Man kan velsagtens næppe finde mere forskellige partier end det danske Alternativet og det tyske Alternative für Deutschland. Hvor det ene parti appellerer til vælgere i den kreative klasse, der går op i klimakamp og flower power-politik, er det andet blevet berømt på at smadre tysk politiks stuerene image ved at insistere på nationalisme og hård udlændingepolitik. De er måske nok begge alternativer til det etablerede, men ikke desto mindre meget forskellige alternativer.
Alligevel har de to partier noget til fælles. De blev begge båret frem af et vælgerhav, der var utilfredse med det etablerede. De var nye og frække, og de nægtede at være et normalt parti med normale politikere. Men det var alligevel jagten på normalitet, der blev begyndelsen på begge partiers undergang. Det danske alternativ ville være mindre cirkus, det tyske alternativ ville være mindre nazi, og begge steder førte forsøget på normalisering til gammeldags magtkampe, der har fået fundamentet til at smuldre.
For højreorienteret til højrefløjen
For et år siden så det ikke ud til, at der var noget, der kunne stoppe det højreradikale Alternative für Deutschland. I meningsmålingerne lå de til at score 15 pct. at stemmerne, og det gjorde dem til det mest populære højrefløjsparti i Tyskland siden krigen. De stod stærkt som det største oppositionsparti i Forbundsdagen, ligesom de var repræsenteret i 16 af Tysklands delstatsparlamenter. Stemningen var derfor god i partiet. Utilfredsheden med Merkel og ”wir schaffen das” sendte vælgerne lige i kløerne på AfD.
I dag er der anderledes triste miner i det relativt unge parti. I weekenden viste en ny måling, at partiet kun står til at få 9 pct. af stemmerne. Til sammenligning står socialdemokraterne til 16 pct., de grønne til 19 pct. og Merkels kristendemokrater til 36 pct.
Det er utvivlsomt coronakrisen, der har hjulpet Merkel med at hente noget af det tabte hjem, og på den yderste højrefløj har de haft svært ved at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på under en pandemi. Men det er også den interne kamp mellem Andreas Kalbitz og Jörg Meuthen, der har taget hårdt på partiet.
Jörg Meuthen er AfD’s formand, han er økonomiprofessor, og så er han stor fortaler for, at Andreas Kalbitz ikke skal være medlem af AfD. Kalbitz var leder af en intern gruppe i AfD, der gik under navnet Der Flügel (på dansk fløjen). Den var så højredrejet, at det selv i det ganske højreorienterede AfD blev for ekstremt. Fx fordi den blev sat under overvågning af de tyske myndigheder, der anså den for at være ekstremistisk.
Meuthen er gået i gang med en øvelse, der skal gøre AfD mere stuerent, og i et stuerent parti er der ikke plads til elementer som Kalbitz og Flügel. Rationalet er, at hvis der skal hentes tilstrækkeligt med vælgere fra Merkels kristendemokrater, så går det ikke, at AfD bliver ved med at blive associeret med ekstremister, og derfor valgte Meuthen tilbage i maj at få Kalbitz ekskluderet.
Intern splittelse
Det førte til flere bitre kampe i og omkring partiet. Internt var partiet ved at knække over i to dele, og Meuthen foreslog selv på et tidspunkt, at det måske ville være bedst, om man splittede partiet op mellem en vestligt orienteret konservativ fraktion og en østeuropæisk orienteret nationalistiske fraktion. Meuthen er blevet beskyldt af flere partikollegaer for at være en forræder, og selvom partiet flere gange har forsøgt at forsikre vælgerne om, at de nu er en samlet enhed, så er partiet stadig skarpt splittet op i to grupper.
Det skyldes måske også, at Kalbitz nægtede at acceptere sin eksklusion. Han slæbte Meuthen i retten, der dog i sidste uge slog fast, at der ikke juridisk var noget galt med udsmidningen af Kalbitz.
Det gjorde nok heller ikke noget godt for Kalbitz’ sag, at han i sidste uge slog en af Meuthens støtter, så vedkommende fik sprængt sin milt. Den ”uheldige hændelse,” som Kalbitz kalder den, fandt sted i delstatsparlamentet i Brandenburg, og volden lader til for alvor at have svækket Kalbitz’ position i partiet – selv i partiets højrefløjsgruppe lader støtterne nu til at forlade ham.
Måske var det voldelige optrin det bedste, der kunne ske for Meuthen. Det har for en tid fået de mest ekstremistiske typer i AfD til at dæmpe sig.
Spørgsmålet er så, om AfD overhovedet kan overleve uden Kalbitz og resten af den nu hedengangne Flügel. For den slet skjulte ekstremisme i AfD har uden tvivl lokket mange vælgere til med deres hundefløjter, og samtidig har den gruppe af partiet været gode til at organisere støtte og lignende. Kan der overhovedet eksistere et stuerent AfD, eller er det en selvmodsigelse? /Andreas T. Kønig
Denne tekst blev bragt første gang i vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton. Hvis du vil læse resten af nyhedsbrevet, kan du finde det her, og husk at du altid kan gå ind på vores hjemmeside og vælge, hvilke nyhedsbreve du vil modtage i din indbakke.