Endnu en dag, endnu en deprimerende nyhed om den planet, vi allesammen lever på.
Ifølge en ny undersøgelse fra forsikringsselskabet Swiss Re risikerer en femtedel af verdens landes økosystemer at kollapse, fordi vi mennesker har udnyttet og udryddet verdens vilde dyr og deres habitater. Vi har ødelagt dyrenes adgang til mad, rent vand og luft samt beskyttelse mod oversvømmelser. Vi har ødelagt naturen.
Hvis man er økotypen, vil man finde, at dette er en gigantisk tragedie i sig selv. Men selv de mere kølige konsulenttyper, der mest tænker på budgetter og regneark, har grund til at være bekymrede. Det her er nemlig en nyhed, der propper øko ind i økonom. Ifølge rapporten er mere end halvdelen af den globale BNP afhængig af et velfungerende økosystem, og dermed vil et biokollaps ramme hele verden hårdt på pengepungen. En pludselig mangel på vand kan fx skade fremstillingssektoren, diverse ejendomme og forsyningskæder.
Det bør efterhånden blive mere og mere tydeligt, at når vi skader naturen, så skader vi også os selv. Alligevel gør vi ikke rigtig noget ved det. Hvad er der brug for, før vi begynder at tage det her alvorligt? Skal der virkelig guddommelig indblanding til, inden vi fatter det? Eller kan vi klare os med det næsthelligste, nemlig et par alvors ord fra Paven.
Hans højhattede hellighed Pave Frans forsøger da i hvert fald. Han har for nylig været ude og kritisere den kapitalistiske økonomi, som han kalder for ”pervers,” og nu går han også i brechen for en mere grøn fremtid. I weekenden opfordrede paven til, at man trækker alle investeringer fra firmaer, der ikke er grønne. ”Videnskaben fortæller os, hver dag mere præcist, at vi bliver nødt til at handle hurtigt … hvis vi skal have bare det mindste håb om at undgå radikale og katastrofale klimaændringer,” lyder det fra Pave Frans.
Det er flotte ord fra Frans, men måske denne Guds udsending på jorden skulle begynde at kigge en smule indad. For måske ville vi slet ikke have problemer med biodiversitet og klimaforandringer, hvis det ikke havde været for Frans og hans Gud. Kristendommen har nemlig været en drivende kraft for vores udnyttelse af jorden og dens ressourcer. Det mente i hvert fald den anerkendte amerikanske historiker og professor Lynn White (1907-1987).
I 1967 udgav White den indflydelsesrige artikel ”The Historical Roots of Our Ecological Crisis,” og her argumenterede han for, at menneskets uforsigtige udnyttelse af den naturlige verden er rodfæstet i traditionelle kristne værdier. Ifølge kristendommen skabte Gud mennesket i sit eget billede, og mennesket fik jorden til at herske over. I kristendommen har naturen derimod ikke nogen vigtig værdi i sig selv. Dens eneste værdi er den, som den giver til mennesket, og dermed er vi frie til at udnytte naturen som vi har lyst – uden konsekvenser.
Læg dertil, at kristendommen blev begyndelsen på en lang tradition i Vesten, hvor mennesket anses som noget forskelligt fra naturen. Kristendommen erstattede naturreligionerne og placerede den ene sande Gud udenfor naturen. Denne adskillelse mellem menneske og natur er blevet videreudviklet op gennem filosofihistorien – især med den franske filosof René Descartes, der i 1600-tallet tvivlede sig frem til en dualistisk opfattelse af verden, hvor sjæl og legeme, bevidsthed og materie, er splittet. For Descartes stod det rationelle menneske over naturen, og dyr blev blot set som maskiner uden bevidsthed, som mennesker kunne herske over efter forgodtbefindende. Dualismen er blevet filosofisk udfordret, men opfattelse af mennesket som noget højerestående i forhold til naturen synes at være blevet hængende.
Spørgsmålet er, om vi ikke havde gjort noget ved klima- og biodiversitetskrisen langt tidligere, hvis vi som mennesker havde opfattet os selv som en del af naturen. Da havde det nemlig ikke været naturen, der var i forfald, det havde været os selv. Når klima i dag pludselig er blevet et vigtigt politisk emne, synes det netop i høj grad at skyldes, at det rammer vores BNP og levestandarder. Det er i god tråd med den kristne opfattelse, hvor naturen har den værdi, som den giver os.
Men denne økonomiske opfattelse har ført til handling for sent, og ulykkeligvis vil vi måske først forstå, at vi selv er natur, når katastrofen rammer. For Gud er ikke død, som Nietzsche ellers har fortalt os. Gud er i live, og han er ved at slå naturen ihjel. /Andreas T. Kønig