QAnons konspirationshær er gået i land i Europa

Vi tager os selv i oftere og oftere at kigge mod USA og glæde os over, at vi selv har benene solidt plantet på europæisk jord. Gudskelov at lige præcis vores forfædre valgte at blive hjemme i stedet for at immigrere over Atlanten, for de har da fuldstændig tabt sutten derovre.

Fx synes det politiske miljø i USA at være en total farce. Her tænker vi især på den rolle, som konspirationsteorier har fået lov til at spille. I USA er det øjensynligt blevet fuldstændig mainstream at tro på de mest mystiske ting, som der ikke er skyggen af beviser for. Fx har den såkaldte QAnon-bevægelse vokset sig stor. De er overbeviste om, at en magtfuld elite bestående af satan-tilbedende pædofile har dannet en dyb stat, der forsøger at gennemføre et komplot mod Donald Trump.

QAnon er blevet en seriøs magtfaktor i amerikansk politik. I delstaten Georgia har den republikanske kandidat til kongressen åbent sagt, at hun tror på QAnon-teorierne, og Donald Trump har for nylig nægtet at tage afstand til gruppens tilhængere. Under coronakrisen har konspirationsteoretikerne desuden sat spørgsmålstegn ved, om COVID-19 overhovedet findes, ligesom de ofte er vaccinemodstandere. Det har utvivlsomt også gjort det vanskeligere for USA at tackle den verserende sundhedskrise.

Når vi betragter situationen herinde fra den sikre Føljeton-redaktion, så er vi selvfølgelig fulde af velmenende bekymring. Det er jo ikke til at holde ud at se, hvordan landet for de frie, hjemsted for de brave, er ved at degenerere totalt. Men der er også en anden fornemmelse, der prikker nede i maven på os. En mere grim følelse: Vi kan ikke lade være med at føle os en lille smule bedre. Vi kan ikke lade være med at tænke ”de er skøre, de amerikanere”. For den slags vanvittige konspirationsteorier findes heldigvis ikke i Europa. Vel?

Angreb på kunsten

Jo, desværre. QAnon og resten af konspirationsbølgen er i den grad skyllet ind over Europa. Mediet Politico har lavet en kortlægning af titusinder af internetdiskussioner og indlæg på sociale medier, og de kan på den baggrund konkludere, at QAnon er poppet op i det europæiske politiske landskab.

Nok har de europæiske konspirationsteoretikere endnu ikke samme platform, som de har i USA, men det betyder ikke, at de ikke af og til dukker op til overfladen. Fx bliver et mystisk angreb på en række museumsgenstande i Tyskland hægtet sammen med en højreradikal konspirationsbevægelse.

Tidligere på ugen kom det frem, at ca. 70 museumsgenstande på Berlins Museumsø er blevet sprøjtet til med en olielignende substans. Det bliver beskrevet som det største angreb på kunst i Tyskland siden Anden Verdenskrig.

Ingen ved, hvem der har gjort det, og tysk politi siger, at de er på bar bund. Men den tyske presse, især Bild Zeitung, mener, at veganerkokken Attila Hildmann måske kan have en finger med i spillet. Han er en af Tysklands mest kendte konspirationsteoretikere, tilhænger af QAnon, coronaskeptiker, og så har han tidligere på året opfordret til en storm mod museerne, som han mener indeholder satans trone. Ifølge ham bliver denne trone i dag brugt til ofringer og mishandling af børn.

Årsagen til Hildmanns had mod museerne er muligvis, at et af dem på et tidspunkt hængte et banner op, hvor de fordømte ”racisme, antisemitisme, nationalisme og hetz.” Hildmann svarede igen med ved at kalde museets ansatte for ”skide satanister”.

Det er altså ikke kun i USA, den er gal. Vi har også massive problemer med konspirationsteorier i Europa, og det er noget, vi bliver nødt til at bekæmpe. Ikke kun fordi, de (måske) angriber vores kunst, men også fordi, at hvis nok begynder at tro på den slags teorier, så kan det disrupte hele vores politiske system, som det er ved at ske i USA.

Ikke ren vanvid

Hvordan bekæmper man dem så? Det nemmeste ville jo være at kigge på de europæiske konspirationsteoretikere, som vi ofte kommer til at kigge på de amerikanske: med hovedrysten, suk og en kommentar om, hvor skøre de er. Men hvis man tror, at det er vanvid, der driver konspirationsteorierne, så tager man fejl. Det er snarere socioøkonomiske problemer, der får konspirationsteorierne til at blomstre frem.

Hos netmediet Atlas har idéhistoriker Nicolai von Eggers skrevet om konspirationsteorier, og han gør opmærksom på, at det ikke er noget nyt fænomen. De ”er tværtimod en integreret del af vores politiske og intellektuelle historie. I enhver periode og ethvert samfund, hvor vi finder undertrykte og marginaliserede grupper, finder vi folk med tendens til at overfortolke, hvorfor de er undertrykte og marginaliserede.”

Ligeledes siger Oxford-forsker Jonathan Bright til Politico, at ”hvis du føler, at du er ved at miste kontrollen, så er der større sandsynlighed for, at du tror på konspirationsteorier.”

Når konspirationsteorierne dukker op i vores samfund, skal vi derfor ikke bare kigge på menneskene bag og tænke, at de er syge eller skøre. Vi skal nærmere tænke, at det er et sygt eller skørt samfund, der har skabt konspirationsteorierne. Og ulykkeligvis findes den samfundssygdom ikke kun i USA. Den eksisterer også her i hjertet af Europa. /Andreas T. Kønig