Nyhedsanalysen

Vi benægter ingenting!

(ARKIV) FILE PHOTO: An undated archive photograph shows Auschwitz II-Birkenau's main guard house which prisoners called "the gate of death" and the railway with the remains of abandoned crockery. The railway, which was built in 1944, was the last stop for the trains bringing Jews to the death camp. Storkrigen i Europa sluttede for 75 år siden, da Nazityskland overgav sig. Freden kunne sænke sig efter de mørke år. Men der var ikke glæde alle steder i 1945. Det skriver Ritzau, fredag den 1. maj 2020.. (Foto: AUSCHWITZ MUSEUM/Ritzau Scanpix)

I satireserien Nathan For You indser ”forretningseksperten” Nathan Fielder i et afsnit, at han ikke kan stole på nogle jakkesælgende firmaer. Hans foretrukne producent af outdoor-tøj, Taiga, har lavet en hyldest til journalist og Holocaust-benægter Doug Collins i en af sine brochurer. Og hvem skal egentlig kunne sige, at andre brands ikke også ligger inde med lignende sympatier?

Nathan tager derfor sagen i egen hånd: Han lancerer ”Summit Ice”, verdens første outdoor apparel-mærke, der ”åbent fortæller den sande historie om Holocaust”. Han slår sig sammen med en rabbiner og sikrer sig, at kunder hos Summit Ice også bliver fortalt vigtige og uomtvistelige fakta såsom at seks mio. jøder blev dræbt under Holocaust. Sloganet til tøjmærket bliver naturligvis ”Deny Nothing”. Benægt ingenting.

Det er lige godt utroligt, men store dele af den amerikanske befolkning har faktisk brug for at blive kunder hos Summit Ice. Som The Guardian kan viderefortælle her til morgen, viser en nylig undersøgelse, at næsten to tredjedele af amerikanere i alderen 18-39 år ikke er klar over, at seks mio. jøder døde under Holocaust. Hele 48 pt. er ude af stand til at nævne navnet på én eneste koncentrationslejr. Hver tiende respondent mener aldrig at have hørt om Holocaust før. Nathan Fielder havde ret: USA er et land i benægtelse.

Ja, på flere områder synes ”Deny Nothing” faktisk at være et mantra til tiden. Racisme findes. Sexisme findes. Klimaforandringerne findes. Der er for syv sytten ingen grund til at lægge låg på sagerne, det kommer der intet godt ud af. Præsident Donald Trump ønskede ikke at erkende, hvor galt det kunne gå med coronavirussen. Nu viser en meningsmåling fra Pew Research Center, at såvel Vladimir Putin som Xi Jinping faktisk nyder større international agtelse end Trump. USA’s image har taget et styrtdyk efter landets bovlamme corona-indsats.

I Danmark er det mere realitetssansen, den kniber med. På det seneste corona-pressemøde kom faglig direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak for skade at sige, at folk bør finde en ”socialboble” bestående af 5-10 personer, som de kan ses med i løbet af efteråret. Utvivlsomt et sundhedsfagligt forsvarligt råd, men nok ikke synderlig realistisk. Når først befolkningen bliver fortalt, at de nu skal bures inde med de samme mennesker de næste mange måneder, skal én ting da nok sprede sig: Panikken.

Omvendt kan der vel heller ikke herske tvivl om, at indsatsen mod coronaen igen skal øges. For nylig udtalte Dr. David Nabarro fra Verdensundhedsorganisationen, WHO, til Storbritanniens udenrigskomité, at situationen nu er ”grotesk”, at den er ”værre end nogen science-fiction om pandemier”, og at vi øvrigt kun er ved pandemiens begyndelse. Av altså. Indtil videre må vi se, om mundbind på restauranter og lidt færre besøgende til Superliga-kampe kan gøre tricket herhjemme – sådan som regeringen nu har lagt op til i hovedstadsområdet.

Hårdt miljø

Åh, den her ”Deny Nothing”-øvelse er altså ikke videre opløftende, begynder du måske at sige. Men på med vindjakken, vi har stadig én kæphest tilbage: Klimaet, naturligvis. Tirsdag udgav FN en ny rapport i den endeløse føljeton, der vel kan kaldes ”vi gør ikke tilnærmelsesvis nok”. For 10 år siden blev det internationale samfund enige om 20 delmål for biodiversiteten ved en konference i Japan. På papiret en skøn manøvre, hvis ellers det ikke lige var fordi, at vi ikke har nået at indfri ét eneste af målene. Ødelæggelsen af naturen fortsætter stadig på en uhørt skala.

I forbindelse med salget af Ice Summit-jakkerne arrangerede Nathan Fielder i 2017 en popup-butik i Vancouver. I brandets ånd kunne folk her købe windbreakers, alt imens de blev oplyst om Holocaust. Overskud fra salget gik ubeskåret til Vancouver Holocaust Education Centre. Mange fans af Nathan For You kom selvfølgelig for at bakke op om initiativet, men ifølge Vices reportage herfra var der også flere, som hverken vidste, hvem Nathan Fielder var, eller hvad eventet gik ud på. De havde bare ”set en kø, og tænkt, at de nok burde stille sig i den”.

Ironisk nok kan det samme vel siges om mange politikeres klimaløfter: De har selvfølgelig spottet, at vælgerkøen til klimainitiativer er stor og fristende, men når det kommer til stykket, har de ikke rigtig nogen idé om, hvad de nu laver i den. ”Deny Nothing” er selvfølgelig det første vigtige skridt. Med få undtagelser er de færreste i tvivl om, at klimaforandringerne er et problem. Men efter bekræftelsen kommer handlingen. Og set på klimamålene er der stadig kun en masse enighed og meget lidt andet. Præcis det var ellers Nathan Fielders genistreg: At udstille, at man ikke kun kan brande sig til forandring; i sidste ende skal der også varer på hylderne for at få kunder i butikken. Vi håber, at regeringen lytter efter. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12