Unionens skrøbelige tilstand

Valget af Ursula von der Leyen som formand for Europa-Kommissionen var ikke noget, der samlede Europa. Da hendes kandidatur skulle godkendes i Europa-Parlamentet, var der for første gang længe tvivl om, hvorvidt parlamentet overhovedet ville vende tommelfingeren opad til den kristenkonservative tysker. For efter EU-valget i 2019 var det europæiske parlament pludselig blevet mere splittet og sprængfarligt. De voldsomme, farverige og mere bombastiske politiske bølger skyllede ind i EU-parlamentet. De røde var rødere, de grønne var grønnere, de konservative mere konservative og nationalisterne mere nationalistiske.

Ursula von der Leyen personificerede på ingen måde dette skifte i europæisk politik. Som en ægte kompromiskandidat udstrålede hun ikke noget ud over det sædvanlige. Hun var ingen europæisk revolutionær. Ej heller en karismatisk, populær folkeforfører. Til gengæld var hun et sæt sikre hænder. Hun var driftsikker, omend en anelse altmodisch.

Hvis man havde regnet med, at von der Leyens regeringsperiode derfor ville blive en fodnote i de europæiske historiebøger, så tog man fejl. For kort tid efter von der Leyens overtog posten som formand i december, blev Europa ramt af coronapandemien, der har sendt kontinentet ud i en historisk økonomisk og sundhedsmæssig krise. Læg dertil en klimakrise, der bliver mere alvorlig for hver dag, der går, og 2020’s internationale fokus på de store problemer med racisme.

Anonyme von der Leyen stod pludselig i orkanens øjne, og da hun her til morgen for første gang skulle holde den årlige tale, hvor kommissionens formand redegør for Den Europæiske Unions tilstand, skulle hun derfor overbevise Europa-Parlamentet og resten af Europa om, at hendes sikre lægeuddannede hænder er netop det, der skal til for at holde Europa oven vande.

Usikre tider

Ursula von der Leyen var i dagens tale da også pinligt bevidst om, at hun og Europa kigger ind i vanskelige tider. ”Europas folk lider stadig,” lød det fra talerstolen. ”Dette er en periode fuld af dybdegående angst for millioner, som er urolige for deres familier, for deres jobs, eller for blot at kunne komme igennem ugen. Pandemien, og den usikkerhed som følger med den, er ikke ovre.” Formanden lagde derfor op til, at sundhedsberedskabet i Europa skal styrkes, og hun åbnede også for, at EU måske bør have flere muskler og kompetencer, når det kommer til sundhedspolitik.

Men det er ikke kun sundhedsmæssige problemer, som coronakrisen har ført med sig. Pandemien har ført kontinentet ind i en historisk økonomisk krise, hvilket blandt andet har ført til, at medlemslandene er blevet enige om en gigantisk genopretningsplan. Hun kaldte Unionens tiltag mod den økonomiske nedtur for ”et historisk øjeblik” men bevægede sig så ind på et område, der vil være kontroversielt herhjemme i Danmark.

For Ursula von der Leyen talte endnu engang varmt for sin kommissions planer om at indføre en europæisk mindsteløn som ”alle skal have ret til”. Det vil med garanti blive modtaget med stor skepsis i de danske fagforeninger, der frygter, at EU dermed vil overtrumfe den danske model, hvor lønnen ikke dikteres af stat eller EU men i stedet af arbejdsmarkedets parter.

Den danske statsminister Mette Frederiksen er blevet kendt som lidt af en enfant terrible i EU, fordi hun har kæmpet for et lavere EU-budget, ligesom hun ønskede lån i stedet for gaver til EU-lande, der var hårdt ramt af corona. Mon ikke hun nu også kommer til at rejse til EU for at kæmpe mod mindsteløn. Det skal kun gøre med den røde fagforeningsfane i hånden, og alligevel vil det sikkert blive opfattet som usolidarisk i Europa.

Interessant var det også, hvordan Ursula von der Leyen påpegede, hvad der længe har været klart. Europa kan ikke længere regne med altid at stå skulder ved skulder med USA, og kommissionens formand kom da også med flere stikpiller til den amerikanske præsident. Hun sagde, at Europa aldrig vil vende sig mod ”selvtilstrækkelig propaganda,” og man vil aldrig høre sloganet ”Europa first.”

Måske vi ikke bliver ”Europa først”, men det lader til at være ”Europa alene.”

Progressive grøn der Leyen

Ursula von der Leyen er både kristen og konservativ og dermed ikke noget progressivt fyrtårn. Alligevel har hun lovet at vise, at Europa er trådt ind i en ny tidsalder. Og den tidsalder er først og fremmest grøn.

”Vi skal lede” den grønne omstilling, lød det fra formanden, der i sin tale præsenterede et nyt mål for reduktionen af CO2-udledningen i Europa. Von der Leyen ønsker at have skåret 55 pct. af Unionens CO2 væk i 2030.

Det er et ambitiøst mål. Især når man tænker på, at det Europæiske mål hidtil har været 40 pct. Men for nogle er det ikke ambitiøst nok. I Europa-Parlamentets klimakomite så de fx hellere, at målet hed 60 pct, mens parlamentets grønne parti taler om 65 pct. På den anden side er klimapolitik notorisk vanskeligt i EU-regi, fordi landene er så uenige. Der er med garanti en række østeuropæiske lande, der vil stejle vildt og voldsomt over de nye klimaplaner.

Et sådant land kunne fx være Polen, og måske vil de stejle endnu mere efter at have været udsat for formandens kritik i talen. Uden at nævne navne langede von der Leyen ud efter Polens reaktionære LGBT-politik. Polens regering har indført såkaldte LGBT-fri zoner, men von der Leyen gjorde det ”krytalklart,” at den slags er der ikke plads til i EU. Generelt lagde den tyske formand op til, at det skal være sikrere at være minoritet i EU. Hun annoncerede en ny antiracistisk handlingsplan, der blandt andet skal udvide listen af hatecrimes. ”Had er had, og det bør ingen skulle finde sig i,” lød det.

Nej, det kan godt være, at Ursula von der Leyen blev valgt som en anonym kompromiskandidat, men hun forsøger alligevel af iscenesætte sig selv som en stærk progressiv kandidat, der kan give Europa videre til ungdommen. /Andreas T. Kønig