Kød, jodlere og en klam kultur

Du kender os: I dag kan vi ikke komme uden om at skrive om Frank Jensen, Københavns socialdemokratiske overborgmester (nu er du advaret). Men vi skal lige omkring et par andre sager for at kridte banen op – eller komme ‘i den rette stemning’, om du vil, nudge nudge. Hvis det er nogen trøst for dem, der hellere bare vil lige til sagen, så bliver vi inden for Europas grænser.

På tirsdag skal EU-Parlamentet stemme om et forslag, som parlamentets landbrugskomité har fremsat – formentlig efter at have fået vredet armen om af lobbyister fra landbruget og kødindustrien. I de her år eksploderer salget af vegetariske fødevareprodukter, som ikke bare smager som velkendt dyrekød, men også hedder noget, der smager lidt af fugl (undskyld udtrykket). Vi taler om sådan noget som ”vegetarpølser” og ”vegetarburgere” og produkter med ”yoghurt-smag”.

Det kan kødbranchen og landbruget ikke snuppe. Svin er svin, fjerkræ er fjerkræ, og mejeriprodukter er mejeriprodukter, siger de. Det er ædle fødevarer, som luskede producenter af vegetarmad ikke skal tro, de kan lukrere på, så det skal der sættes en stopper for med EU-lovgivning. Som en fyr fra Europas stærkeste landbrugslobbyorganisation COPA-COGECA siger til The Guardian: ”Det er åbenlyst en sag om kulturel hijacking.”

Kulturel appropriation fordi man skriver på pakken, at indholdet smager af kød? Det er måske lige at stramme den. ”Det er tydeligvis nonsens. Ligesom vi alle sammen godt ved, at der ikke er smør i jordnøddesmør, ved forbrugerne præcis, hvad de køber,” siger Jasmijn de Boo fra organisationen ProVeg International til avisen og peger på, at forslaget er i modstrid med EU’s grønne pagt om klimaneutralitet og en bæredygtig europæisk økonomi. Tænker de konventionelle landmænd mon, at vi bare skal feste ind i undergangen?

Bare rolig, vi nærmer os Frank og Socialdemokratiet. Men først skal vi en tur til Schweiz, hvor den lille kanton Schwyz (med hovedbyen Schwyz) i løbet af få uger er blevet til Europas værste hotspot for Covid-19, og historien er vanvittig. I Schwyz kan de lide at jodle; den herlige ordløse sangteknik har velsagtens eksisteret på egnen i flere hundrede år. Der kan man tale om at være traditionsbunden, og det er der meget godt at sige om.

Men måske skulle arrangørerne af en to dage lang indendørs jodle-event med 600 gæster alligevel have set skriften på væggen og aflyst hele molevitten. Folk var blev opfordret til social distancering, men ikke til at bære mundbind, da det jo er uforeneligt med at jodle (prøv selv). Det viser sig, at flere af de optrædende jodlere var syge med coronavirus, og fredag meldtes der om 633 tilfælde af smitte i hele kantonen (med i alt 160.000 indbyggere). Og i byen, hvor jodle-eventen fandt sted, er antallet af smittede fordoblet hver dag i denne uge, så direktøren for det lokale hospital, Franziska Föllmi, er rasende: ”Das Problem ist, dass man nichts oder zu wenig gegen die Ausbreitung des Virus unternommen hat,” siger hun. Man har gjort for lidt for at forhindre smittespredningen.

Sagen Frank

Og så til sagen om Frank Jensen, som nok i virkeligheden også er en sag om Socialdemokratiet. Fredag aften var Københavns overborgmester ude på Facebook og forklare, at Jyllands-Posten havde offentliggjort en artikel ”om grænseoverskridende adfærd fra min side”. Han var ”forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket” af hans opførsel, og det ville han ”sige undskyld for”.

Det er velkendt, at Frank Jensen er det, som man, hvis man bliver udsat for den form for uønsket interesse/opførsel, vil kalde ”klam”. I 2004, da han var politisk ordfører, kom det frem, at han under en julefrokost havde været lovlig nærgående over for en studentermedhjælper. Til Se og Hør sagde han dengang, at han ikke huskede præcis, hvad der skete, men at han nok var kommet med nogle komplimenter og i den forbindelse ”åbenbart [har] fået sagt noget, hun blev fornærmet over”. Efter en julefrokost på Københavns Rådhus i 2011 måtte kommunens øverste direktør hive Frank Jensen til samtale, fordi fire kvindelige medarbejdere havde klaget over hans opførsel.

Det nye i Jyllands-Postens artikel (betalingsmur) er, at flere kvinder modigt står frem med navns nævnelse. Det er noget med at blive taget på låret eller pludselig mærke en hånd på sit ben under bordet – ikke så lækkert. Hvad skal man gøre, når pilfingrene tilhører en magtfuld chef? En af de mere horrible detaljer ved Jyllands-Postens historie kommer fra Maria Gudme, der som 23-årig organisationssekretær i Socialdemokratiet København i 2012 oplevede at blive gramset på af Frank Jensen. Hun fortæller, at hun i en mail afsendt d. 20. september i år gjorde Socialdemokratiets partisekretær Jan Juul Christensen opmærksom på episoden. Han svarede straks og undskyldte.

To dage senere, d. 22. september, modtager hun så et uventet telefonopkald, og stemmen i røret er Frank Jensens. Og nu bliver det lidt Frank Underwood-agtigt: Maria Gudme oplever det som et underligt opkaldt. Overborgmesteren siger ifølge hende, at han ikke kan huske episoden, og han undskylder heller ikke for den. Hvordan man end vender og drejer sådan et telefonopkald, så er det intimiderende. Det er ikke i orden.

På Facebook fredag aften skrev Frank Jensen også, at ”der har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer”, som han ”i høj grad selv [har] været en del af”. Der er et klart element af ansvarsfralæggelse over den formulering, samtidig med at der helt sikkert er noget om snakken.

Mens der har været ballade i Radikale Venstre i de seneste dage, har bl.a. Socialdemokratiet været musestille. Stilhed før stormen? Frank Jensen har nok tænkt, at det var ret proaktivt at gå ud på Facebook og at – gys – ringe privat til Maria Gudme. Men det er det ikke. Det ville klæde ansvarlige politikere at gå til bekendelse af sig selv, inden de bliver presset til det af medierne. Lad os få tingene frem uden at det bliver en klapjagt. Det sidste er ingen tjent med.

Lige nu ligner de politiske partier den traditionelle kødbranche eller de der jodle-tosser i Schwyz. Der er en syg kultur i partierne, og der er blevet gjort for lidt for at stoppe den. /Oliver Stilling