I bunden af Et Hul i Markedet nr. 11 kunne man læse, at redaktionen er ”meget lydhør over for feedback”, og at nyhedsbrevets støt voksende skare af kunstinteresserede abonnenter altid er velkomne til at udfylde en kontaktformular med ros eller klager. Den invitation afstedkom et par spændende læsertilbagemeldinger. Lad os benytte lejligheden til at tale om kvalitet.
Måske har du allerede bemærket den blå knap under teksten her. Den kan du trykke på … MEN GØR DET IKKE NU!! Der er nogle ting, du skal vide først.
For at sætte rammen for diskussionen om kvalitet skal vi en tur omkring den mere banale del af ugebladsbranchen. Op gennem 1960’erne oplevede en række populære danske ugeblade – heriblandt Familie-Journalen og Hjemmet – en massiv læsertilbagegang. Forklaringen var enkel: Det var tv-apparatet, der gjorde sit indtog i tusindvis af normale danske hjem. Danskerne havde ikke længere tid til at læse ugeblade, når de også skulle nå at se fjernsyn.
Ugebladet Hjemmet var særligt hårdt ramt, så dets ejer, Egmont-koncernen, må have følt, at der virkelig skulle tænkes out of the box. Man valgte uforfærdet en temmelig radikal løsning og ansatte i 1967-1968 Politikens søndagsredaktør Paul Hammerich (1927-92) som chefredaktør, selv om den dengang 40-årige avismand ingen erfaring havde med ugeblade. Ud fra en publicistisk synsvinkel var ansættelsen af den kvalitetsbevidste Hammerich både en velsignelse og en katastrofe.
En velsignelse, fordi han turde tage hyggebladet Hjemmet og give det kant og mening ved bl.a. at hyre en crazy a-kæde af skribenter, simpelthen toppen af poppen – folk som Klaus Rifbjerg, Lise Nørgaard, Leif Panduro, Benny Andersen og Anders Bodelsen.
En katastrofe, fordi Hammerichs manøvre blot fik oplaget til at falde yderligere. Hjemmets traditionelle målgruppe ville sgu ikke udfordres på den måde. Modernisme, debat og litterære pennestrøg ragede faktisk kernelæserne en høstblomst. Folk, der til gengæld kunne finde på at investere i Rifbjergs Amagerdigte (1965) eller Operaelskeren (1966), gad ikke have Hjemmet liggende på sofabordet.
Alt i alt var det en lose-lose-situation for Egmont, og Hammerich fandt selv døren ud allerede i 1969.
Næ, hvis man er en behjertet redaktør, der gerne vil give sin udgivelse noget volumen, må man også tage bestik af markedet. Hvad er ens ærinde, og hvad er det, folk gerne vil have? Hvis man kan få de to ender til at mødes, er man nået et langt stykke ad vejen.
En af de abonnenter, som sendte lidt feedback pr. mail efter at have læst Et Hul i Markedet nr. 11, var en borger ved navn Christensen – Erik Christensen. Han skrev: ”Selv om jeg personligt synes, at fx Kirsten Justesen er en slags fis i en hornlygte, så synes jeg, det er spændende/interessant at læse om andres anderledes opfattelse af hende.” Han underskrev sig ”jysk pensionist”.
Da jeg i mit takkebrev spurgte, om Erik Christensen altid identificerede sig som jysk pensionist, svarede han, at ”ældre mennesker leger også lidt med deres identitet, så det afhænger af dagsformen! Når man er uden for arbejdsmarkedet, skal man jo opfinde sig selv”.
Der landede også en kortfattet mail fra Tania Ørum, lektor emerita ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet: ”I længden holder jeg næppe til al den damebladsjournalistik,” lød hendes melding. Og: ”Det er sørme også småt med kunstfaglig viden.”
Hendes ord gav anledning til eftertanke. Var Et Hul i Markedet virkelig så ussel og plat en tryksag? Eller stillede Tania Ørum urimeligt høje krav til et kunstnyhedsbrev, der indtil videre er gratis?
Livlig klarhed
I The New York Times udtalte den amerikanske komiker, skuespiller, kunstsamler og selvudnævnte ”kunst-junkie” Steve Martin for nylig, at der er en akademisk tendens til at skrive meget ”obskurt”, når emnet er kunst. Det brød han sig ikke rigtig om. Han fremhævede i stedet kunstskribenter som Roberta Smith fra The New York Times, Peter Schjeldahl fra The New Yorker og Jerry Saltz fra New York Magazine som nogle, der kaster sig over ”svære temaer med en livlig klarhed”.
Livlig klarhed må være det, som Et Hul i Markedet efterstræber. Livlig klarhed med tryk på ”livlig”. Men hvad med lektor emerita Tania Ørum og hendes kvalitetskriterier? Sådan en som Ørum vil enhver udgiver af et seriøst kunstmagasin da helst have med på vognen. Ville man mon kunne tækkes hende ved at strø kurator-begreber som ”agens”, ”udtryksrum”, ”medialisering” og ”post-institutionelle praksisser”; eller en passant referere til skelsættende og toneangivende kunstteoretiske tekster om relationel æstetik og skulptur i ”det udvidede felt”? Nej, Tania Ørum ville straks gennemskue det som et pseudo-akademisk bedrag.
Plastisk verdensbillede
Men måske står det slet ikke så slemt til. I weekenden løb jeg ind i en af kunstverdenens mellemstore aktører, som er leder af et mellemlille udstillingssted. Jeg nævnte Ørums mail. ”Respekt!” udbrød vedkommende. ”Hvad?” sagde jeg forvirret. ”Jamen, bare det, at hun gider forholde sig til Et Hul i Markedet, er godt.” ”Fantastisk!” svarede jeg og gik videre med, hvad der føltes om nyvunden energi.
Af lektor emerita Tania Ørum og jysk pensionist Erik Christensen føler Et Hul i Markedet sig måske mest på bølgelængde med sidstnævnte. Erik Christensens legende tilgang til, hvad det vil sige at være Erik Christensen anno 2020, ligger fint i tråd med Et Hul i Markedets plastiske verdensbillede. Et verdensbillede, som i øvrigt er formet af kunsten.
Da Egmont hev Paul Hammerich over til Hjemmet, kvitterede han ved at hæve kvalitetsniveauet i spalterne betragteligt. Det gjorde han ved at ansætte de bedste af de bedste, og det har ved Gud ikke været billigt, for det var folk, der kendte deres værd og tog sig godt betalt. I 1960’erne kørte Klaus Rifbjerg fx rundt i sportsvogn, vistnok en 1964 Plymouth Valiant Cabriolet.
Nogle gange er der bare en sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Derfor har vi i dag udstyret Et Hul i Markedet med en stor, flot blå knap. Som du kan se, står der ”KVALITET” på den. Hvis du trykker på knappen, forlader du denne verden og ryger ind i et univers, hvor alting er meget mere enkelt.
Her vil du blive præsenteret for et valg. Hver en krone går ubeskåret til kvaliteten af Et Hul i Markedet. Din indsats og velvilje vil formentlig allerede kunne spores i Et Hul i Markedet nr. 13.
Husk, at et fravalg også er valg. /Oliver Stiling