”Ja” er ikke bare et fattigt ord

I går var på mange måder en god dag. Rema 1000 annoncerede, at man ikke vil afvikle det amerikansk inspirerede rædselskabinet Black Friday i år. Ganske vist sker det for at forhindre coronasmitte ved køtilbud, snarere end som en protest mod den usunde forbrugskultur, men lidt har vel også ret. Vi håber, at andre butikker følger Rema 1000’s eksempel. Samtidig blev det meldt ud, at J-dag – det tætteste vi nok kommer på på helvedes forgård her i gennemhyggede Danmark – ligeledes må lade livet under coronaens åg. Det er lige før, man bør drikke en juleøl for at fejre det.

Vigtigst af alt var i går dog også dagen, hvor regeringen og dennes støttepartier blev enige om en ny, samtykkebaseret voldtægtslovgivning. I den tidligere gældende lovgivning skulle man aktivt sige nej til et samleje, førend der kunne være tale om en voldtægt. I den nye voldtægtslov bliver fokus i stedet flyttet, så alle parter nu aktivt skal opsøge et livsbekræftende ”ja”, førend samlejet påbegyndes. Ja, vi siger livsbekræftende, for som de gennemførte nietzscheanere vi er, har vi svært ved at få armene ned.

Selvom gode gamle Friedrich Nietzsche ofte bliver udlagt som en nihilistisk fætter, kunne intet være længere fra sandheden. I sin idé om den såkaldte ”vilje til magt” fremhæver filosoffen netop nødvendigheden i at bejae livet. Hvis du bekræfter det enkelte øjeblik som godt, bekræfter du også hele tilværelsen som meningsfyldt. At sige ”ja” er at tage dit liv i egne hænder og skabe noget ud af intet. Og hvis ikke du siger aktivt ja, svarer det altså til at sige nej. Det er en solid tommelfingerregel: fingrene skal holdes i ro, indtil et glad ja negerer nejet.

Nyheden om den kommende samtykkelovgivning har forventligt nok affødt en ny, heftig debat om lovens praktikaliteter og effekter. Få ting kan åbenbart gøre folk så vilde i varmen som juridiske samtaler om sex. Hvordan lyder et ja? Hvordan undgår uskyldige mænd at havne i saksen? Vil det ikke stadig bare være hans ord mod hendes? Den endelige formulering af lovteksten mangler endnu at blive fremlagt, men SF’s retsordfører Karina Lorentzen har allerede understreget (betalingsmur), at den nye lov altså ikke kommer til at ændre på de gældende retsprincipper. Samtidig kunne justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde klargøre, at rammerne for samtykke heller ikke bliver så sort-hvide, som kritikere måske frygter.

Et samtykke kan eksempelvis godt gives nonverbalt, med kontakt, generel opførsel, positivt stemte lyde og ”relevante bevægelser”. Det er ikke noget, der partout skal udfærdiges på en formel kontrakt, førend festlighederne kan gå i gang. Men som justitsministeren fortalte, kan samtykke jo generelt også sikres ved kort og godt at spørge. Sværere behøver det ikke at være.

Det er vel netop i det lys, den nye samtykkelov skal ses: Love kan ikke i sig selv forhindre mennesker i at bryde loven, men de kan i deres symbolske sammenfatning lægge op til en god gammeldags forventningsafstemning. Folk, der endnu har svært ved at se relevansen, kan med fordel se på virakken ved det danske luftrum over Bornholm. Her krænkede Rusland for nylig den danske suverænitet ved uvarslet at flyve et bombefly ind i dansk territorium. Et hold danske kampfly blev ganske vist sendt på vingerne for at signalere, at det altså ikke var okay. Men det var jo heller ikke fordi, at de direkte sagde fra ved at skyde det russiske fly ned.

Ifølge den gamle voldtægtslovgivning ville et sådant overgreb nemt kunne fejes af vejen; Danmark kunne jo bare have gjort modstand. Men havde det ikke været at foretrække, hvis nu Rusland forinden havde spurgt, om en indflyvning var okay? Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i hvert fald, der tirsdag har meddelt den russiske ambassadør, at hændelsen ikke må gentage sig. Uanset om man er et russisk bombefly eller et opstemt menneske, er det altså altid en god idé at sikre sig de nødvendige tilladelser. Intet er vel vigtigere end at sige ja til livet – og at se, om livet også siger ja til dig. /David Dragsted