Nyhedsanalysen

Modrevolutionen ruller

Inger Støjberg (V) ankommer til forhandlinger om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Landstingssalen på Christiansborg i København, onsdag den 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

”Det værste, der kunne ske, var at vågne i morgen som mand. For der er nu en kultur med så hård fordømmelse og så lav retssikkerhed, at det er svært at være til.”

Det lyder som indledningen til en moderne udgave af Franz Kafkas ”Forvandlingen”, der som bekendt starter med den fantastiske sætning ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.” Men det er ikke Gregor Samsa, der frygter at vågne op som mand, det er Inger Støjberg.

Det indledende citat stammer fra et nyt interview i Berlingske, hvor Venstres næstformand advarer mod, at #metoo er ved at gå over gevind. ”Debatten er præget af feministisk hævntørst med så ekstremt meget vrede, at man er på vej til at sætte vigtige principper over styr,” fortæller Støjberg til avisen.

Interviewet med Støjberg er en vigtig påmindelse om, at #metoo-bevægelsen ingenlunde har vundet kampen om ligestilling endnu. For selvom 1615 kvinder i mediebranchen, 322 i de politiske miljøer, 97 i musikbranchen, 543 i sundhedssektoren, 664 i filmbranchen og 689 i forskerverdenen har råbt op om sexisme og krænkelser, og dermed været med til at blotlægge, hvor alvorligt et samfundsproblem det er, så er det stadig store dele samfundet, der stritter imod.

#Metoo-revolutionen ruller, det samme gør hovederne hos højtprofilerede krænkere, men i horisonten høres modrevolutionens trommer, og de buldrer højt. Om mange år vil 2020 blive husket som året, hvor en forfærdelig pandemi ramte verden. Men det vil også blive husket som året, hvor en gigantisk kulturkamp brød ud i lys luge. Ikke bare herhjemme i Danmark men i hele verden.

Retten til egen krop

Det kan godt være, at Inger Støjberg frygter en dag at vågne op som mand, men der er nok mange kvinder, der har det anderledes. Kunne de ved et trylleslag blive til mænd, ville de i langt højere grad slippe for klamme tilnærmelser på arbejdspladsen og i privatlivet, de ville få mere i løn, og så ville de slippe for hver dag at skulle kæmpe for basale rettigheder som fx retten til deres egen krop.

For mens #metoo-bølgen er skyllet ind over den Vestlige verden, så har modrevolutionen visse steder haft travlt med at rulle en af kvindernes vigtigste rettigheder tilbage: retten til abort.

Flere steder i Polen har demonstranter de seneste fem dage blokeret veje i protest mod, at landets højesteret forleden i praksis gjorde abort ulovligt. Ifølge højesteretten kan man nu kun få en abort i Polen, hvis graviditeten er et produkt af voldtægt eller incest, eller hvis graviditeten truer moderens liv. Nogle af demonstranterne bar skilte, hvorpå der stod ”jeg ville ønske, jeg kunne abortere min regering.”

Samtidig med at polske kvinder protesterer over, at deres lands højesteret vil bestemme over deres krop, er der i nat dansk tid blevet indsat en ny dommer i den amerikanske højesteret. Hun hedder Amy Coney Barrett, hun er udpeget af Donald Trump, og så er hun både kristen og dybt konservativ. Mange amerikanere frygter, at Barrett bliver tungen på vægtskålen, der får den amerikanske højesteret til at omstøde en dom fra 1973, der slog fast, at den amerikanske forfatning sikrer kvinders ret til abort.

#Metoo-bølgen har ramt USA voldsommere end noget andet land, og alligevel er det modrevolutionen, der lige nu sidder på både den lovgivende, dømmende og udøvende magt i USA. Herhjemme i Danmark er det næstformanden for det ledende oppositionsparti, der vifter tusindvis af kvinders fortællinger om krænkelser væk som et ”feministisk hævntogt.” Så længe man hver dag skal finde sig i den slags som kvinde, så er det vist alligevel tryggest at vågne op om morgenen som mand. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12