Man kan næsten se det på håret: Boris Johnson er bedst i stormvejr.
Den britiske premierminister greb magten, da Det Forenede Kongerige var på randen af brexit-kollaps, og det lykkedes ham på forunderlig vis endelig at få hevet briterne ud af Den Europæiske Union. Men lige nu stormer det så meget i Storbritannien, at selv kaptajn Boris må frygte at skulle gå ned med skibet.
Briterne er blevet ekstremt hårdt ramt af coronaepedimien. Mange er døde, endnu flere er smittede, og den allerede vaklende britiske økonomi er ved at knække midt over. Pilen peger på Boris, for det er hans regering, der ikke har handlet i tide.
Læg dertil, at kampen mellem Storbritannien og EU er spidset til, efter Johnsons regering har fået vedtaget en lov, der annullerer dele af den brexitaftale, som EU og briterne indgik sidste år. Det er i strid med international lovgivning, og EU er nu gået i gang med at trække briterne i retten.
Det kan Johnson nok overleve på hjemmefronten. Han base hader trods alt EU. Men EU og Storbritannien er stadig i gang med at forhandle betingelser for udtrædelsen – fx en handelsaftale. Den skal være klar inden udgangen af året, og det ser svært ud nu. Samtidig har den demokratiske præsidentkandidat i USA, Joe Biden, sagt, at han ikke vil lave en handelsaftale med Storbritannien, når Johnson ikke overholder sin aftale. Potentielt kan det ende med at isolere briterne på handelsområdet, og det vil gå endnu mere ud over økonomien. Det kan Johnson ikke overleve på hjemmefronten.
Man ser det allerede i målingerne. Den nye og karismatiske Labour-leder Keir Starmer hæler ind på De Konservative. Nogle målinger viser endda, at Starmer fører. Derfor bliver der allerede nu hvisket i krogene om Johnsons afløser. Har den bombastiske premierminister alligevel spillet fallit? Og hvis han har, hvem kan så overtage hans plads?
Svaret ligger lige for. Det kan Rishi Sunak.
Bedre end Boris
Ifølge målinger er den kun 40-årige Rishi Sunak lige nu en af Storbritanniens mest populære politikere. Som finansminister i Boris Johnsons regering har han været den sikre kirurgiske hånd, der har opereret på den syge økonomi, mens Boris Johnson ved siden af har fremstået som en famlende elefant i en glasbutik. Da et meningsmålingsinstitut i september spurgte briterne, hvem de mener er bedst egnet til at være premierminister, svarede 37 pct. Rishi Sunak. Til sammenligning var der 34 pct., der svarede Boris Johnson. Sunak er også mere populær end oppositionsleder Keir Starmer.
Sunak har alle kvalifikationerne til at blive konservativ leder. Hans CV fra før han gik ind i politik er næsten stereotypt. Han har gået på den eksklusive privatskole Winchester College og har taget sin videregående uddannelse på Oxford og Stanford. Efter endt uddannelse har han arbejdet for investeringsbanken Goldman Sachs, for en hedgefond, ligesom han har været med til at stifte sit eget investeringsfirma. Man må bare sige, at hvis det en dag bliver Starmer og Sunak, der skal kæmpe om premierministerpladsen, så bliver det klassisk Labour mod Tories. Starmer har været menneskerettighedsadvokat. Sunak har været hedgefondmanager.
I politik har Sunak gjort kometkarriere. Han blev valgt til parlamentet for første gang i 2015, og for bare et år siden havde han en relativt ligegyldig plads i regeringen. I februar blev han så udpeget til finansminister efter at have været en tidlig støtte af Johnson og en trofast EU-kritiker. Han blev dermed en af de yngste finansministre nogensinde, og pludselig stod han for at føre Storbritannien igennem en krise af gigantiske proportioner.
Rishinomics
Sunak har fået mange kaldenavne de seneste måneder. Han er fx blevet kaldt ”julemanden i beskyttelsesdragt” og ”Dishy Rishi”. Det kræver vist en forklaring.
Sunaks image som en coronabeskyttet julemand er resultatet af de mange penge, han har delt ud som finansminister. Med Sunak ved roret har den britiske regering besluttet af betale 80 pct. af hjemsendte arbejderes løn. Det har været en populær beslutning, men måden, hvorpå det blev præsenteret, har også været med til at gøre Sunak populær. Hjælpepakken, der blev præsenteret 20. marts, blev gennemført med en klarhed og beslutsomhed, der var ulig Boris Johnsons opførsel i coronakrisens første tid. Sunak fremstod derfor her for alvor som den kompetente mand i Johnsons regering.
Så er der det venskabelige rim Dishy Rishi. Det kommer fra Sunaks ”Eat Out to Help Out”-lovgivning, hvor briter har kunnet få en del af regningen refunderet, hvis de gik ud og spiste. Det skulle hjælpe restauranterne og sætte gang i økonomien, og hvem bliver ikke glad, når man kan drikke god vin på statens regning? Men dette øgenavn viser også noget andet: at briterne nu er på fornavn med Rishi, ligesom de er på fornavn med Boris. Det er ikke uvæsentligt, hvis man gerne en dag vil være premierminister.
Sunak har selvfølgelig også modstandere, selvom selv de vensterorienterede har været begejstrede over hans pengegaver. Nogle mener fx, at Sunaks forsøg på at redde økonomien såvel som de skæbner, der er afhængig af den, ikke har været ambitiøse nok. Fx udløb hjælpepakken for de hjemsendte for nylig, og mange mener, at den pakke, der nu skal stå i stedet for, ikke er god nok.
Det interessante bliver, om Sunak også kan fortsætte med at være populær, når han er færdig med at dele pengegaver ud. For finansministre er ofte populære, når kassen er åben. Problemet for Sunak er, at han allerede nu er tvunget til at lukke den igen.