Bertel med maske Dansk Kunstnerråd inviterer kulturminister Bertel Haarder, formand for Public Service udvalget Connie Hedegaard og en lang række kulturpolitikere, mediepersoner, fagfolk og repræsentanter for Kunstnerrådets 24 kunster-organisationer til en event, der belyser kunstens rolle i Public Service.
Ingen over eller ved siden af Folketinget. Og dog.
Måske er de emsige politikere igen ved at glemme, at hverken regering eller folketing må optræde som den dømmende magt. For få timer siden indgik et bredt flertal i Folketinget to delaftaler, der skal stramme folkeoplysningsloven og skærpe tilsynet med muslimske friskoler.
Kulturminister Bertel Haarder mener, at der – igen – er brug for en ny form for særlov: ”Samfundet skal ikke være til grin for vores egne penge. Med andre ord skal folkeoplysningsloven ikke kunne bruges til at modarbejde eller underminere grundlæggende frihedsrettigheder eller menneskerettigheder i vores samfund,” siger altså Bertel Haarder.
Allerede i dag er friskoleloven forbilledlig klar. Her står udtrykkeligt, at friskolerne ”i hele deres virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”.
Formelt set er der intet at komme efter: Hvis det kan påvises over for domstolene, at enkelte muslimske friskoler ikke lever op til lovens ånd, så lukkes skolen. Prompte. Dét er åbenbart ikke længere nok for flertallet i Folketinget. Bertel Haarder & co. vil have særlige bestemmelser for de muslimske friskoler.
Lyder forløbet bekendt? Det virker i hvert fald som et déjà vu. I 1996 vedtog stort set samme gruppe af partier, som nu vil gribe ind over for muslimske friskoler, den såkaldte ‘Tvindlov’. Her blev der oplistet en række friskoler, som ikke længere kunne få penge, bl.a. Friskolen i Veddinge Bakker.
Men hov? Kan og må Folketinget lave lovgivning, der ikke blot angiver de generelle retningslinjer, men også på forhånd sagsbehandler enkelte borgere eller institutioner? Svaret er et rungende nej! I den opsigtsvækkende Tvind-dom gjorde Højesteret i 1999 det klart for politikerne, at Folketinget ikke kan afskære særlige skoler fra tilskud.
Frihed for Loke såvel som for Thor, som N.F.S. Grundtvig skrev i 1832, da han lagde grundstenen til selve friskolebevægelsen. I Højesterets dom lyder det: ”Et sådant lovindgreb – der havde som konsekvens, at Tvind-skolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse – er reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist. Efter grundlovens § 3 henhører en sådan afgørelse ikke under lovgivningsmagten, men under den dømmende magt med de deri liggende retsgarantier for borgerne. Højesteret finder derfor, at § 7 i lov nr. 506 af 12. juni 1996 er ugyldig i forhold til Friskolen i Veddinge Bakker som stridende mod grundlovens § 3, 3. pkt.”
Juristerne på Slotsholmen kender forhåbentligt Tvinddommen bedre end politikerne, og derfor vil den gamle brøler med oplistede særlige skoler næppe blive gentaget. Nye fif og juridiske finurligheder vil blive forsøgt. Men de principielle spørgsmål er fortsat det samme som med Tvind: Er nogle mere lige for loven end andre?
Men som Haarder plejer at sige: ”Behøver jeg virkeligt svare på dine fiffige spørgsmål?”