Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
Kinas ‘hemmelige lejre’. I de seneste uger har der – takket være Mads Brüggers fremragende dokumentar Muldvarpen – været ekstra fokus på Nordkoreas skurkagtige og metodiske undertrykkelse af landets egne borgere. Det kommer ikke bag på nogen. Man skal vist være medlem af Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea for at mene noget andet. Lidt anderledes forholder det sig med Kina. Har det store kommunistiske land fx ikke været på vej mod en mere spiselig styreform siden Deng Xiaoping kom til magten efter Mao Zedongs død i 1976 og åbnede landet mod Vesten og indførte økonomiske reformer, der siden har løftet mere end 500 mio. kinesere ud af fattigdom? Ikke rigtig. Ikke mindst på grund af Kinas position som førende på teknologiområdet er landet blevet et digitalt overvågningssamfund uden sidestykke. Men ikke nok med det. Knægtelsen af borgerrettigheder og undertrykkelsen af landets egen befolkning er kun taget til, siden Xi Jinping overtog præsidentposten efter Hu Jintao i 2013. Det er de mange nybyggede interneringslejre i Xinjiang-regionen i det nordvestlige Kina, hvor det overvejende sunni-muslimske uighur-mindretal lever, et uhyggeligt symbol på. Lejrene er vidt og bredt omtalt af vestlige medier de seneste år, men alligevel omgærdet af hemmelighedskræmmeri. De største af dem huser op imod 10.000 mennesker. I august identificerede det amerikanske medie Buzzfeed via offentligt tilgængelige satellitbilleder mere end 260 nye interneringskomplekser bygget siden 2017. Hundredtusinder af uighurer, kasakhere og andre muslimske minoriteter er tilbageholdt eller fængslet – ”den største tilbageholdelse af etniske og religiøse minoriteter siden Anden Verdenskrig”, som Buzzfeed kaldte det.
Familiemedlemmer forsvinder. Men det er svært at forholde sig til store tal og satellitbilleder. I seneste nummer af det britiske magasin 1843, som udgives af det politisk/økonomisk ugemagasin The Economist, kan man imidlertid få en fornemmelse af, hvordan det egentlig står til (betalingsmur). Journalisten John Phipps har gennem flere måneder talt med uighurer, der lever i eksil, men alligevel er dødsens angst for repressalier fra det kinesiske regime. De hændelsesforløb, som folk opridser for ham, er nogenlunde identiske: I foråret 2017 begynder familiemedlemmer hjemme i Xinjiang at forsvinde. Først er der forlydender om, at det hovedsageligt drejer sig om folk i politik, religiøse ledere, intellektuelle og akademikere. Ikke at det ikke er slemt nok, men almindelige mennesker, der blot passer deres eget, har haft en følelse af at kunne gå fri. En kvinde i London, som journalisten kalder ‘Miryam’, fortæller, at hendes forældre i Xinjiang netop er almindelige og ikke gør noget væsen af sig. De gør, hvad de skal – taler mandarin offentligt, passer deres jobs og er apolitiske. En forårsdag i 2017 ringer Miryams mor og siger, at hun ikke under nogen omstændigheder skal komme hjem på besøg den sommer, sådan som det ellers er planen. Hun lyder nervøs og oprevet. Og som journalisten skriver: ”Miryam er vokset op i en verden af frygt og mistro. Selvcensur og forsigtighed var reglen. Selv bag lukkede døre talte familien kun om politik og religion i tilslørede vendinger. De var særligt påpasselige i telefonen, hvor ingen vidste, hvem der lyttede med. I årevis havde hendes mor sendt beskeder for at tjekke, om hun lavede sine ‘øvelser’, en eufemisme for islamiske bønner. Miryam fornemmede, at situationen nu var anderledes, men at hun ikke kunne spørge direkte til det.” I løbet af sommeren 2017 blev der længere mellem samtalerne og beskederne, og en af de sidste ting, moren skrev, var sætningen: ”Vi har afleveret vores pas.” I januar 2018 fik hun autobesked om, at morens telefonnummer ikke virkede. Og der er flere historier af den art i The Economist.
Forbrydelse mod menneskeheden. Den kinesiske regering brugt den verdensomspændende angst for islamistisk terror til at stramme grebet om Xinjiang-provinsen. Af Kinas godt 12 mio. uighurer har færre end ti personer foretaget terrorangreb, men ingen siden 2017. Regeringen siger, at de har gjort Xinjiang til et sikkert sted igen takket være anti-ekstremistiske opdragelsesmetoder. ”Det er en måde at formulere det på,” skriver The Economist i en lederartikel. ”En anden er, at i stedet for at fange de voldelige få har regeringen sat alle uighurer i fængsel under åben himmel. Formålet lader til at være at smadre et helt folkeslags livskraft.” Forfølgelsen af uighurerne er en forbrydelse mod menneskeheden – fuldstændig på linje med Myanmars forfølgelse af det muslimske rohingya-mindretal. Det skal man bare huske. /Oliver Stilling