Cypern: Valget faldt på splittelse

Når en stat har en kompasretning i sit navn, er det næsten et sikkert tegn på, at der ligger en konflikt og lurer. Nord- og Sydkorea kan ikke blive enige med hinanden, Østtyskland kunne ikke blive enige med Vesten, og Nordmakedonien kan ikke enes med grækerne.

Nordcypern har også fået sit navn som følge af sprængfarlige uenigheder. Faktisk er der slet ikke noget, der hedder Nordcypern. I hvert fald ikke hvis man spørger det internationale samfund. Det er nemlig kun Tyrkiet, der anerkender Nordcypern. Verdens resterende lande er af den overbevisning, at det er regeringen i den sydlige EU-stat, der er den legitime ledelse for hele øen.

At Tyrkiet er på Nordcyperns side er ikke så underligt. Nordcyperns fulde navn er nemlig Den Tyrkiske Republik Nordcypern, og regionen løsrev sig efter en tyrkisk invasion af nordøen i 1974. På det tidspunkt havde Tyrkiet og Grækenland længe været uenige om, hvad der skulle ske med det lille ørige. Republikken Cypern blev oprettet i 1960, og det var håbet, at de græske og tyrkiske cyprioter ville kunne leve i fred. Men volden brød hurtigt ud mellem de to grupperinger, og samtidig gik grækerne med planer om helt at indlemme Cypern i Grækenland. Det forsøgte de at gøre til virkelighed i 1974, da der blev gennemført et græsk militærkup på øen. Kupmagerne holdt kun magten i kort tid. Så kort tid, at Cypern aldrig blev en del af Grækenland, men længe nok til at tyrkerne kunne nå at reagere. Det var nemlig kuppet, der førte til den tyrkiske invasion af Nordcypern.

Siden dengang har østaten var splittet, og stridighederne er aldrig hørt op. Der har været flere forsøg på at genforene øen, men intet har båret frugt. Faktisk er uenighederne mellem Republikken Cypern på den ene side og Nordcypern og Tyrkiet på den anden side kun vokset den seneste tid, og stridighederne er efterhånden ved at nå uoverskuelige proportioner.

Det hele er kun blevet værre af det præsidentvalg, der i sidste uge blev afholdt i Nordcypern. Her blev den siddende venstrefløjspræsident Mustafa Akinci afsat og i stedet udskiftet med højrefløjskandidaten Ersin Tatar. Inden valget havde FN’s generalsekretær António Guterres luftet idéen om, at man igen skulle forsøge sig med forhandlinger om en genforening. Disse planer var Akinci som udgangspunkt ikke helt afvisende over for. I hvert fald var det hans officielle politik, at øen en dag skulle genforenes, og både den græske og den tyrkiske side af Cypern har de seneste år talt for en løsning, hvor hver side beholdt noget autonomi, men alligevel blev forenet under en føderal stat.

Problemet er bare, at den nye præsident Tatar ser anderledes på det. Tatar er tilhænger af en tostatsløsning. Hvis FN indkalder til forhandlinger, kan de derfor godt regne med, at Tatar smider deres planer i skraldespanden.

På kanten af krig

Tatar er ikke bare tilhænger af en tostatsløsning. Han er også en tæt allieret med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan, og derfor kan valget af Tatar være med til at eskalere en anden konflikt, der truer med at sende NATO-medlemmerne Grækenland og Tyrkiet i krig med hinanden.

I middelhavet er flere stater nemlig begyndt at skændes om, hvor de maritime grænser skal trækkes. Området forventes at have store oliereserver, og dem er der mange lande, der gerne vil have del i. I den forbindelse har tyrkerne sendt deres skibe ind i farvand, som Cypern og Grækenland mener tilhører deres territorium. Det er sket så sent som i denne måned.

Det har truet med at destabiliseret hele regionen. Slet skjulte trusler om væbnet konflikt er blevet luftet af begge sider, og Cypern har ihærdigt forsøgt at få EU til at indføre sanktioner mod Tyrkiet. Senest da de i første omgang blokerede for EU-sanktioner mod Hviderusland, hvis ikke også Tyrkiet blev sanktioneret.

Tatars afsporing af forhandlingerne om Cyperns genforening kan forventes at gøre spændingerne i middelhavsområdet endnu voldsommere. For hvis fronterne bliver trukket op mellem den nordlige og sydlige del af Cypern, mellem de græske og de tyrkiske cyprioter, så kan det samme forventes at ske mellem Tyrkiet og Grækenland. Uenighederne fra 70’erne spøger i den grad stadig.