Trafik ved krydstogtskibe i Nordhavnen
Den danske sexismedebat fortsætter heldigvis for fuld udblæsning. På forsiden af dagens Politiken kan man således læse, hvordan 689 forskere nu har valgt at stå frem og fortælle, hvordan de enten har set eller oplevet sexistisk adfærd i universitetsverdenen. Det er på mange måder stærkt.
Ligesom det blandt andet har været tilfældet i medie- og lægebranchen vælter det nu frem med skræmmende vidnesbyrd, der illustrerer, hvor vidtrækkende – og ja, strukturelt – et problem sexisme og anden grænseoverskridende adfærd er. Der skal lyde et stort cadeau til de mange forskere, der har valgt at råbe op. Og hvor er det da egentlig vildt at tænke på, at det kun er lidt over en måned siden, at tv-vært Sofie Linde første gang stillede sig op på scenen ved Zulu Comedy Galla og kickstartede debatten om sexisme og overgreb mod kvinder i Danmark. Meget vand er løbet under broen på meget kort tid. Hvis det ikke er et bevis på, hvor omfattende problemerne længe har været, så ved vi snart ikke, hvad der er.
Det er imidlertid ikke alle, der føler sig lige overbevist af den nye underskriftsindsamling. Charlotte Wien fra SDU, der har arbejdet med ligestilling i universitetsverdenen, fortalte i morges i Radioavisen, at hun altså ikke mener, at forskningsbranchen er så hårdt ramt. Mange kvinder har måske været udsat for noget, der kan tolkes som sexistisk, men ifølge Wien kan hændelserne lige så vel skyldes klodsede forsøg på flirt. Professoren påpeger, at det snarere er et problem, hvis kvinden efterfølgende bliver udsat for repressalier for den afvisning, hun vælger at give til den grænseoverskridende mand.
Helt mærkeligt bliver det, da Wien efterfølgende fortæller, at det nye opråb jo faktisk kan komme til at skade kvindernes fremtid i forskningsverdenen. Da det typisk er mænd, der sidder i bedømmelsesudvalgene, kan de jo vælge at frasortere de kvinder, der ønsker at råbe op om #MeToo og sexisme i branchen. Hos dr.dk kan man endda læse, hvordan Wien uddyber sin tankerække: ”Jeg frygter, at det kommer til at betyde, at det bliver endnu sværere at kæmpe ligestillingskampen, siger hun og uddyber, at mændene bliver ‘kvindeforskrækkede’ og derfor vil fravælge kvinder til stillinger”.
Det er alligevel noget af en catch-22. Lige efter Wiens udtalelser fortæller Radioavisens nyhedsoplæser, at ”hvis det er tilfældet mener en af initiativtagerne, Sara Louise Muhr, at det gør det endnu mere tydeligt, hvor stort og indgribende problemet er”. Vi kunne ikke være mere enige.
Tidstotalitarisme
Tillad os et lille sceneskift. Torsdag kunne vi til vores forargelse læse, at an af vores helt store kæpheste – luksuskrydstogtsindustrien – igen har fundet en måde at fremstå endnu mere usympatisk på. Singapore har således givet grønt lys til, at krydstogtsskibe nu kan tilbyde rejser til … ingen vegne. Ja, hvis man virkelig hungrer efter oplevelsen, kan man nu sejle formålsløst rundt på en forvokset, forurenende færge til overpris. Har krydstogtsselskaberne ikke snart lært lektien her under coronapandemien?
Vi begynder at føle, at vi gentager os selv. Ja, at verden gentager sig selv. Først var det flyture uden destination, nu krydstogter. Og ret beset er det den samme følelse, vi sidder med, når vi hører Charlotte Wiens udtalelser. Hver gang et nyt hold modige kvinder står frem for at fortælle om deres oplevelser, er det, som om de straks skal have skudt i skoene, at de altså ikke håndterer situationen helt rigtigt. At timingen måske er forkert, at eksemplerne er for misvisende, eller at initiativet gør mere skade end gavn. Alting kører i ring, og nu vil vi snart gerne af karrusellen.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver i Alienation and Acceleration fra 2010, hvordan acceleration er blevet et afgørende karaktertræk for vores samfund. Alting går hurtigere, og med det kommer en omsiggribende fornemmelse af, at vi hele tiden løber tør for tid. Ja, vores tidsforståelse kan endda siges at være brudt sammen: Alt opleves som en hektisk, uforståelig nutid. Eller sagt med andre ord: Alting kører uforståeligt i ring, vi har mistet vores fornemmelse af fremskridt og overordnede narrativer for forandringer. Rosa går endda så langt som til at kalde fænomenet en form for ”acceleratory totalitarianism”.
Situationen er på ingen måder holdbar. Interessant nok mener Rosa imidlertid ikke, at svaret ville være at bremse accelerationen. Nej, at dæmpe tempoet ville snarere være en bjørnetjeneste, da det blot ville hjælpe den uholdbare situation til at opretholde sig selv. Svaret må snarere være at fremtvinge så meget acceleration, at tidsregimet til sidst vil undergrave sig selv.
Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at vi indledte denne tekst med at skrive, at sexismedebatten ”heldigvis” fortsætter ”for fuld udblæsning”. Og vi mener det faktisk. Når en underskriftssamling som den fra forskerne kommer for dagen, er det utvivlsomt vigtigt at stoppe op og reflektere over alt det, som underskriverne italesætter som problematisk. Men lige så vigtigt er det at gøre det på en måde, så samtalen ikke bremses eller går i stå. Problemerne med sexisme bliver aldrig løst, hvis vi evindeligt drejer kvindernes ord, eller fortæller dem, at de skulle have fortalt om sagerne på en anden måde. Nej, vi kan kun komme videre, hvis vi rent faktisk lytter til det, som bliver sagt, og samtidig hæfter os ved, at vidnesbyrdene bliver ved med at vælde frem i et rasende tempo. Det er på høje tid, at vi kommer sexismen til livs – og det kan kun gå for langsomt. /David Dragsted