Kan vi stole på målingerne i 2020?

Hillary Clinton kunne ikke tabe præsidentvalget i 2016. Hun var for langt foran i meningsmålingerne. Hos New York Times vurderede de 20 dage før valget, at der var 91 pct. chance for, at Clinton ville slå Donald Trump. Få dage efter viste en national meningsmåling hos ABC News, at Clinton var foran med 12 procentpoint. De fleste kommentatorer var enige: Trump var alt for bombastisk til nogensinde at kunne vinde valget.

I Clintons kampagne blev de da også overmodige. Clinton førte kun kampagne på lavt blus i en række svingstater, fordi hun følte sig så overbevist om at vinde dem – det kunne hun jo læse i målingerne. Fx besøgte hun aldrig Wisconsin under valgkampen. Som den første republikaner siden 1984 endte Donald Trump med at vinde Wisconsin med sølle 1 procentpoint. Trump endte også med at vinde valget, selvom stort set alle målinger havde sagt noget andet.

Historien gentager sig ikke, men den har det med at rime:

Joe Biden kan ikke tabe præsidentvalget i 2020. Han er for langt foran i målingerne. Her mindre end en uge til valget viser et gennemsnit af målingerne, at Joe Biden fører med syv procentpoint foran præsident Trump. Ligeledes fører Joe Biden i en lang række vigtige svingstater. Hos statistikmediet FiveThirtyEight har de lavet 40.000 simuleringer af det kommende valg, og her vinder Biden 88 ud af 100 simuleringer. De fleste kommentatorer er enige: Donald Trump har været for bombastisk en præsident til at vinde igen.

Når Donald Trump er blevet præsenteret for dårlige meningsmålinger, har han ikke været sen til at minde befolkningen om, at meningsmålingerne undervurderede ham og skød helt forbi i 2016 og derfor formentlig vil gøre det igen i 2020. Nu har Trump vist, at man skal tage hans ord med et gran salt, men måske har han her faktisk en pointe. Hvis man er Biden-tilhænger, er der tilsyneladende grund til at ryste i bukserne, for hvorfor skulle man stole på målingerne i 2020, når man ikke kunne stole på dem i 2016?

De kortuddannede kom op af sofaen

Hvis man skal svare på det spørgsmål, er det brugbart først at kigge på, hvad der egentlig gik galt i 2016.

Først og fremmest tog målingerne faktisk ikke så meget fejl, som det ofte er blevet fremstillet. Hen mod slutningen af valget stod Clinton til nationalt at få ca. 3 pct. flere stemmer end Donald Trump. Og faktisk fik Clinton flere stemmer nationalt end Donald Trump. Hun fik 48,2 pct. af stemmerne, mens Trump fik 46,1. Altså var de nationale målinger ret præcise.

Men det amerikanske valgsystem er skruet således sammen, at det i bund og grund er ligegyldigt, hvem der får flest stemmer nationalt. Det handler om at vinde de enkelte delstater. Når man vinder en stat, vinder man nemlig en række valgmand, og det er den kandidat med flest valgmænd, der vinder valget.

Det var i de enkelte stater, at meningsmålingerne fejlede. Fx spåede målingerne, at Clinton klart stod til at vinde de vigtige svingstater Michigan, Pennsylvania, and Wisconsin, men hun endte med at tabe dem alle tre.

Ifølge New York Times’ meningsmålingsekspert Nate Cohn var der to årsager til, at målingerne skød så langt forbi i delstaterne. For det første var der overraskende mange af de vælgere, der først besluttede sig i sidste øjeblik, som endte med at stemte på Donald Trump. Og for det andet fik Trump en stor gruppe mennesker til valgurnerne, som meningsmålingsinstitutterne havde regnet med ville blive hjemme. Især havde meningsmålingsinstitutterne undervurderet, hvor mange mennesker uden en college-uddannelse, der ville komme op af sofaen på valgdagen.

Når man laver en meningsmåling, så forsøger man at få et repræsentativt udsnit af befolkningen. Men det er ikke helt nemt. Hvis målingsinstitutterne fx benytter sig af fastnettelefoner, så får de flest ældre respondenter. Hvis de ringer til mobiltelefoner, så misser de måske vælgerne på landet, hvor der er dårlig dækning. Det er heller ikke alle, der er lige interesserede i at være med i meningsmålinger. Fx vil højtuddannede og samfundsinteresserede ofte være overrepræsenteret i en måling, og de stemmer oftest demokratisk.

Målingsinstitutterne bliver derfor nødt til at vægte deres målinger. Er der mange højtuddannede i en stikprøve, skal de fx ”vægte mindre,” og er der få lavtuddannede, skal de ”vægte mere.” Samtidig skal vægtningen laves i forhold til, hvem man regner med faktisk vil gå ned og stemme på valgdagen.

Det var det, der gik galt i 2016. De lavtuddannede blev ikke vægtet tungt nok, fordi de ikke plejer at stemme – men Trump fik dem til at stemme alligevel.

En fastfrysning af et øjeblik

Meningsmålingsinstitutter lærer af deres fejl. Herhjemme i Danmark har man tidligere set, at meningsmålingsinstitutterne fx undervurderede Dansk Folkeparti, men det er senere lykkedes institutterne at kalibrere deres målinger. Det er altid vanskeligere for målingerne at ramme rigtigt, når der sker nybrud i politik. Det var sandsynligvis også derfor, at målingerne ramte forbi i 2016, da Storbritannien meldte sig ud af brexit.

Ved præsidentvalget i 2020 har institutterne fået rettet ind, og det er forventeligt, at de fx ikke undervurderer de lavtuddannede igen. Betyder det så, at vi kan forvente præcise målinger? Ikke nødvendigvis. Men her er det også værd at huske på, hvad det overhovedet er, en måling er, og hvad den kan.

En måling er et udsnit af, hvad vælgerne vil lige nu. Men mennesker er ikke konsistente. De skifter mening. Nogle vælger måske at blive hjemme på valgdagen, andre vælger at tage afsted alligevel, mens der også er nogle, som skifter mening, når de står i stemmeboksen. Jo tættere en måling er på valgdagen, jo bedre er den, men den vil aldrig være helt sikker.

Desuden ved målingerne godt selv, at de ikke er præcise. De arbejder med en statistisk usikkerhed, og det er derfor forventeligt, at de ikke rammer hovedet på sømmet hver gang.

Det handler også om, at menneskehjernen har svært ved at forstå statistik, når det bliver præsenteret for os på den måde, som meningsmålinger gør. Når man hører, at Trump kun har 25 pct. chance for at vinde, så lyder det som en umulighed. Men sandsynligheden er den samme som at kaste en mønt op i luften to gange og få kroner begge gange. Det sker ofte.

Man kunne argumentere for, at det gør målinger ubrugelige, fordi de derfor aldrig for alvor kan tage fejl – det er jo bare statistik, kan de undskylde sig med hver eneste gang. Men selvom meningsmålingerne fik et dårligt ry i 2016, så er de bedre end deres rygte. Fx ramte de uhyggeligt præcist, da der var midtvejsvalg i 2018, og historisk har de også været gode til at forudsige det amerikanske præsidentvalg.

Det er derfor overvejende sandsynligt, at Joe Biden faktisk fører lige nu. Men det betyder ikke, at han vinder. For 2020-valget har med den verdensomspændende pandemi flere ubekendte end nogensinde før. Det kan være med til at ændre folks adfærd og få meningsmålingsinstitutterne til igen at tage helt fejl. Med andre ord: Donald Trump er i den grad stadig med i opløbet. /Andreas T. Kønig