Fri os fra anden bølge

Irland lukker ned igen.

I et forsøg på at stoppe det stigende antal smittede med COVID-19 har den irske regering besluttet at indføre nogle af de hårdeste coronarestriktioner i hele Europa. Blandt andet er kulturtilbud, frisører, pubber, fitnesscentre og ikke-essentielle butikker blevet bedt om at lukke ned fra onsdag nat, og samtidig må borgere nu ikke længere bevæge sig mere end 5 kilometer væk fra deres hjem, med mindre de skal på arbejde eller har andre essentielle gøremål.

Irland er måske de mest ekstreme, men de er langt fra det eneste land i Europa, der har besluttet sig for igen at lukke dele af økonomi såvel som samfund ned for at bekæmpe den atter stigende smitte. I Storbritannien forsøger man sig med mindre lokale nedlukning, i Frankrig er der udgangsforbud mellem kl. 21 og kl. 06 i Paris samt otte andre byer, og også i Belgien er caféer og restauranter blevet lukket, mens alle med mulighed for det er blevet bedt om at arbejde hjemmefra.

Politikerne gør det, fordi de mener, det er nødvendigt. Lige nu er der fokus på at undgå, at Europa rammes lige så hårdt, som det var tilfældet i foråret – ja, eller værre.

Men det er ikke alle de europæiske borgere, der er klar på at blive lukket inde i deres hjem endnu en gang. Mens første nedlukning de fleste steder blev opfattet som nødvendig, og derfor kun medførte moderate protester, så synes utilfredsheden at være anderledes stor, nu hvor anden bølge rammer. Kritikken synes at have to fronter: Der er dem, som mener, at restriktionerne er for voldsomme og at hele coronasituationen er blæst helt ud af proportioner, og så er der dem, der mener, at myndighedernes anvisninger er for uklare og for tilfældige.

Alt for meget

En gruppe af de mennesker, der mener, at restriktionerne er for voldsomme, har samlet sig under et manifest kaldet ”The Great Barrington-erklæringen.” Erklæringen argumenterer for, at restriktionerne skal løftes, fordi de mange regler har ødelæggende psykiske og fysiske effekter. ”Dem, der ikke er sårbare, bør vende tilbage til det normale liv med det samme,” står der i erklæringen, der samtidig mener, at sport bør genoptages, kulturelle tilbud bør genåbnes og at alle raske skal tilbage på job.

Bag erklæringen står Martin Kulldorff, der er professor i medicin på Harvard University, Sunetra Gupta, der er professor på Oxford University med speciale i epidemiologi og immunitet, og Jay Bhattacharya, professor på Stanford University Medical School. Og internationalt har mange fagfolk skrevet under. Verdenssundhedsorganisationen WHO er dog gået i rette med en lang række af erklæringens synspunkter.

Ikke desto mindre resonerer erklæringens hovedkonklusioner med mange europæere. I Storbritannien er der fx en række politikere, der mener, at man bør droppe restriktionerne og kun beskytte de svage. Det konservative parlamentsmedlem Philip Davies har fx langet ud efter sin partileder Boris Johnson for at gå for hårdhændet til virussen. Davies siger, at ”en konstant storm af arbitrære regler kun vil hjælpe med at få økonomien til at kollapse og ødelægge virksomheder og jobs.” Ifølge Davies må Johnson i stedet stole på borgerne: ”At tro, individer tager bedre beslutninger end staten på vegne af dem selv, deres familier og deres samfund, er vel centralt i, hvad det vil sige at være Konservativ?”

En af kongstankerne bag The Great Barrington-erklæringen er, at mennesker bør tænke selv i stedet for at støtte sig for meget op af staten. Det er de i hvert fald enige i hos det polske medie Rzeczpospolita. Her har de mistet troen på, at politikerne kan redde os fra virussen. I stedet må vi tænke selv:

”Regn ikke med staten, dens embedsmænd, inspektører, politikere eller eksperter mere, fordi de kommer ikke til at stoppe virussen. Det er tid til at sætte din lid til dig selv, for det er den eneste måde, du kan holde virussen væk fra dit hjem og din virksomhed på. Ingen kan tage sig af dig selv og dine kære bedre, end du kan.”

Uklar tale

Den voldsomme utilfredshed med staten og eksperterne finder man ikke kun i de polske medier. Mange steder i Europa er man nemlig begyndt at være af den opfattelse, at politikernes og eksperternes råd, vejledninger og restriktioner er for uklare for for arbitrære. Vi har oplevet det i Danmark, hvor forældre har været i tvivl om, hvornår man må sende sine børn i skole, ligesom fodboldfans er uforstående overfor, hvorfor der må være tusinde mennesker i den lokale Netto, mens der kun må være 500 mennesker på et gigantisk fodboldstadion.

I det schweiziske medie Tages-Anzeiger er de ligefrem bange for, at den uklare tale kan gøre, at restriktionerne gør mere skade end gavn. Politikerne må ikke gå og putte med informationen. De bliver nødt til at sige ligeud, at en ny stor nedlukning kan blive nødvendig:

”Paradoksalt nok vil en nedlukning blive mere sandsynlig, hvis idéen om, at nedlukning ikke er nødvendigt, sætter sig i folks hoveder. Uden en erklæret og begrundet udsigt til en national nedlukning vil restauranter og virksomheder have en tendens til ikke at håndhæve restriktionerne, og borgerne vil opføre sig mere uagtsomt i deres hverdag. Politikerne bliver nødt til at komme med ren tale nu. Det her handler ikke om at skræmme folk. Men alle der lige nu udelukker en total nedlukning er skyldig i bedrag.”

Problemet er bare, at politikernes tale også kan blive for klar. Det mener i hvert fald britiske The Daily Telegraph, der siger, at regeringen har skræmt borgerne så meget med corona, at de ikke tør gå til lægen med andet:

”Aldrig har der været et stærkere og mere lumsk udtryk end ‘bliv hjemme, beskyt NHS [det britiske sundhedsvæsen, red], red liv’. Uanset om det var regeringens mål eller ej, så har det programmeret os til at tænke, at hospitaler nu er steder for mennesker med COVID-19 og ikke for irriterende tidsspilde-typer med smerter og uforklarlige knuder. Resultatet? Mens hospitalerne fik styr på COVID-19, blev jorden sået til en ny epidemi af kræft og andre alvorlige sygdomme.” /Andreas T. Kønig