Gok gok bugaaak, Boris Johnson!

Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien begynder mere og mere at ligne et vanvittigt spil ”kylling”.

Skulle du ikke være bekendt med fænomenet ”kylling”, så kommer ”legens” simple regler her: To biler kører direkte mod hinanden. Den, der drejer af først, taber. Drejer ingen af, taber alle. Det var det. Der er ikke flere regler.

Spilteoretisk er der kun én strategi, der virkelig dur, når man spiller kylling. Det gælder om hurtigt at pille rattet af og vifte med det ud af vinduet. På den måde får man gjort sin modstander opmærksom på, at man har frataget sig selv muligheden for at dreje, og dermed har man også frataget konkurrenten muligheden for at vinde. Konkurrenten kan nu enten vælge at dreje af eller støde frontalt sammen med den anden bil. Begge dele er taberscenarier, men i det første scenarier overlever man i det mindste selv, hvorfor det er det rationelle valg.

Boris Johnson har en flot uddannelse. Han kan recitere Iliaden på græsk fra hukommelsen, og i løbet af sine studier på Eton College og Oxford Universitet er han utvivlsomt også kommet omkring spilteori. Han ved altså, hvordan man spiller kylling, og derfor har han igen og igen pillet ved rattet, når han har forhandlet brexit med EU. Analysen fra Johnsons regering synes at være, at hans forgænger Theresa May nok sagde, at ”no deal er bedre end en dårlig deal”, men ingen troede på det, når hun sagde det. Johnson har gjort det til sin pligt at vise, at han i den grad er klar til no deal.

Først satte han sit politiske liv på spil for at undgå flere udsættelser af brexit. Sidste år sagde han, at han ”hellere vil ligge død i en grøft” end at få brexit udsat igen. Han gik i borgerkrig med sit parti, sendte parlamentet hjem, og så gjorde han igen og igen EU opmærksomme på, at hvis de ikke drejede af og gav sig ved forhandlingsbordet, så ville det ende med et ”no deal” frontalsammenstød.

Det virkede. I hvert fald i nogen grad. Der kom en aftale, og brexit blev en realitet. Men forhandlingerne er ikke slut endnu. For selvom briterne allerede har det halve ben ude af EU, så befinder de sig året ud stadig i en transitionsperiode. Fx er der stadig ikke forhandlet et handelsaftale på plads, og dermed er det grusomme ”no deal”-scenarie stadig en mulighed.

Når noget virker, så er det dumt ikke at prøve igen. Så Boris Johnson er nok engang gået i gang med at pille rattet af. Mandag sendte Johnson en mail til sine støtter, hvor han skrev ”I won’t back down”. Johnsons chefforhandler David Frost har ligeledes sagt ”we won’t blink.” Johnson har også udtalt, at han godt kan acceptere det, hvis der ingen aftale lander. Beskeden fra ham er, at hvis der ikke ligger en aftale d. 15. oktober, så smutter briterne, og begge parter må ”komme videre.” Johnson har med andre ord trykket speederen i bund og er klar til at ramle ind i EU’s forhandlingsbil med 100 kilometer i timen.

Problemet for Johnson er bare, at han denne gang synes at komme kørende i en Citroën 2CV, der kunne kvases af en dåseåbner, mens EU bumler derud af i velpolstret Mercedes med masser af airbags og andet sikkerhedsudstyr. Den britiske økonomi er ekstremt hårdt ramt af coronakrisen, og de har brug for en aftale med EU. Man skal ikke tage fejl af, at EU også meget gerne vil have en aftale med briterne, men desperationen er ikke den samme. Et no deal vil med al overvejende sandsynlighed gøre mere ondt på briterne end på EU.

Derfor synes Johnsons spilteoretiske genistreg pludselig ikke så klog mere. For i EU er de ved at være trætte af den britiske premierministers bombastiske forhandlingsstrategi. Det var ved at koge helt over, da det mandag kom frem, at britiske ministre er i gang med at strikke national lovgivning sammen, der vil underminere den brexitaftale, som EU og Storbritannien ellers blev enige om. Det fik formanden for EU-kommissionen Ursula von der Leyen til at gå ud og sige, at ”jeg stoler på, at den britiske regering implementerer udtrædelsesaftalen, da det er en forpligtelse under international lov og en forudsætning for et fremtidigt partnerskab.”

The Guardian har ligeledes skaffet sig adgang til lækket kommunikation mellem EU-diplomater, hvor det står klart, at EU ikke længere rigtig stoler på briterne.

Forhandlingsklimaet er ødelagt mellem parterne, og Johnson slynger om sig med trusler, selvom han ikke har meget at true med. Han ville hellere ligge i en grøft, men med sin nuværende forretningsstrategi risikerer han at køre hele Storbritannien i grøften. Så er det alligevel bedre at være en kylling. /Andreas T. Kønig