Løkke skubber Venstre til højre

Venstrefolket skændes normalt indbyrdes om det meste, men én ting kan de fleste i dag blive enige om: Lars Løkke Rasmussen er i fuld gang med at undergrave det parti, han har været aktiv en del af, siden han var 17 år – og endnu engang for egen vindings skyld. En ny bevægelse har derfor set lyset i dansk politik: ‘Aldrig Løkke’-bevægelsen.

Med dagens udgivelse af erindringsbogen Om de fleste og det meste har den tidligere statsminister og partiformand formået at udløse noget, som hverken hans forgænger Anders Fogh Rasmusen, han selv eller afløseren Jakob Ellemann-Jensen har formået, nemlig at skabe bred enighed i partiet: Løkke har samlet hele Venstre – men vel at mærke imod ham selv.

Hans to budskaber er da også sjældent opsætsige: For det første vil han – i strid med den nyvalgte formand – have Venstre til at indgå en tæt alliance med Radikale Venstre. Under valgkampen skabte Løkke kaos i egne rækker ved at foreslå et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Nu skal Radikale genforenes med Venstre. Og for det andet truer han tilmed med at stifte et nyt parti, hvis Venstre ikke gør, som Løkke siger.

Endnu er han ikke blevet ekskluderet som æresmedlem af Venstre, og han har heller ikke selv annonceret sin afgang. Men tidspunktet nærmer sig. Det desperate comeback, som bogudgivelsen er udtryk for, understreger blot, at Løkke endegyldigt er ved at have udspillet sin rolle. I bogen beskriver Lars Løkke, at han ikke har mange venner, og slet ikke i politik, og så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at hans nærmeste fortrolige i Venstre nu har slået hånden af ham:

”Vi er kede af at se, at en tidligere formand og statsminister har så svært ved at give slip, og at han nu er i gang med at undergrave det eftermæle, som fortjener at være større med al det, han har gjort for Danmark og Venstre,” skriver de to eks-Venstreministre Lars Chr. Lilleholt og Troels Lund Poulsen.

Løkke har en pointe

Da Lars Løkke i efteråret valgte at flygte fra hovedbestyrelsesmødet i Venstre, dengang han blev vippet af formandsposten – og ydmyget forlod mødet i al hast og via en terrassedør – søgte han tilflugt hos netop Lars Chr. Lilleholt og Troels Lund Poulsen. Men heller ikke de kan udholde Løkke længere, og slet ikke hans hasarderede forsøg på at sætte sig selv i centrum på partiets bekostning.

Paradokset er dog, at Lars Løkke rent faktisk har en pointe. I en parlamentarisk situation, hvor Socialdemokratiet har kopieret Venstres udlændingepolitik, er det en dødssejler for de borgerlige partier at blive ved med at slå på yderligere stramninger. Blå blok kommer aldrig til magten igen, hvis den afgørende forskel til rød blok fortsat skal være udlændingepolitik. I stedet er der langt større perspektiv i at forføre Radikale Venstre til at fjerne støtten til statsminister Mette Frederiksen (S).

Løkkes plan ville – hvis den kunne finde opbakning i Venstre – være reelt farlig for S-regeringen. Hvis Venstre turde skrue ned for fremmed-paranoiaen og op for parolerne om grøn vækst, og Radikale Venstre dermed fik en anledning til at skifte side, igen-igen, ville det pludselig være langt mere uforudsigeligt, hvordan næste folketingsvalg falder ud.

Hvis Løkke var lykkedes med en sådan ‘omvendt Nyrup’, ville Mette Frederiksen have haft grund til at være bange, og S-regeringen ville med stor sandsynlighed selv være søgt tættere sammen med Venstre – og således have udnyttet, at der i dag er et SV-flertal i Folketinget på nøjagtig 90 mandater. Men sådan kommer det ikke til ske, slet ikke nu, hvor Løkke har gjort det til sit personlige slagnummer i forbindelse med bogsalget.

Hængepartiet er dødfødt

På bagvendt vis opnår Løkke endnu engang det modsatte af, hvad han ønsker: Venstre er i løbet af det seneste døgn blevet skubbet endnu længere væk fra Radikale, og blandt socialdemokraterne jubles der lige nu over Løkkes krampagtige forsøg på at antænde en ny borgerkrig internt i Venstre. Mette Frederiksen kan grine sig hele vejen igennem Om de fleste og det meste.

Idéen om at stifte et nyt borgerligt Løkke-parti er om muligt endnu mere selvdestruktiv. Et sådant parti ville blot placere sig nogenlunde samme sted som Simon Emil Ammitzbøll-Billes foreløbigt mislykkede partiprojekt Fremad, og ville i realpolitikkens ubarmhjertige verden ikke kunne tilbyde mere og andet, end Radikale Venstre allerede gør.

Tomrummet eksisterer ganske enkelt ikke – andre steder end i Lars Løkkes eget liv. Og da Løkke næppe heller selv kommer til at bruge sin tid på det slidsomme organisationsarbejde, som det ville kræve at etablere et nyt parti op fra bunden, kan idéen godt på forhånd afskrives som et dødfødt mediestunt. For Løkke er ikke nogen Emmanuel Macron, som i Frankrig i 2016 skabte bevægelsen – med de sigende initialer – En Marche!

Lars Løkke har svært ved at give slip på magten, og han martres tydeligvis af en rastløs forbitrelse, som på et personligt plan kan forekomme fuld forståelig, men som samtidig er aldeles ubrugelig som politisk platform. Blændet af bitterhed er han egenhændigt ved at skræmme Venstre væk fra midten og skubber nu både Jakob Ellemann-Jensen og hans egne liberale meningsfæller længere og længere ud på højrefløjen.

Socialdemokratiet kan kun håbe på, at Om de fleste og det meste bliver en bestseller. Løkke har brændt alle broer bag sig. /Lars Trier Mogensen