Ritzau Scanpix
Den gode: Statsminister Mette Frederiksen (S) har genfundet optimismen. Ja, man skulle næsten tro, at hun var blevet glad i låget, da hun i sin anden åbningstale i Folketinget i går triumferende kunne fortælle den undrende offentlighed, at Danmark nu er ”foran tidsplanen” i den grønne omstilling. Stik modsat den tiltagende kritik fra støttepartierne hævder Mette Frederiksen – overraskende for de fleste – at hun har taget ansvar for at nedbringe udledningen af drivhusgasser i et hurtigere tempo, end selv klimaloven dikterer. Efter åbningstalen forsøgte klimaminister Dan Jørgensen (S) at forklare dette ledige standpunkt ved at fremhæve, at man allerede har truffet beslutninger om at ville reducere udledningen med godt fem mio. tons CO2, eller godt en fjerdedel af den klimareduktion, som skal være gennemført i 2030: ”Hvis man siger, at vi har ti år til at nå 20 millioner ton CO2-reduktion, så kan man sige, at det er to millioner ton CO2-reduktion om året. Der er vi jo langt foran,” sagde Dan Jørgensen. At regeringens eget ekspertorgan, Klimarådet, vurderer, at akutte og kontante klimatiltag skal noget nær fordobles, anfægter heller ikke klimaministeren: ”Vi er ikke alenlangt fra det, som Klimarådet foreslår”. Årets overrumplende gode nyhed er altså, at S-regeringen allerede har fået styr på den globale opvarmning – og nu vil investere et større milliardbeløb i avanceret klima-teknologi, som snart kan komme resten af verden til gode.
Den onde: Alarmklokkerne bør for alvor bimle og bamle, når statsministeren nu hævder, at den grønne omstilling vil følge en lineær kurve, altså hvor CO2-udslippet kan nedbringes gradvist år for år. For det første vil det ifølge fageksperterne være teknisk umuligt at opnå den fornødne reduktion i 2030, hvis ikke ganske vidtgående tiltag aktiveres allerede nu, herunder en generel CO2-afgift, som på kontant vis medvirker til at prissætte klimaforurening. For det andet strider forestillingen om, at Danmark er ”foran tidsplanen” med alt, hvad de socialdemokratiske ministre hidtil har sagt. Inden fremlæggelsen af det seneste klimaprogram sagde finansminister Nicolai Wammen (S) således: ”Min holdning er, at vi skal tænke hockeystaven ind. Der er bare værktøjer, hvor vi kan opnå CO2-udledninger på en billigere måde senere. Derfor lægger vi ikke op til at håndtere det her på en lineær måde”. Den slet skjulte bagtanke fra den socialdemokratiske kassemester er, at Danmark tålmodigt skal afvente, at Georg Gearløs og andre iltre opfindertyper udvikler både billigere og mere effektiv klima-teknologi, for så til gengæld at kunne slå til lige inden 2030. Når statsminister Mette Frederiksen nu forsøger at tale støttepartierne ned og passivisere dem med luftsteg og vindfrikadeller, handler det ene og alene om at vinde tid. I den onde analyse har Socialdemokratiet forstået og accepteret, at CO2-udledningen rent faktisk skal nedbringes med 70 pct. i 2030, men ikke før – og alle større udgifter må derfor vente til efter næste folketingsvalg. I mellemtiden skal vælgere og støttepartier holdes hen med snak. For som Wammen ærligt siger: ”Vi har ikke et synspunkt om, at det skal være meget dyrt at købe oksekød, fordi det er vigtigt for mange danskere, når de skal have mad på bordet, og at vi synes, folk skal have råd til en fornuftig familiebil”.
Den grusomme: Den eneste statistik, man skal tro på, er den, man selv har manipuleret. Og S-regeringen stoler på sin klima-statistik. Regn trygt med dét! For selv om målet om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030 umiddelbart lyder sjældent håndfast, er der reelt et stort spillerum for kreativ bogføring og sort talmagi i klimapolitikken. Eksempelvis lægger S-regeringen selv op til, at klimamålet skal nås ved, at danske bilister bare kører sydpå og tanker mere tysk benzin, og vupti, så er den danske CO2-udledningen jo mindsket. Og der er meget mere, hvor det kommer fra: Embedsmændene på Slotsholmen er toptrænede i at flytte rundt på kolonner og få politiske målsætninger til at gå op – på papiret og ofte med næsten forunderlig trolddomskraft. Når Danmark hævder at leve op til FN-målet om at give 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand, hænger regnestykket udelukkende sammen, fordi skiftende regeringer medregner alt mellem himmel og jord. Gennem tiden er udgifter til både flygtninge her i Danmark og danske soldater i Afghanistan således blevet opført som ‘udviklingsbistand’, og samme prokuratorkneb kan og vil blive brugt i klimapolitikken. Uanset hvad politikerne træffer af beslutninger fra nu og frem til 2029, ved regeringstoppen på forhånd, at regnedrengene – med statsgaranti – vil kunne levere en finurlig beregning i 2030, som viser, at klimamålet selvfølgelig er opfyldt. Socialdemokratiet er grebet af alt andet end panik. /Lars Trier Mogensen