Frankrig genbesøger i disse dage et af de største traumer i landets moderne historie. I sidste uge begyndte retssagen, der skal sætte et punktum for nogle af de grufulde islamistiske terrorangreb, der ramte byernes by for fem år siden.
I januar 2015 trængte de to brødre Saïd og Chérif Kouachi ind på det parisiske satiremagasin Charlie Hebdo. Her myrdede de koldblodigt 12 mennesker. Hvorfor? Fordi Charlie Hebdo havde hånet profeten Muhammed ved at tegne ham.
Brødrene slap i første omgang uskadt væk fra gerningsstedet, og det satte gang i nogle blodige dage i den franske hovedstad. Flere angreb fulgte, og det hele kulminerede to dage efter det indledende attentat på satiremagasinet. Efter en intens menneskejagt var brødrene blevet fundet, og det satte gang i to simultane gidselsituationer. Mens Saïd og Chérif Kouachi havde barrikaderet sig med et gidsel, var deres ven Amédy Coulibaly trængt ind i et jødisk supermarked i en anden del af Paris.
Det lykkedes politiet at slå brødrene ihjel, uden gidslet kom noget til. Anderledes gik det desværre kosher-butikken. Terroristen nåede at myrde fire jødiske gidsler og en politibetjent, inden han selv døde. I alt mistede 17 udskyldige mennesker livet under de islamiske terrorangreb i Paris mellem d. 7. og 9. januar.
Hvis man håber, at retfærdigheden kommer til at ske fyldest som følge af den nu igangværende retssag, så kommer man sandsynligvis til at blive skuffet. Terroristerne er døde og kan derfor ikke stå til ansvar for deres handlinger i retsbygningen. Heller ikke de tre mistænkte, der menes at have været direkte involveret i angrebet, kommer til at se dommeren i øjnene. De retsforfølges in absentia, eftersom de flygtede til det nu hedengangne Islamisk Stat. De er sandsynligvis ikke engang i live mere. Tilbage er 11 tiltalte, der på den ene eller anden måde menes at have assisteret Saïd Kouachi, Chérif Kouachi og Amédy Coulibaly i tiden op til angrebene.
Der er altså mest af alt tale om en skueproces, men alligevel er retssagen i høj grad tiltrængt for Frankrig. Der er brug for at blive sat en punktum, og der er brug for en begivenhed, der opfordrer til refleksion over, hvad der skete for fem år siden, og hvordan det har formet dem, franskmændene er i dag. For efter angrebet rykkede Frankrig, ja faktisk hele Europa, sammen i forsvaret for det liberale demokrati. For frihed, lighed og broderskab. ”Je suis Charlie”, råbte demonstranter i hele Europa. ”Nous sommes Charlie” råbte de i kor.
Men hvad med i dag? Er vi alle stadig Charlie?
Tout ça pour ça
Spørger man Charlie Hebdo selv, så har ”Je Suis Charlie”-mentaliteten mistet sin kraft her fem år efter. Satiremagasinet lever stadig fem år efter angrebet, men ifølge dem står det værre til med den ytringsfrihed, der var det åndelige offer under angrebet.
For at markere retssagen har Charlie Hebdo publiceret en ny udgivelse, hvor forsiden viser diverse illustrationer af profeten Muhammed. Blandt andet Charlies egne, men også danske Kurt Westergaard tegning, der landede Jyllands-Posten og Danmark i ”Muhammedkrisen” tilbage i 2005. På midten af forsiden står ordene ”Tout ça pour ça” – alt dette for dette.
Med det mener Charlie Hebdo, at de har skullet gennemleve så forfærdeligt mange pinsler i forsvaret for ytringsfriheden, kun for at se en verden, hvor ytringsfriheden er på retur. Ifølge Charlie Hebdos redaktør Riss (hvis rigtige navn er Laurent Sourisseau) er forsiden et angreb på ”tyranniske grupper og navlebeskuende minoriteter.” Riss langer ud efter den identitære venstrefløj, som han mener har bragt ”cancel-kultur” til Frankrig.
I de franske aviser er der da også flere debattører, der lufter deres bekymringer over ytringsfrihedens tilstand. I den konservative Le Figaro skriver musiker og dramaturg Benjamin Sire fx:
”Fem år efter massakren på Charlie Hebdos journalister bliver der sat lige så meget spørgsmålstegn ved Charlie Hebdos ånd som ved de konkrete tegninger. Dette bliver tydeliggjort af New York Times’ nylige beslutning om at droppe satiretegninger fra deres avis i et forsøg på at undgå at ryste offentligheden … Men hvis man nægter at hælde brænde på bålet med latterliggørelse eller karikaturer, så ruller man desværre den røde løber ud for alle censorer og totalitære støtter, der i sidste ende vender sig mod dig.”
Men der er også dem, der mener, at den franske højrefløj blot bruger Charlie Hebdo til at forsimple en meget svær problematik. De dækker sig ind under ”Je Suis Charlie”-parolen, som ingen ønsker at være uenig med, og bruger den til angreb mod muslimer og venstrefløjen. Nogle frygter derfor, at Charlie-ånden kan bruges til at udskamme minoriteter. Noget sådan er de fx bange for i den venstreorienterede avis Libération. Her støtter de retten til at latterliggøre, men der er et ”men”:
”Ja, vi kan lave sjov med religioner, alle religioner, vi kan karikere dem, gøre grin med dem. Og ja, ytringsfrihed må fortsat være en af grundpillerne i demokratiet. Betyder det, at vi ikke skal være opmærksomme på islamofobiens fremryk? Nej, fordi den er virkelig.”
Det er ikke mere end små to uger siden, at en ny karikaturtegning blev diskuteret i den franske offentlighed. Den sorte politiker Danielle Obono, der er medlem af det franske parlament for venstrefløjspartiet La France insoumise, kunne se sig selv karikeret med kæder om halsen i det højreorienterede medie Valeurs Actuelles. Hun kaldte selv tegningen og den dertilhørende historie for noget ”racistisk lort”, og de fleste var enige med hende. Præsident Emmanuel Macron var ude med riven efter tegningen, og selv hos Marine Le Pens højrenationale parti Resemblement National var de ude og kalde tegningen for ”dårlig smag”.
Tegningen i Valeurs Actuelles illustrerer, hvor besværlig forsvaret for ytringsfriheden kan være. For mens censur er noget, der hører tyranniske samfund til, så kan tegninger og ytringer også bruges til tyrannisk at holde befolkningsgrupper nede. Lederskribenterne i Libération og Le Figaro synes enige om, at sådanne tegninger ikke skal forbydes, og at selv-censur er farligt. Men hvorvidt det er en pligt at gøre folk til grin, og hvad konsekvenserne er af dette, synes de mere uenige om.
De vil begge utvivlsomt sige, at de stadig er Charlie. Det samme vil resten af Frankrig. Men er Frankrig enige om, hvad eller hvem Charlie egentlig er?