Morten Østergaard melder sin afgang efter gruppemøde i den Sorte Diamant København. Sofie Carsten Nielsen overtager titlen som politisk leder hos de Radikale.De Radikale holder gruppemøde efter flere dagens tumlen rundt med Lotte Rods krænkelsessag, i den Sorte Diamant i København, onsdag den 7. oktober 2020. Partileder Morten Østergaard (R) måtte tirsdag aften træde tilbage i konsekvens af hans håndtering af sexisme i eget parti. Det er det hidtil mest markante udtryk for effekten af den senbølge af Metoo, der har ramt Danmark. Det skriver Ritzau, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Sikke et radikalt plot twist.
”Det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra sit lår”, fortalte den nu tidligere leder for Radikale Venstre Morten Østergaard i går foran Den Sorte Diamant i København, hvor folketingsgruppen forgæves havde forsøgt at skjule sig for pressen for at holde gruppemøde.
Forud for mødet havde partiet kæmpet med en intern sag om krænkelser og sexisme. I kølvandet på den genopblussede #metoo-debat i Danmark var det radikale folketingsmedlem Lotte Rod d. 16. september ude og fortælle, hvordan hun har oplevet krænkelser i sin tid som politiker. ”Jeg har fjernet hænder fra mine lår, og jeg kan nævne flere eksempler på upassende berøringer,” sagde hun dengang. Det satte gang i en intern ransagning hos De Radikale, og så sent som tirsdag fortalte Østergaard, at sagen var blevet håndteret. Han fortalte, at der var blevet ”gennemført samtaler,” og at han havde givet krænkeren en ”påtale.”
Men blot en dag senere viste det sig altså, at det er ham selv, Østergaard har givet påtaler og haft samtaler med, som var han et andet kældermenneske i en Dostojevskij-roman. Dette hemmelighedskræmmeri og ansvarsfralæggelse førte til Østergaards fald. Som De Radikale selv siger: Det var ikke selve sagen, der fældede Østergaard. Det var håndteringen. Nu tager Sofie Carsten Nielsen over som politisk leder.
Selvom Østergaard er gået i skam, ser det allerede nu ud til, at han måske kan redde sit eftermæle som radikal leder. Flere steder på de sociale medier hyldes Østergaard nemlig for at have taget konsekvensen af sine handlinger. Underligt nok. For som vi ser det, har Østergaard ikke taget konsekvensen af noget som helst – det er netop problemet.
Læser man beretninger fra det voldsomme gruppemøde, finder man ud af, at Østergaard først meget sent indrømmede overfor sin egen gruppe, at han var krænkeren – og det skete kun, fordi han blev tvunget til det. Efter sigende skulle en grædende Lotte Rod sige ”I lyver!”, inden Østergaard krøb til korset. Den nye leder Sofie Carsten Nielsen vidste også, at Østergaard var krænkeren, men heller ikke hun sagde noget.
Hvis Østergaard var gået til bekendelse, efter Rod havde fortalt om sine oplevelser i september, så havde han næsten med garanti overlevet. Han kunne have fortalt, hvordan han var en del af problemet, og hvordan han har arbejdet hårdt for at ændre sig selv og nu arbejder for at ændre resten af samfundet. Det ville alle have kunnet forstå, og så havde en klam hånd fra fortiden kunnet blive tilgivet. Men det gjorde han ikke. Han skjulte det for sine kollegaer og offentligheden så længe som muligt. Først da der ingen andre muligheder var, indrømmede han. Han skubbede ansvaret fra sig og lagde det i stedet over på Rod.
For mens Østergaard hyldes for at ”tage konsekvensen”, bliver den krænkende Lotte Rod til gengæld svinet til på de sociale medier. Hun får skyld for at have væltet Østergaard for en bagatel. Men det var ikke Lotte Rod, der væltede Østergaard. Det var ham selv. Rod satte kun fokus på en giftig kultur i dansk politik, og dermed var der heller ikke tale om en bagatel. Hendes vidnesbyrd handlede nemlig ikke kun om den ene hånd, men de mange klamme hænder, som alle kvinder har skullet forsøge at undgå i årevis – professionelt og privat.
Når Rod bliver svinet til i den grad på de sociale medier, så må man desværre erkende, at #metoo-debatten ikke har haft den indflydelse i Danmark, som mange af os havde håbet på. Vi har ikke lært en skid.
Centrum i forfald
Østergaards exit har også blotlagt noget andet. Centrum er død i dansk politik.
På det radikale gruppemøde endte det i kampvalg om hvem, der skulle overtage posten som formand. Sofie Carsten Nielsen lovede at videreføre Østergaards politiske linje, mens Martin Lidegaard udfordrede hende med løftet om at trække Radikale tilbage til en kompromissøgende midterposition. Lidegaard tabte med stemmerne 12-4.
Radikale befinder sig derfor nu i en situation, hvor de har en ny leder, der ligeså meget forsøgte at dække over Østergaard-sagen som Østergaard selv gjorde det. Desuden bedyrer Carsten Nielsen altså, at hun vil fortsætte Østergaards aktivistiske og kompromisløse politik, hvor økonomisk politik er blevet skubbet i baggrunden for emner som klima og udlændinge, der placerer Radikale langt ude på venstreløjen omkring Enhedslisten. Lige så stille synes Radikale at forsvinde som et centristisk alternativ.
Problemet for centrumvælgerne er, at de ikke har andre steder at gå hen. Socialdemokraterne vil tilbage til Anker-dagene. De er blevet langt rødere på den økonomiske politik, og de er drejet til højre på værdispørgsmål. Hos Venstre er den nationalkonservative fløj stadig så stærk, at en centrumvælger heller ikke her vil kunne føle sig hjemme.
Men der må da været ét centrumparti i disse år, hvor Gud og hver mand har lavet deres eget lille parti. Men det er der ikke. Ikke mere. For i dag kunne Simon Emil Ammitzbøll-Bille fortælle, at han har lagt partiet Fremad i graven, da han ikke kunne få det til at fungere med familielivet. Man skulle ellers tro, at Fremad en dag som i dag kunne have samlet en del frafaldne radikale op.
Man tør næsten ikke sige det, men der er i den grad plads til et nyt parti i midten af dansk politik. Gad vide, om Lars Løkke Rasmussen i disse dage ikke ærgrer sig over, at Løkke-partiet ikke blev til noget alligevel. Måske kan han nå det endnu? Arrrh, mon dog. Dét ville være et radikalt plot twist! /Andreas T. Kønig