indblanding. Det gør den irske filosof Philip Pettit. Ifølge ham er det fx ikke et brud på vores frihed, når staten beslutter, at vi alle skal køre bil i en bestemt side af vejen. Når en lov er alment kendt, bliver håndhævet upartisk, gælder for alle og er under demokratisk opsyn af dem, som loven gælder for, så er loven ikke et brud på vores frihed. Kravet om mundbind synes at være i overensstemmelse med disse retningslinjer.
Man kan sammenligne det med forskellen mellem at være slave og borger. Selvom en slave har en doven ejer, der sjældent tvinger vedkommende til noget, så må slaven alligevel leve i evig usikkerhed om pludselig at kunne blive tvunget til en tilfældig handling. Borgeren kender derimod grundreglerne, og er selv med til at bestemme, hvilke restriktioner vedkommende vil underkaste sig. Derfor er slaven ufri og borgeren fri.
Så kan man være et frit menneske med et tvungent mundbind? Det synes umiddelbart at være tilfældet, hvis man godtager Locke eller Pettits opfattelse af frihed. Men frihed er også retten til selv at bestemme, hvad det abstrakte begreb ‘frihed’ betyder. Så ingen kan tvinge mundbindsdemonstranterne til at mene noget andet. /Andreas T. Kønig