Martin Sylvest/Ritzau Scanpix. Statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Nick Hækkerup og boligminister Kaare Dybvad deltager i beboermøde angående Motalavej i Korsør, torsdag den 10. september 2020. Ministrene skal tale med beboerne om uroligheder i området, hvor to familier har lavet ballade siden 80'erne. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Okay, så bider vi på: Lad os snakke lidt om omskæring.
Skal det forbydes eller ej? For at være helt ærlige har vi ikke rigtig lyst til at være dem, der fælder en endelig dom. Det er en svær debat. På den ene side synes vi da også, det virker lidt klamt at skære i babyers kønsorganer sådan uden videre. På den anden er vi tilpas rundede af tænkere som antropolog Franz Boas og idéhistoriker Michel Foucault til at vide, at værdimæssige domme over andres kulturelle praksisser hurtigt bliver noget rod. Humanismen har ikke partout monopol på at være human – dertil er menneskets historiske erfaringsrum for mangfoldigt, magtstrukturerne for uigennemsigtige.
Hvad vi til gengæld kan fælde en dom over er, at Mette Frederiksen altså valgte at smide nazikortet, da begrundelsen skulle findes for, hvorfor hun ikke længere er imod omskæring, som hun ellers var som socialordfører for Socialdemokratiet tilbage i 2008. I sit dugfriske forsvarsskrift sætter Frederiksen først scenen med sin umiskendelige, staccato-agtige retorik: ”Med racelærens opblomstring og nazismens koldblodige ideologi gennemførtes folkemordet. På den mest brutale vis. Krystalnatten, den gule stjerne, deportationerne og gaskamrene. Holocaust”. Herefter trækkes stikket stilsikkert hjem: ”Skal netop Danmark være det første land i verden til at forbyde en central del af den kultur og de ritualer, der hører til det jødiske liv? Og dermed – også selvom, det ikke er hensigten – at sende det signal, at jøder ikke er velkomne? Det mener jeg ikke.”
Guderne (ja, vi skriver guder i flertal – vi skal vist heller ikke være dem, der peger på den rigtige) skal vide, at vi også ynder at smide den gode gamle nazi-trumf, når konteksten er rigtig. Vi siger heller ikke, at vi er uenige i Frederiksens pointer. Jødeforfølgelsen og Holocaust er og bliver en af menneskehedens værste forbrydelser. Og i den forstand er det måske en meget fed idé ikke at indføre en særlov, der kan læses som en forfølgelse af jødernes religiøse praksis.
Til gengæld skriger det til himlen (igen: vi ved ikke, hvem der hører skriget deroppe) at Frederiksen i så udpræget grad undlader at omtale den anden religiøse minoritet, der jo også vil blive ramt af et omskæringsforbud. Muslimerne. Har de ikke også krav på beskyttelse? I et interview i Weekendavisen uddyber (betalingsmur) statsministeren sit ræsonnement. Her bliver skarpvinklingen på jøderne nærmest helt farce-agtig:
– Hvorfor skylder man så ikke muslimer? Skal de have et Holocaust, før din omsorg også omfatter dem?
»Men denne sag gælder jo også det muslimske mindretal.«
– Det er ikke dem, du taler om. Du taler om jøderne.
»Det gælder også det muslimske mindretal, som også vil opnå en beskyttelse med det, jeg siger her.«
– Alligevel er der en forskel. Du tager udelukkende udgangspunkt i jøder. Du tager ikke udgangspunkt i muslimske mænd.
»Det behøver jo ikke være sådan, at fordi man vedkender sig et ansvar og står inde for et løfte, vi gav efter Anden Verdenskrig, at man så ikke også kan tage vare på andre.«”
Det er rigtigt nok muligt at tage vare på flere på samme tid. Men der er immervæk forskel på at få en sirligt dekoreret invitation til en fødselsdagsfest, og at blive hevet med, fordi ens storebror jo alligevel er inviteret. I selvsamme interview formår Frederiksen tilmed at få lavet lidt inddirekte mistænkeliggørelse af islam, ved blandt andet at nævne, at ”[truslen, red.] mod danske jøder kommer først og fremmest fra den militante islamisme, som også har fået lov at slå rod i Danmark” og at ”[v]i hører mange steder fra, at bare det at vedkende sig jødedommen i dag – i det moderne Europa – kan være farligt på grund af islamismen”.
Vi siger ikke, at Frederiksen tager fejl i, at militant islamisme udgør en trussel mod jøder. Vi siger bare, at det nok også havde været klædeligt bare lige at nævne eksempelvis nynazister, når man nu påbegynder den debat. Det er jo ikke engang et år siden, at et ledende medlem af en nynazistisk forening blev tiltalt for at udøve hærværk på en jødisk gravplads i Randers. Var det ikke netop meningen, at vi skulle huske historien? Vi kan ikke rigtig se, hvorfor islamister her skal have særbehandling – ligesom vi ikke rigtigt kan se, hvorfor et forsvar af religionsfriheden ikke kan vinkles bare lidt mere inkluderende. Tingene behøver næppe være så skarpskårne. Ud over drengebørnenes forhud, naturligvis. /David Dragsted