Vi ved det godt. Vi er ret sent på den med den her artikel. Filminstruktøren Christopher Nolan nyeste blockbuster af et action-brag, Tenet, havde premiere i de danske biografer d. 26. august 2020, og da vi er et medie, som tager kulturen seriøst, skulle vi selvfølgelig have været inde og se den med det samme. Nolan er trods alt en af de meste hypede og roste nutidige filmskabere. Problemet er bare, at vi orkede det ikke.
For mens mange mener, at Nolan er et filmisk geni, så er vi hovedsageligt af den overbevisning, at han tit har hovedet længere oppe i sin egen mås, end hvad godt er. Han er kongen af overtænkning og mudret dialog, og vi følte os ikke overbeviste om, at vi endnu engang ville kunne overleve to og en halv times Nolan-bonanza. Men biograferne bløder, og Tenet er udråbt som storfilmen, der skal redde den trængte branche ved at skrabe penge ind i denne coronatid. Det vil vi gerne støtte, så vi gik ind og og så den.
Det var godt vi gjorde det, for filmen er inkarnationen af alle de problemer, vi har med Nolan, og derfor kan vi nu fyre det hele af på en gang.
Dum som en dør
Vi skal selvfølgelig gøre opmærksom på, at denne artikel afslører en del af filmens handling. Alligevel bliver det nok begrænset med spoilers, eftersom vi ikke for alvor fattede, hvad der egentlig foregik. Trues vi med døden, om ikke vi genfortæller plottet til Tenet, så farvel da, grusomme verden, thi vi ved ikke, hvor vi skal starte eller slutte. Men lad os alligevel forsøge.
En unavngiven CIA-agent bliver viklet ind i et gigantisk tidsrejseplot. Det viser sig, at nogen i fremtiden har udviklet en teknologi, der kan ”invertere” objekter. Det bliver forklaret ekstremt forvirrende, men i bund og grund er der ”bare” tale om en tidsmaskine, der får genstande til at bevæge sig baglæns i tid i stedet for fremad. En ond russer forsøger at bruge teknologien på en måde, så det udsletter hele menneskeligheden, og det forsøger vores helt at stoppe – både forfra og bagfra.
Har man set nogen af Nolans tidligere film, vil man vide, at denne form for forvirrende science fiction-koncepter ikke er noget nyt. I filmen Inception fra 2010 hopper en flok tyveknægte rundt i forskellige lag af folks drømme, og i rumrejsefilmen Interstellar fra 2014 bliver tid og rum pludselig transcenderet i form af en fjerde dimension, der manifesterer sig i en bogreol.
Nolan synes nærmest at have en fetish for at efterlade sit publikum med følelsen af at være dumme. Det kan da også være ganske underholdende at føle sig intellektuelt udfordret efter at have set en svær film, men det frustrerende ved Nolan er, at mens han nok bilder seerne ind, at det er de vanskelige filosofiske koncepter, der forvirrer en, så er det i virkeligheden ofte den slatne historiefortælling, der får en til at sidde og klø sig i håret – især i tilfældet Tenet.
Idéen om, at nogen går frem i tiden, mens andre kan gå tilbage i tiden, er for så vidt relativt simpel nok, men det pakkes ind i så meget forvirrende science fiction-ævl, at det først er sent i filmen, det går op for en, hvad kernen i konceptet egentlig er.
Og faktisk er det ikke tidsrejsen, der er det mest forvirrende. Tenet er så pinagtigt fortalt, at det ofte er svært at finde ud af, hvem karaktererne egentlig er, hvem de arbejder for, hvad deres motivationer er, osv.
Filmen får en til at stille spørgsmålstegn ved, om man nu overhovedet kan forstå engelsk eller læse undertekster. For når man introduceres til en ny karakter, som man igen ikke har skyggen af idé om, hvem er, tænker man, at der må være information, som man har misset undervejs.
Endnu værre må det være for det engelsktalende publikum, for lyden er så dårlig mixet, at de fleste replikker simpelthen er umulige at høre, hvis man ikke støtter sig til teksten i bunden. Det er i øvrigt en generel ting med Nolans film, og på nettet spekuleres der i, om filmene mikses dårligt, fordi Nolan kender sit eget manuskript så godt, at han ikke selv har nogen problemer med at høre replikkerne, når han ser slutproduktet.
Den moderne George Lucas
Måske er Nolan den nye George Lucas.
Lucas skabte Star Wars, og tak for det, men da han pludselig fik kreativ frihed til at lave forløber-trilogien til de gamle Star Wars, gik det helt galt. Filmene bar præg af gode idéer, fantastisk fantasi og nogle smukke opbyggede verdener, men dialogen og historien var forfærdelig. Også Nolan synes at være stærkere i ”world building” end i dialog.
På intet tidspunkt føler man med en eneste karakter i Tenet, og derfor er man heller aldrig for alvor bange for, at jorden går under. Det er svært at sympatisere med en protagonist, der i filmen aldrig får andet navn en ”protagonisten”, og Nolan forfalder til at lade den kvindelige hovedrolle stå for det følelsesmæssige, der skal få publikum emotionelt investeret.
Det ender som et pinagtigt bevis på, at Nolan ikke kan skrive kvinder. Fx da de stærke mænd forklarer den kvindelige rolle, Kat, at alle på jorden vil dø, hvorefter hun udbryder ”inklusiv min søn.” I Nolan-filmen Interstellar er det også den kvindelige forsker Brand, der skal være det menneskelige ansigt, da hun som eneste kvinde ombord på rumskibet lader sin identitet som mor veje tungere end hendes identitet som forsker, når hun diskuterer med sine mandlige kollegaer. Det er, som om Nolan kun skriver kvinden ind for at lade publikum føle. Det virker ikke, men fremstår bare latterligt.
Man må dog give Nolan, at han kan male med den store pensel på filmlærredet. Billederne er episke og lyden fantastisk. Fx er filmens afgørende slag fantastisk flot, og det er et sjovt greb, at én indsatsstyrke bevæger sig frem i tiden, men den anden bevæger sig bagud. Den slags kan Nolan. Problemet er så bare, at man ikke har skyggen af idé om, hvem de egentlig helt konkret kæmper imod. Man ser ikke engang rigtig fjenden. Bare vores tossede helte, der løber baglæns.
Var Nolan musiker, ville han være typen, der kun spillede stadionkoncerter. Han er filmens svar på rockbandet Muse, der ofte spiller med deres musikteoretiske muskler, men alligevel bare i sidste ende laver ballerock. Ikke at der er noget galt i det. Nolan har lavet mange fede blockbusters, og der er masser af underholdning at hente i Tenet. Men noget filosofisk geni, det er han altså ikke. /Andreas T. Kønig