Nyhedsanalysen

”Den historiske dom bliver hård”

Politikeren Mogens Lykketoft holder afskedsreception, da han forlader posten som formand hos Socialdemokraterne. Her hilser han på Statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Kære Føljeton-læser, velkommen tilbage!

Hidtil har vi overladt det til historiker Søren Mørch (det er ham, der er gift med Ritt Bjerregaard) at veje og vægte de danske statsministre. I sin populære 27 statsministre skriver Mørch eksempelvis om Anders Fogh Rasmussen:

”Når eller hvis Anders Fogh Rasmussen tager sig ud som en stærk statsminister, er det, fordi han falder ind i historien som et tidens tegn. Han var, som Bismarck udtrykte det, i stand til at høre Guds gang gennem historien og gribe fat i en flig af hans kappe, da han gik forbi,“ skrev Mørch om Danmarks mest magtfulde statsminister i nyere tid.

Om Løkke skrev han uden engagement, om Thorning gad han slet ikke at skrive: ”Man vil huske hende som den første kvindelige statsminister. Og that’s it.”

Man kunne, som Berlingskes chefredaktør foreslår, overlade historieskrivningen til socialdemokraternes tidligere formand, Mogens Lykketoft. Det ville gøre det hele klarere og mindre ordrigt:

– Anders Fogh Rasmussen: Illusionsmager
– Lars Løkke Rasmussen: Lille svindler
– Helle Thorning-Schmidt: Profilløs

Illusionsmager er Lykketofts bud i et interview, som Berlingske bragte lørdag. Her fandt Anders Fogh Rasmussen anledning til at svare både venner og fjender, der i eftertanke er blevet enige om, at Anders Fogh Rasmussens æra var knap så heldig, som den fremstod, mens han stadig var ved magten.

Men, forklarer Anders Fogh Rasmussen, kritikken er ”fuldstændigt galt afmarcheret”.

Til dem, der mener, at Fogh brugte løs af de gode tider, svarer Fogh: Pjat. Reformer er aldrig så svære som i gode tider, og derfor har der aldrig været mere grund til at rose Fogh. Fogh betegner sine reformer som lidt af en ”præstation” og tilføjer, at det for Lars Løkke Rasmussen har været meget nemmere. Han har jo hårde tider og tomme kasser at lukrere på.

På spørgsmålet om hvorvidt det ikke var lidt af et ’synsbedrag’, da Fogh i valgkampen 2005 lovede masser af velfærd ved at lægge fire års budgetter sammen, svarer han: ”Jamen, det var det jo. Det var det jo.” Fogh griner ved tanken om, at Lykketoft gennemskuede tricket.

Snød du nærmest Lykketoft? spørger Berlingskes politiske reporter, Kasper Kildegaard.

”Ja, det synes jeg jo, at jeg gjorde. Men på en ordentlig måde. Jeg mener: Han opdagede det jo også. Lykketoft er jo ikke dum, så han forstod det hele. Han havde bare svært ved at få pressen til rigtigt at skrive om det.”

Alt for ofte gøres pressen ansvarlig for alverdens problemer, som den ikke rigtigt kan gøre noget ved. Men lige den her ramte ubehageligt rent. Det er ikke et voldsomt stolt øjeblik for den fjerde statsmagt.

Søren Pind, daværende tesemager og nuværende sherif, har ikke meget til overs for kritikken af Fogh. Det vil sige, han deler faktisk holdningen, men synes det var mere heroisk at udtrykke kritikken dengang (som han selv gjorde) end nu (som de andre gør). Og det kan han jo faktisk have en pointe i.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, forudser på baggrund af interviewet, at ”den historiske dom bliver hård over Anders Fogh Rasmussens statsministertid”. Men også den kritik havde Fogh forudset, og Fogh giver Wammen ret. For historien skrives altid af radikale historikere (som Søren Mørch må man forstå), og derfor er historien aldrig nådig ved de borgerlige.

Nå, glæd jer til i aften. Der bliver åbnet op for at alle kan søge i Panama Papers, og så er det bare med at gå i gang med jeres egen historieskrivning

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12