Kineserne vil censurere Piketty

Kinas præsident Xi Jinping skal angiveligt være stor fan af den franske stjerneøkonom Thomas Piketty og har tidligere citeret fra Kapitalen i det 21. århundrede. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – er Pikettys nye bog, Kapital og ideologi, ramlet ind i den berygtede kinesiske censur. I murstensværket beskriver Piketty blandt andet uligheden i Kina samt postkommunismens alliance med ”hyperkapitalismen”, hvilket åbenbart bliver for meget for de kinesiske læsere. Pikettys kinesiske udgiver har forlangt siderne slettet, men økonomen har nægtet. Nu står bogen til slet ikke at udkomme i Kina.

Ironisk nok er netop censuren et kerneeksempel på samarbejdet mellem det postkommunistiske Kina og den overdrevne kapitalisme. Kina har længe hævdet sig ved en striks indenrigscensur, blandt andet med den notoriske ”great firewall”, der blokerer for borgeres adgang til udenlandske hjemmesider. Men også uden for landets grænser har en hensyntagen til kinesiske præferencer vundet større og større indpas. I jagten på det lukrative kinesiske marked versionerer eksempelvis Apple og Microsoft deres produkter, ligesom corona-kometen Zoom har fiflet med kinavenlig censur. Af frygt for at miste støttekroner har WHO glemt, hvad Taiwan er, alt imens EU-diplomater går på listefødder for ikke at støde den vigtige handelspartner i øst. Ja, faktisk synes såvel virksomheders som landes kinesiske selvcensur at være så potent, at Kina kan bygge koncentrationslejre i realtid i Xinjiang-provinsen, uden at der bliver gjort de store indsigelser.

Bundet fantasi

Også i Hollywood er den efterhånden helt gal med de mange Kina-hensyn. Tidligere på måneden udgav den amerikanske ytringsfrihedsorganisation PEN America en større rapport, der beskrev, hvordan selvcensur i den amerikanske filmindustri er blevet stadig mere normaliseret. Biografmarkedet i verdens folkerigeste nation er i kraftig vækst og er på rekordtid blevet det næstmest lukrative biografmarked i verden. Af samme grund tilgodeser filmstudierne i stigende grad det kinesiske marked, enten ved at skære scener væk i de kinesiske udgaver eller ved helt at undgå potentielt stødende emner i første omgang. Efterhånden synes det mere og mere utænkeligt, at en film som Syv år i Tibet kunne blive lavet i dag.

Selvom udviklingen synes bekymrende, er det dog ikke, fordi censuren i sig selv er en kinesisk opfindelse. Hvis USA og kapitalisme er uløseligt forbundne, kan selvcensuren vel netop siges at være ærkeamerikansk. Længe inden Kina blev set som et lukrativt marked, har hensyn til billetsalg påvirket de kunstneriske beslutninger; eksempelvis når produktionsselskaber har fået instruktører til at spare på bandeordene, så filmen kan ramme en bestemt aldersgrænse i Motion Picture Associations puritanske rangsystem. For slet ikke at tale om de evindelige indrømmelser, som filmmagere må gøre over for sponsorer og andre mæcener. Se bare på Apple, der kræver, at filmskurke aldrig må bruge iPhones. Hvis du ser en krimi kan du altså være sikker på, at personen med den nye iPhone X har sit på det tørre. Så længe man har penge, er det jo nemt at slippe for alle beskyldninger. /David Dragsted