Nyhedsanalysen

Friheden til at tage i Fremmedlegionen og/eller Lalandia

Pioneers of the 1st Foreign Legion regiment carry their axes as they march during the traditional Bastille Day military parade on the Champs-Elysees in Paris, France, July 14, 2017. REUTERS/Stephane Mahe TPX IMAGES OF THE DAY

”This shit is bananas, B-A-N-A-N-A-S!,” synger popikonet Gwen Stefani på nummeret ”Hollaback Girl”, og direktør i Udenrigsministeriet Erik Brøgger er fuldstændig enig.

På et pressemøde i går sagde Brøgger, at smittetallet flere steder i verden er gået ”fuldstændig bananas.” Derfor forberedte han danskerne på, at vi ”meget snart” kan stå i en situation, hvor udenrigsministeriet fraråder samtlige rejser til udlandet, som det også var tilfældet tilbage i marts, hvor de danske grænser blev lukket.

I en tid hvor dagene i Danmark byder på stadig mere kulde, regn, blæst og mørke, føles disse nye planer om at holde os inden for landets grænser som den ultimative straf. Nu er det egentlig ikke sådan, at vi på Føljeton havde konkrete planer om snarligt at pakke vores sydfrugter og tage mod varmere himmelstrøg, men vi kan da godt lide at have muligheden. Når hverdagen bliver for hård, finder vi psykologisk styrke i det faktum, at vi på ethvert givent tidspunkt kan smide, hvad vi har i hænderne og tage det første fly til Frankrig for at melde os til ørkenkrig under Fremmedlegionens faner.

Ikke at vi reelt kunne finde på at gøre det. Vi er nogle pacifistiske løjsere af Guds nåde, så fremmedlegionen er nok ikke noget sted for os. Men det er med Fremmedlegionen, som det er med fester, du ikke gider komme til: du vil da alligevel gerne have invitationen, muligheden, så du selv kan få lov at sige nej.

Værst er det dog, at skulle Brøggers profeti gå i opfyldelse, så kan vi ikke engang opsøge andre folkeslag herhjemme. For hvis Udenrigsministeriet fraråder, at man må rejse ud, kan vi også forvente, at der kommer et forbud mod at rejse ind. Det vil betyde, at man ikke kommer til at kunne finde så meget som én tysker under palmerne i badelandet Lalandia, hvor man i stedet må smide sig på knæ i soppebassinet, kigge mod himlen, og skrige ordene fra kunstnergruppen Superflex’ berømte plakat: ”Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes!”

Du er fanget med dine blegfede meddanskere, og hvis vi er rigtig uheldige, så bliver livet snart så ueksotisk, at du ikke engang må føle simuleringen af sydens sol i Lalandia. For statsminister Mette Frederiksen advarer om, at der kan være nye restriktioner på vej, hvis vi ikke i en fart får styr på smitten. En lignende udmelding er her til morgen kommet fra Sundhedsminister Magnus Heunicke. Kunne det betyde lukningen af Lalandia – Lollands svar på Fremmedlegionen? Det kunne lige passe. Vi har jo ikke tænkt os at tage i Lalandia, men vi vil da gerne have muligheden!

Disse rædselsscenarier giver al mulig grund til at søge løsninger. Vi bliver nødt til at få bugt med denne pest, hvis vi ikke igen skal mærke klaustrofobien i eget hjemland. Heldigvis er der kommet en løsning fra vismændene (altså dem fra Det Økonomiske Råd, ikke Ove Sprogøe, Ole Ernst, Tage Axelson og Anders Lund Madsen, der alle har spillet vismanden i tårnet i tv-programmet Fangerne på Fortet). De foreslår, at man tester alle danskere hver anden uge. Så kan man lave restriktioner fra de syge og lade de raske leve et helt almindeligt liv.

Vi ved ikke, om det vil virke. Vi ved nemlig meget lidt om epidemiologi. Vi ved til gengæld, at vi er desperate og derfor er helt klar til at få tonset en vatpind ned i svælget hver anden uge, hvis det betyder, at vi igen får muligheden for at tage i Fremmedlegionen og/eller Lalandia. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12