Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Politiaktion i Albertslund, tirsdag den 20. oktober 2020. Politiet har anholdt en person i sag om forsøg på fangeflugt. Personen er den drabsdøbte Peter Madsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2020)
”Fra den dag anede det mig, at litteraturen ikke står i et alt for sikkert forhold til sandheden” – Simone de Beauvoir, En velopdragen ung piges erindringer
Vi føler os efterhånden mere og mere sikre på, at 2020 er en ondsindet simulation. At der på en eller anden måde er blevet byttet om på fiktion og virkelighed, og at verden nu bare prøver på at fortælle os det. Selv for nogle glubske nyhedshunde som os, kan det være svært at følge med. Vi ved snart ikke, om vi jagter substans eller vores egen hale.
Tirsdag forsøgte Peter Madsen – ja, dén Peter Madsen – at flygte fra fængslet med brug af en gidselsituation og et falsk bombebælte. I omkring fem minutter var den livstidsfængslede morder på fri fod, inden han blev omringet af politiet, rullemarie og Ekstra Bladets fotografer. Det var i den grad vand under den gamle, sensationshungrende mediemølle. For en kort bemærkning syntes alt fra coronakrise til #MeToo-debat at blive skubbet til side til fordel for den ene hæsblæsende Peter Madsen-opdatering efter den anden. Og så alligevel, for som om situationen ikke var absurd nok i forvejen, viste et øjenvidne til sagen sig gudhjælpemig at hedde Frank Jensen. Nej, det var ikke dén Frank Jensen, men alligevel: Hele situation begyndte jo at ligne en gedigen glitch i matrixen.
Det er ikke engang kun herhjemme, at den er gal. I USA kan man eksempelvis ikke finde familierne til 545 af de børn, der i 2017 og 2018 blev tvangsfjernet fra deres forældre af de amerikanske grænsemyndigheder. Vi ville le af situationen, hvis ikke den var så tragisk. Samtidig kan vi i The Guardian læse, at mere end 100.000 mennesker i Californien har købt en pistol som en direkte reaktion på coronavirussen. I den forfatning USA er i, ved vi snart ikke, om våbenkøberne har tænkt sig at skyde virussen eller hinanden.
Sagen er plantebøf
Imens synes lovgiverne i EU at skyde sig selv i skoene med tiltag, ingen rigtig har bedt om. Onsdag skal der således stemmes om, hvorvidt plantebaserede køderstatningsprodukter ikke længere må beskrives med ord som ”pølser” eller ”bøffer”. Ud over at der er noget helt middalderligt over diskussionen om, hvorvidt bøffer bliver mere virkelige af blive kaldt bøffer (det er jo bare universaliestriden om igen), bliver vi ærligt talt lidt trætte. Hvis kødpølserne virkelig er så gode, som landmændene siger, de er, tager de vel heller ikke skade af at blive sammenlignet med vegetariske alternativer. Kald nu bare en spade for en spade og en plantepølse for en plantepølse, og lad køderstatningsprodukterne blive i kødafdelingen. Som vi allerede har fået etableret, er fiktionen jo efterhånden lige så god som virkeligheden – og vice versa.
”Under åben himmel gik jeg frem gennem verden, som den virkelig var. Fremtiden var ikke længere blot et håb: jeg rørte ved den. Blot en fire-fem års studier, og jeg ville kunne forme mit liv, ganske som jeg selv ønskede det. Det skulle blive en smuk historie, som ville blive sand, efterhånden som jeg fortalte den for mig selv”, skriver den franske eksistentialist Simone de Beauvoir omtrent halvvejs inde i En velopdragen ung piges erindringer.
Måske skal vi lade netop den indstilling agere holdepunkt i en tid, der til forveksling ligner et skuespil af Samuel Beckett. Situationen er jo heldigvis ikke værre, end at vi selv kan bestemme de historier, vi ønsker at gøre til virkelighed. Eller rettere sagt: Hvis vi fokuserer mindre på mærkelige glitches og mere på tingenes substans, skal verden nok også fremstå mere normal. Vi skal nok prøve at blive bedre i morgen – hvis ellers 2020 vil være med på legen. /David Dragsted