Gonzalo Fuentes/AFP/Ritzau Scanpix
Egentlig har Libanon ikke været underlagt kolonialmagten Frankrig siden 1943, men da den franske præsident Emmanuel Macron ankom til landet i begyndelsen af denne uge, kunne man godt være fristet til at tro, at libaneserne aldrig for alvor fik deres selvstændighed. Det er hundrede år siden, at Libanon blev udråbt som stat under fransk mandat, og det markerede Macron i går ved at plante et cedertræ lignende det, som man også finder tegnet på det rød-hvide libanesiske flag.
Symbolismen var ikke til at tage fejl af. Emmanuel Macron var taget til Libanon for at få landet til at blomstre. Dermed fik han også sagt mellem linjerne, at Frankrig igen er klar til at trække i de politiske beslutningstråde i landet, omend det bliver på mere subtil vis, end det var tilfældet for hundrede år siden. Spørgsmålet er så, om Emmanuel Macron er manden, der kan redde Libanon, eller om han blot er en anakronistisk præsident, der ikke har forstået, at kolonitiden for længst er ovre.
Ruiner
Rundt om det smukke nyplantede cedertræ ligger Libanon i ruiner. Bogstaveligt talt såvel som i overført betydning.
I sidste måned ramte en stor eksplosion hovedstaden Beirut. Her døde næsten 200 mennesker, endnu flere blev sårede, og tusinder og atter tusinder af hjem blev ødelagt.
Eksplosionen var en tragedie i et land, der allerede var på randen af kollaps. Libanon vaklede i forvejen ved den økonomiske afgrund, og ligesom resten af verden kæmper landet med den verserede coronakrise. Derfor blev eksplosionen også symbol på noget større. For befolkningen blev den symbol på et politisk system, der både var inkompetent og korrupt, og massive folkelige protester førte til, at regeringen måtte træde af.
Kort tid efter eksplosionen var præsident Macron den første udenlandske leder, der besøgte Libanon. Han gik på gaden og talte med de vrede og desperate libanesiske borgere, og her lovede han, at de med Frankrigs hjælp gik en lysere fremtid i møde. Det var det løfte, han mandag tog til Libanon for at levere på.
Den uendelige lidelseshistorie
For mens cedertræ blev det symbolske bevis på Frankrigs nye politiske tilstedeværelse i Libanon, så blev der i går også indgået mere konkrete aftaler mellem de libanesiske politikere og den franske præsident.
Macron har fået de libanesiske politikere til at love, at de vil gennemføre en række politiske reformer over de næste tre måneder. Men de gør det ikke for Macrons blå øjnes skyld. Reformerne kommer som betaling for fransk hjælp til Libanon, og hvis de libanesiske politikere ikke makker ret, så har den franske præsident truet med sanktioner mod landet. Den første deadline ligger om 15 dage. Inden da skal det være lykkedes at danne en velfungerende og reformvillig libanesisk regering.
Det lyder unægteligt, som om Macron har skaffet sejr for det libanesiske folk, der længe har krævet reformer fra den politiske elite. Men cedertræerne vokser ikke ind i himlen, for mødet viste også, at selvom den franske præsident stadig har magt i Libanon, så kan han ikke gøre, som han vil som en anden koloniherre.
Det lykkedes fx ikke Macron at få skrevet et nyvalg ind i aftalen. Det var ellers hans plan, men han blev nødt til til at trække i land. Ifølge Macron var der ikke enighed blandt parterne ift. spørgsmålet om nyvalg, og så mente præsidenten pludselig, at et nyvalg, og den politiske omvæltning, der følger med et sådan, kunne komme til at stå i vejen for de hurtige reformer.
Kritikere frygter derfor, at Macrons reformvej bliver mere af det gamle. For hvis politikerne er problemet, så løses det problem først, når de er blevet smidt på porten, og det gør de tilsyneladende ikke med den nuværende plan.
Det problem illustreres fx af, at de libanesiske politikere allerede inden Macrons ankomst havde peget på, hvem der skal være den næste premierminister. Den politiske klasses valg er faldet på Libanons ambassadør i Tyskland Mustapha Adib, og det har vakt vrede hos dele af befolkningen, fordi de frygter, at han blot er mere af det samme. Ifølge dem er Adib endnu et forsøg fra eliten på at undgå sand forandring, så de kan fortsætte deres korrupte styre.
Macron kan ikke gå ind og bestemme, hvem der skal være premierminister, og hvem der ikke skal. Det ville være utidigt. Spørgsmålet er derfor, hvor meget den franske præsident rent faktisk kan gøre for at stoppe de kaotiske tilstande. I værste fald ender han blot med at give endnu en korrupt regering legitimitet, og så bliver Macron intet andet end endnu et kapitel i den libanesiske lidelseshistorie. /Andreas T. Kønig