Vatikanstaten: Opium for folket

Karl Marx og pave Frans var sandsynligvis ikke kommet særlig godt ud af det med hinanden.

Kommunismens fader var en indædt kritiker af religion, og i indledningen til Marx’ kritik af en anden tysk filosof, nemlig Georg Wilhelm Friedrich Hegel, skrev han de ord, som senere er blevet berømte og forenklet i sætningen ”religion er opium for folket.” Marx skriver:

”Kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik. Den religiøse elendighed er på én gang udtryk for den virkelige elendighed og protest mod den virkelige elendighed. Kritikken af religionen er således kimen til kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er. (…) Religion er folkets opium.”

Ifølge Marx gav religionen arbejderne en lindring mod den smerte, de følte. Ligesom opium fjerner smerter uden at kurere sygdommen, så får religionen proletarerne til at døse ugidelige hen i stedet for at gøre oprør mod deres egentlige undertrykkere: kapitalismen. Et opgør med religion er derfor nødvendigt for et opgør med kapitalismen.

Pave Frans er utvivlsomt ikke enig i Marx’ analyse. I 2016 sagde paven da også, at ”den marxistiske ideolog tog fejl.” Men når han overhovedet sagde det, så skyldtes det, at højreorienterede religiøse i USA havde beskyldt det gejstlige overhoved for at være marxist. Pave Frans og Marx har nemlig det tilfælles, at de begge er særdeles kapitalismekritiske. Forskellen er så, at hvor Marx mener, religion er problemet, så mener Frans, at religion er svaret.

Hellige ord

I denne uge har den siddende pave udgivet sit tredje encyklika, og her gentager han en række af de anti-kapitalistiske pointer, der i visse højredrejede religiøse kredse har fået ham stemplet som marxist og venstresnoet hedning. En encyklika er et paveligt dokument, der er et udtryk for hans helligheds religiøse (og politiske?) dagsorden.

I den nye encyklika, der har fået navnet Fratelli Tutti (hvilket direkte oversat betyder Brødre Alle), skriver paven, at coronakrisen har bevist, at de ”magiske teorier” om markedskapitalisme har slået fejl, og derfor har verden behov for en nye type politik, der fremmer dialog og solidaritet, ligesom denne nye politik skal gøre alt for at undgå krig. Faktisk går paven her i brechen mod den katolske kirkes egne retningslinjer. Den siger nemlig, at en krig er retfærdig, hvis den sker som selvforsvar, men ifølge paven er den forståelse blevet fortolket for bredt gennem årene og er derfor ikke længere brugbar.

Ifølge Paven har pandemien tvunget os til bekymre os om alle i stedet for som samfund kun at koncentrere os om at gøre de rige rigere. ”Verdens skrøbelighed, der er blevet blotlagt af pandemien, har demonstreret, at ikke alt kan blive løst af markedskræfter. Det er vigtigt at have en proaktiv økonomisk politik, der er rettet mod at fremme en økonomi, der […] sørger for, at job bliver skabt og ikke skåret væk.” Paven kalder det nuværende økonomiske system for ”perverst”, fordi det holder de fattige fattige og i stedet beriger de rige. Han langer også ud efter individets absolutte ejendomsret og ønsker i stedet, at vi skal bruge jordens ressourcer i fællesskab og med et ”socialt mål” for øje.

Ja, pave Frans lyder næsten som en moderne, progressiv politiker. Det hele er særdeles woke. Og så alligevel. For paven er også kommet galt afsted ved at kalde sin encyklika for Fratelli Tutti. For det har fået en række kvinder til ikke at føle sig inkluderet i pavens overvejelser. Vatikanet har dog sagt, at ”brødre” i denne sammenhæng betyder alle mennesker – også kvinder. Sådan ser det måske ikke ud i ordbogen, men det er svært at diskutere med Guds ord.

En blandet fornøjelse

Pavens ord har fået en blandet modtagelse. Gamle Karl Marx vender sig fx nok i bare vrede over pavens ord, som han uden tvivl ville finde hykleriske. For nok har den nuværende pave opkaldt sig selv efter Frans af Assisi, der grundlagde tiggermunkeordenen Franciskanerordenen, som levede i selvvalgt fattigdom, men Den Katolske Kirke er ikke ligefrem nogen helgen, når det kommer til at have udnyttet folk økonomisk. Spørger man Marx, er encyklikaen utvivlsomt blot endnu mere opium, der blænder for den egentlig klassekamp.

Også hos den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung modtager de pavens ord med blandede følelser:

”Det er godt, at pave Frans står op for respekten for menneskerettighederne – over hele verden. For i hans kirke gælder forskellige love. Menneskerettigheder findes kun inden for rammerne af en kønsorden, der angiveligt er uforanderlig af Gud. Det er også godt, at paven fremmer mere solidaritet blandt mennesker. Men endnu en gang er den pavelige vrede rettet mod alt, hvad der endda er eksternt forbundet med markedsøkonomien og globaliseringen. Så vidt vi ved, har socialismen i det 20. og 21. århundrede ikke reduceret fattigdom væsentligt”

I den irske Irish Examiner finder de dog, at pave Frans’ angreb på kapitalismen er et interessant opgør med den katolske højrefløj.

”Det ville være interessant at være en flue på væggen, når pave Frans diskuterer de har emner med de højredrejede katolske ledere i USA. Eksemplificeret ved Trumps valg af højesteretsdommer Amy Coney Barrett, passer denne form for katolicisme perfekt til Trump, der har rullet velfærdslovgivning tilbage.”

Pave Frans’ nye ord er i hvert fald ikke ukontroversielle. Så meget er sikkert. Men om det er kapitalismen, pave Frans eller noget helt tredje, der er den sande opium for folket, det må være op til den enkelte at afgøre.