Nyhedsanalysen

Føljetons begynderguide til queer-kultur

I sidste uge opfordrede vi, med et fast greb i egen hetero-barm, det borgerlige Danmark til at engagere sig i og søge inspiration fra queer-miljøer til at udforske alternative levemåder. Vi anerkender blankt, at det kan virke som lidt af et projekt. Heldigvis er kunsten det perfekte sted at dyppe tåen. Her kommer Føljetons guide til værker, der inspirerer og udfordrer vores små liv. Glædelige pride! /Asta Kongsted 

Digtsamling: If Not, Winter

Omkring 600 år f.v.t. sad en kvinde ved navn Sappho på den græske ø Lesbos og skrev digte. I dag har vi kun korte fragmenter af dem. De er til gengæld enestående smukke og så betydningsmættede, at man næsten ikke tør drømme om, hvordan resten må have været. Det er sproggeniet Anne Carson, som har oversat Sapphos fragmenter fra oldgræsk, og hvis du har gået og puslet med, hvordan du kan stive dit kærlighedssprog af, er If Not, Winter mildest talt forbilledlig.

Det er i øvrigt Sappho med sit geografiske tilhørsforhold til Lesbos, som danner det etymologiske grundlag for ordet ’lesbisk’. Hvabehar.

Læs også: Aaiún Nin, Eileen Myles, James Baldwin, Audre Lorde

Album: Channel Orange

Da den amerikanske rapper Frank Ocean i 2012 udgav Channel Orange var det med en regibemærkning, der ruskede op i det hiphop-miljø, han er en del af. Ocean afslørede, at hans første forelskelse var i en anden mand og satte i den forbindelse ord på udfordringen ved at være en del af en kultur, som har dyrket at rappe nedsættende om homoseksualitet og maskulin følsomhed. Siden er rappere som Tyler, the Creator og Lil Nas X fulgt i Oceans fodspor.

Channel Orange tager med genrebrud og mesterligt komponerede lydbilleder sin lytter igennem et pastelfarvet og klistret LA-univers, hvor kærlighed, penge, stoffer og psyke kæmper mod hinanden.

Lyt også til: Kaash Paige, Christine and the Queens og Moses Somney

Dokumentar: Paris is Burning

Er der noget, vi i vores lille velfærdssamfund ikke forstår os på, så er det New York i 1980’erne. Er der noget, vi forstår os endnu mindre på, så er det den ballroom-kultur, der blomstrede i queer-miljøer i New York i 1980’erne. Til gengæld har du måske, som os, erfaring med at stå på et dansegulv og vride dig til Madonnas ”Vogue” i håbet om at ligne de supermodeller, hun synger om. I så fald har du allerede prøvet at vogue og er dermed bekendt med den danseart, som blev dyrket til de såkaldte baller.

Paris is Burning er det perfekte sted at starte, hvis du vil lære mere om ballerne. De var nemlig ikke bare glittede fester, men i sig selv en undersøgelse af queer-personers mulighed for at søge inklusion i og samtidig gøre oprør imod mainstreamsamfundet.

Se også: Disclosure: Transpersoner på lærredet.

TV-serie: Pose

Pose dykker også ned i 80’ernes ballroom-kultur, men vi synes, du skal se den for at blive klogere på kærlighedsforhold mellem transkvinder og heteroseksuelle mænd. De er tabuiserede som få andre, og det hensætter transkvinderne i positioner som fetichobjekter og mændene ensomme med deres skam og begær.

Pose portrætterer disse forhold hårdt og ømt, og så skrev serien historie ved at have det største cast af transpersoner nogensinde.

Se også: Euphoria og I May Destroy You

Roman: On Earth We’re Briefly Gorgeous

Den vietnamesisk-amerikanske Ocean Vuong skriver i On Earth We’re Briefly Gorgeous med overlegen stilistisk snilde om et fremmedfjendsk USA, om narkomisbrug og big pharma og om ungdomsforholdet til en ”white trash” gut ved navn Trevor, der ikke vil vedkende sig sin seksualitet. Vuong får storpolitik og følsomhed til at gå hånd i hånd, og romanen er mesterligt oversat til dansk af digteren Caspar Eric.

Læs også: Orlando af Virginia Woolf og Techno af Niels Henning Falk Jensby

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12