Isabella Arendt, Kristendemokraterne, Søren Pape Poulsen, De Konservative og Mette Frederiksen, Socialdemokratiet under partilederdebatten på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. Aftenen afsluttes med en partilederdebat.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
”People are strange.”
The Doors, 1967
Jo, folk er sgu mærkelige. Ingen går fri. Selv den kedeligste person er underlig, når man kratter lidt i overfladen. Og hvis folk vitterlig bare er kedelige, og der tilsyneladende ingenting er at komme efter, er det da også bizart – ja, nærmest afvigende.
I weekenden holdt Kristendemokraterne landsmøde i Middelfart, stort set uden at nogen opdagede det. Der var så stille om partiets første landsmøde, efter at det atter er blevet opstillingsberettiget til Folketinget, at det næsten var sært. Landsformand Isabella Arendt holdt en kedelig tale, hvor det mest kontroversielle punkt vel var, at det kristelige parti ”vil åbne for forskning i kernekraft”, fordi klimakrisen er for alvorlig til ”at lade sig styre af frygt og fordomme”.
Men så kom Dagbladet Ringkøbing-Skjern pludselig på gaden med en kioskbasker af en slags: To af partiets tidligere folketingskandidater, (de os ukendte) Gert Broxgaard og Anne Grønlund, ville have erklæret landsmødet ugyldigt, fordi de ikke mente, det levede op til partiets vedtægter og værdigrundlag. Ifølge artiklen handler det om, at ”de hverken har modtaget informationer om landsmødet, om hvordan man deltager som delegeret, eller om, hvordan man stiller op til hovedbestyrelsen”.
Da avisen spørger Grønlund, hvorfor hun og hendes kumpaner ikke bare stiller op til partiets hovedbestyrelse, svarer hun: ”Fordi vi ikke ved, hvordan man kan. Vi har ikke fået nogen informationer om det. Havde jeg det, kunne det godt være.”
Super weird, ikke sandt? Det lyder mærkeligt uselvstændigt. Kunne hun ikke bare selv havde fundet de oplysninger? Men bag ordene ligger en kritik af landsformanden: ”Der er ingen åbenhed. Der er totalt lukkethed og manglende lydhørhed for dialog. Hun er enerådig. Det her parti bliver ledet mere som et firma end et parti”, udtaler Anne Grønlund, der var kommunikationsvarlig for partiet i 2018-19.
På sin Facebook-side skriver hun videre, at ”den eneste audiens, jeg har haft med Isabella Arendt, var 10 minutter ved KD’s Landsmøde i 2019, hvor hun koldt konstaterede, at ’hvis ikke jeg stak piben ind, var der flere i ledelsen, der ønskede min eksklusion’!”
I artiklen svarer Isabella Arendt en smule nedladende på kritikken, at hvis ”nogen oplever mig som egenrådig”, så er det ”selvfølgelig en følelsessag”, og at hendes kontaktoplysninger i øvrigt er frit tilgængelige. Det værste er, at nu har Ekstra Bladet, TV 2 Nyhederne og Jyllands-Posten samlet historien op. Den er for god til at lade ligge. ‘Fanden er løs i Kristendemokraterne‘, skriver de – og ‘‘Vikaren fra Himlen’ er under beskydning fra egne rækker‘.
Lær af Kim Jong-un
Her på Føljetons redaktion er der visse elementer, som aldrig har været bange for at fjerndiagnosticere og levere banale psykologiske forklaringer. Og inden de her pudseløjerlige interne stridigheder vokser til bibelske proportioner for Isabella Arendt, vil vi da gerne forsøge at hjælpe. Lad os først antage, at Broxgaard og Grønlund er nogle tosser. Jo, det gør vi. Ja, ja, temmelig forudsigeligt rejser der sig her et kor af kritikere: Det kan man ikke sige! Det er for groft! Men husk nu, hvad der var præmissen for teksten her. Vi er alle tosser. Ville det ikke være virkelig besynderligt, hvis netop de kristne skulle gå fri?
For at angive en gangbar vej skal vi først forstå Isabella Arendts psykologi. I et interview i ugebladet Hendes Verden i maj sagde hun, at hun dagen forinden havde forsøgt at bage nogle macaroons, men det gik helt galt. ”Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke, og alligevel lignede mine macaroons lilla hundelorte. Så jeg smed det hele ud i raseri.” Da Arendts mand, Caspar, som hun omtaler som ”meget rolig og stabil” grænsende til kedelig, kommer ud i køkkenet, bider hun med egne ord af ham.
I et andet interview i Alt for Damerne her i oktober fortalte Isabella Arendt (forbilledligt åbent), at hun som teenager var ensom og selvskadende. Men hun sagde også, at hun som barn og ung havde haft svært ved at forstå de sociale koder og ikke vidste, hvad hun skulle sige hvornår. ”Jeg havde hele tiden en oplevelse af, at jeg snakkede for meget og skulle huske at spørge til de andre også.”
Bingo! Én gang Isabella Arendt, altid Isabella Arendt. Det kan godt være, at hun netop på landsmødet er blevet genvalgt til posten som landsformand, men nu skal hun på charmeoffensiv, hun skal ud og lytte, og hun skal ikke snakke for meget.
Det lyder mærkeligt, men som en leder, der i forvejen slås med et image som enerådig og som sådan en, man skal ”i audiens” hos, kan Isabella Arendt måske hente inspiration hos Nordkoreas leder Kim Jong-un. Ved en stor militærparade i weekenden stillede han sig op og holdt en tale, hvor han med tårerne løbende ned ad kinderne meget utraditionelt berørte sin egen utilstrækkelighed. ”Vores folk har vist mig deres tillid – så høj som himlen og så dybt som havet, men jeg har ikke indfriet den på tilfredsstillende vis,” sagde han ifølge Korean Times og tilføjede: ”Og det er jeg virkelig ked af.”
Kim Jong-un har sit folk, Isabella Arendt har sine partimedlemmer. Én ting skal hun dog ikke kopiere fra den store leders tale. Han sagde, at han var klar til at mobilisere sit atomarsenal ”fuldt ud”, hvis nogen truer Nordkorea. Vrede og gengældelse – det er mærkelig, ukristelig snak. Så hellere tårer og den anden kind til. /Oliver Stilling