Hvem er Louise Glück?

Det kom ærligt talt bag på os, da den amerikanske digter Louise Glück torsdag blev tildelt Nobelprisen i litteratur. Mest fordi vi aldrig har hørt om Louise Glück før. Skammen var til at føle på. Vi ynder at tænke på os selv som et forholdsvis kulturelt medie, men her stod vi pludselig uden for det gode litterære selskab.

Heldigvis var vi vist ikke ene om forvirringen. Et hurtigt vue ud over det danske medielandskab afslørede, at de færreste vel egentlig havde hørt om digteren. En bemærkelsesværdigt kortfattet Ritzau-notits gik på omgang, hvori det blev bemærket, at Glück ”er ret ukendt på det danske bogmarked”. Information skrev (betalingsmur) i en leder, at valget af Louise Glück nok er ”en overraskelse for de fleste, men når man lige har sundet sig og er blevet opdateret på forfatteren, viser det sig som et fantastisk valg”.

Vi måtte med andre ord se at blive hurtigt opdateret på Louise Glück. Til det formål ringede redaktionschef David Dragsted til Helene Johanne Christensen, der er dansk forfatter, kunstformidler og underviser i kreativ skrivning. Interviewet med hende følger her i let forkortet form:

Dragsted: Hvad er dit forhold til Louise Glück?

Christensen: Jeg vil tage udgangspunkt i Averno, hendes digtsamling fra 2006, da det er det værk, der åbnede hendes digte for mig. Og som jeg selv føler mig meget beslægtet med som digter, især i min kommende digtsamling.

Det Louise Glück gør i Averno er, at hun væver fænomener fra mange forskellige sfærer sammen. Der er mytestof og hverdag, familierelationer, erindringer om barndom og eksistentielle overvejelser. Og også helt konkrete sansninger af verden eller naturen.

Den digteriske stemme er enormt sikker. Den er stærk, men samtidig konkluderer den ikke noget. Det er, som om det hele handler om udforskningen – snarere end at svare på de store spørgsmål, der stilles. Hun spørger: Hvem kan sige, hvad verden er? Hvem er jeg nu, hvem var jeg før? Og så forsøger hun at svare. Men svaret lader til at være, at alt er i forandring. At vi er her i så kort tid, at vi ikke kan svare på det. Det væsentlige er at stille spørgsmålene og at være i den udforskning. Det synes jeg gør hendes værker – i hvert fald Averno – meget åbne for læseren. Når der ikke konkluderes noget entydigt, bliver der også plads til læseren.

Glück arbejder med det storslåede, næsten højtidelige, men hun kombinerer det med det almindelige og hverdagslige. Vi har et jeg, der kan stå i køkkenet eller stuen, og så et geologisk perspektiv nede i jorden. Der er meget med landbrug og det at dyrke jorden, ligesom hun går helt op til stjernerne og universet og dette mere åndelige og mytiske perspektiv. Det er altså et enormt stort rum, hun laver.

Det, som måske er allermest spændende – og aktuelt –  i Averno, er måden, hvorpå jorden fylder enormt meget. Som klode og vores hjem, men også som konkret fysisk jord, som man dyrker og har en relation til. Jorden er på én gang fjendtlig, samtidig med at det er en håbets beholder. Det er, som om hun hele tiden leder efter mening uden for sig selv, fordi jeget konstant er ved at drive ind i en meningsløshed og håbløshed. Og den mening findes måske i den ikke-menneskelige natur. Jorden har en mening i sig selv, selvom den er noget andet end menneskets mening.

Hun skriver for eksempel (citeret og løst oversat fra den norske oversættelse lavet af Per Petterson, Forlaget Oktobers gendigtningsserie ved Rune Christiansen): ”Kom til mig sagde verden/ ikke at den talte i fuldstændige sætninger/ men at jeg fandt det smukke i den på denne måde”. Eller: ”Det andre så i kunsten så jeg i naturen/ Det andre så i kærligheden så jeg i naturen/ Så enkelt/ Men der var ingen stemme der”.

Der er altså et forsøg på at nærme sig den ikke-menneskelige natur. Men naturen taler ikke det samme sprog, den er også noget andet end mennesket. Og måske er det netop derfor, naturen også opleves som fjendtlig. Fordi den også er noget andet og uforståelig.

Dragsted: Det lyder jo mega godt ud fra de beskrivelser.

Christensen: Det er mega godt. Der er eksempelvis også det her mere mytiske spor, der er vildt interessant. Som når Glück bruger myten om Persefone til at kritisere – igen, ikke entydigt – kvindens situation i forskellige relationer. Eksempelvis står der, at ”opgaven var at forelske sig”. Her læser jeg en kritik  – eller en udforskning – af spørgsmålet: Er det virkelig det, der er målet med mit liv? Hun bruger også den voldtægt, der er i Persefone-myten, på en ret vild måde. Hun skriver, at jomfruens oplevelse betvivles. Og skriver, at mange unge kvinder oplever det samme i dag. Jeget spørger: Hvad er Persefones stemme, hvad er den unge kvindes stemme? Det synes jeg er meget relevant og aktuelt.

Dragsted: Så det hele gøres altså på den her særlige, spørgende facon?

Christensen: Ja, lige præcis. Der er en konstant søgen efter sandhed. Ikke én bestemt sandhed, bare sandhed. Eller måske snarere oprigtighed. Der søges, men det sker alligevel med en sikker stemme. Det er meget kontrastfyldt, sikkerheden over for undersøgelsen. Og det er det, der er så spændende.

Helene Johanne Christensen debuterede med digtsamlingen BLÅ på Forlaget Gladiator i 2018. Hendes nye digtsamling, SAMMENFALD, udkommer på Gladiator i januar 2021.

Louise Glück er oversat til svensk og norsk, men ingen af hendes værker findes endnu i dansk oversættelse. 

/David Dragsted